Læs dagbog

Frustration og beslutninger

En side i dagbogen "Livet i mørket med selvmords- og selvskadende tanker"
Skrevet af ungpige 14. august 2020 20:13

Der sker så meget for mig lige nu.
Overskuddet svinger men jeg har det nogenlunde og bedre på mange områder. Jeg har også tænkt rigtig meget.
I min sidste dagbog skrev jeg om depression. Og nej det tror jeg ikke jeg har. Måske. Men jeg er ikke så sikker.
Jeg tænker mere at det er de negative symptomer og min personlighed der præger min hverdag og mine tanker.

Og så nu tør jeg skrive om det mest positive i mit liv. Stemmerne er der men sjældent højt så jeg ikke kan skubbe dem væk. Og når de så endelig er der er det kun i kortere tid. Det er helt fantastisk. Den gradvise nedgang har stået på i en del måneder som startede med et godt samarbejde med psykologen som stadig kører. Nu har jeg dog valgt at fokusere på humøret.

Så til min kamp og frustrationer.
Jeg var til en ny læge samtale efter at være startet på antidepressiv og det fungerede slet ikke. Jeg havde så mange bivirkninger at det var ulideligt og de blev ikke mindre. Jeg endte med at stoppe igen efter aftale. Så kom jeg til ny samtale hvor det var en ny læge som mente at det var de negative symptomer og ikke en depression. Hm.
Jeg spurgte så til min antipsykotika som jeg gerne vil trappe ned/ud af da jeg har læst at alle mine smerter (selv rygsmerter) kan være en bivirkning af medicinen. Skræmmende tanke.
Men det nægtede hun fuldstændig og jeg skulle næsten sige mit job op som jeg er utrolig glad for før hun ville kigge på min medicin.
Hun mente ikke jeg burde arbejde og slet ikke i 3 holdsskift. Hun kunne måske gå med til at jeg kun arbejder om dagen.
Jeg fattede ingenting og blev utrolig ulykkelig men sagde til sidst ikke noget. Hun hørte mig alligevel ikke. Jeg prøvede at fortælle at det ikke var en mulighed kun at arbejde om dagen og jeg ville miste et job jeg elsker. Men hun hørte mig ikke.
Det skal lige siges at jeg har fået ny læge. Og ved gud jeg savner min gamle som altid lyttede og forklarede hendes synspunkt.
Jeg føler mig i den grad trådt på og overset. Jeg var en sygdom og aldeles ikke er menneske og jeg skulle bare gøre som hun sagde.

I tiden efter samtale har jeg været trist og frustreret men jeg har taget en beslutning efterhånden som gigt lægen tiden nærmere sig. Jeg har gjort noget jeg aldrig normalt ville turde. Jeg trapper selv ud af medicin. Utroligt langsomt og forsigtigt. Men hvorfor skal systemet bruge en masse penge og tid på mig hvis alle mine symptomer som smerter skyldes min medicin og ikke fysisk sygdom.

Jeg er hårdt ramt i forhold til smerter. De sidder nu i stort set alle led og muskler. Jeg har svært ved at løfte ting pga nedsat kraft og smerter. Jeg har svært ved at gå. Jeg sover dårligt grundet smerter.
Bare de sidste par dage har jeg haft ondt i musklerne i benene, arme og ryg samt i knæ og håndled især det højre samt smerter i nakke.
Min mor har solgt sit hus så vi er i gang med at pakke og jeg føler mig så hæmmet når jeg skal hjælpe hende at jeg bliver helt ked af det.
Jeg har en følelse af at det gør ondt alle vegne.

Jeg har ikke fået skrevet så meget herinde. Overskuddet og ordene har ikke været der. Og så har jeg haft mange tanker ovenpå læge samtaler.

Og så er der tankerne om den næste samtale i næste uge. Jeg har virkelig ikke lyst. Jeg har mest lyst til at gemme mig og klarer livet selv. Men er jeg stærk nok til Det?

Alt i alt så har jeg det nogenlunde. Dejligt i forhold til stemmerne.

Kommentarer fra andre brugere

Ikke for at gøre dig ked af det, men din nye læge har fat i den lange ende. En person med din stilling ville blive fyret med dine symptomer på stedet, eller sat til arbejde uden patientkontakt. Din læge har tavshedspligt på din diagnose, men de er dog forpligtet til at melde, hvis nogen kommer i sundhedsfare i din varetægt.

Skrevet af Anonym, 14. august 2020 22:07

Nu kender jeg jo ikke pågældende læge, og det er muligt jeres personligheder slet ikke passer sammen, sådan at der ikke kan opstå den nødvendige tillid, men lige umiddelbart tænker jeg at det hun mener er, at du har brug for god regelmæssig søvn og en hverdag med en vis ro og forudsigelighed, da disse ting i høj grad kan medvirke til ikke at gøre stress værre.

3 holds skift går for at være noget af det hårdeste for krop og psyke, fordi man hele tiden vender rytmen.
Dem jeg kender som arbejder på skift har perioder hvor de sover alt for lidt, jeg ved ikke om det også gælder for dig, men mangel på søvn kræver jo i sig selv et overskud at kunne være i.

Hvis du er glad for dit job og det beriger dit liv på flere måder end økonomisk, så kan jeg godt forstå du ønsker at beholde det.
Andre kan mene det vil være bedst at få ro og fred, men det kan også være deprimerende ingenting at skulle og at ingen har brug for én og det er ikke altid den bedste løsning.
Men det er vigtigt at du virkelig arbejder fordi du kan lide det, og ikke fordi du føler du har pligt til det af andre årsager.
Det er vigtigt at dit overordnede udgangspunkt er at passe på dig selv, hvordan du bedst gør det kan andre ikke nødvendigvis vide.

At trappe ud af medicin selv frarådes altid, omvendt synes jeg systemet generelt burde være mere lydhør for at bakke op omkring dette, det er trods alt ikke bolcher og der kan være mange bivirkninger som i nogle tilfælde kan gøre tingene endnu værre.

Smerter kan godt komme fra medicin, men de kan jo også være psykosomatiske.
Min erfaring indenfor psykiatrien er dog at man ikke nødvendigvis møder lydhørhed, åbenhed eller hjælp.
At den ene fx mener det er depression og den anden at det er de negative symptomer, gør jo ikke det ene eller det andet mere eller mindre sandt.
Men jeg tror det er vigtigt at du holder fast i de relationer hvor du rent faktisk føler at det hjælper, psykologen lyder som sådan et sted.

Skrevet af Skovtrolden, 15. august 2020 15:56

Hej Skovtrolden

Ja du har ret med søvnen. Men jeg synes det er lidt mærkeligt at de så siger at dagvagter er det bedste for mig. Når jeg faktisk trives i forhold til søvn med aftenvagter da jeg så kan sove så længe jeg har brug for. Mens hvis jeg skal i dagvagt får markant mindre søvn da jeg står rigtig tidligt op for at møde kl 7.

Men ja det er muligt at vores kemi ikke passer sammen.

Om jeg arbejder for mig egen skyld eller andres er svært at svare på. Da svaret nok er et både og.
Jeg arbejder for pengene men det giver mig også noget struktur og glæde og modspil som en hverdag hjemme formentlig ikke vil give på samme måde. Men jeg elsker også mine ferie/fridage hvor jeg lader op. Og ja jeg bruger nok for meget energi på mit arbejde i forhold til mig selv. Hm jeg ved det ikke. Det er et spørgsmål som har fyldt i perioder og jeg har stadig ikke et svar som er det rigtige for mig.

Ja jeg holder helt sikkert fast i psykologen. Det har givet mig så meget. Det gælder om at holde fast i det der virker.

Tusind tak for din besked.

Knus og tanker til dig

Skrevet af ungpige, 18. august 2020 16:50

Udskriv

Tip en ven