Brevkassesvar

Hej Depnet. Jeg er en pige på 24 år der bor alene i en lejlighed med min hund.
Udadtil ser mit liv jo fint ud med lejlighed, kæreste, familie og venner. Men jeg er virkelig ude og vende.

Fik det svært i min teenage-år hvor jeg var umoden, uselvstændig havde psykiske problemer og man vurderede mig til ikke at kunne tage en uddannelse eller klare mig selv. Mine forældre og søster tænkte at jeg bare var en rigtig teenager, så de har tit været efter mig hvor jeg konstant har fået skylden. Jeg havde brug for hjælp, så jeg kom i et bofællesskab. Jeg havde det svært, og samtidig med at blive anbragt som sådan en der ikke er noget værd og i et slags fængsel. Imens jeg kunne se min søster gå i gymnasiet, arbejde en masse og tage ud at rejse og blive klogere på livet. Det gør så ONDT!

Jeg er ikke tilknyttet det bofællesskab og de pædagoger mere, men fortiden indhenter mig. Jeg har taget en 2-årig HG og er nu på en skole hvor jeg tager hovedforløbet i en kontoruddannelse. For et års tid siden begyndte jeg på Venlafaxin for at se om det kunne hjælpe mod den indre uro og angst. Jeg fik en indre ro, men jeg ændrede også meget andet negativt. Jeg var træt, uoplagt og ukoncentreret. Min karakterer i skolen faldt og jeg havde fravær. Jeg stoppede med det for 2 uger siden. Og nu er det hele fuldstændig væltet! Jeg føler det som en slags depression, vågner om natten og græder, jeg kan vågne om morgenen, ringe og melde mig syg og så sove videre til jeg går tur med hunden. Uddannelse og arbejde siger mig intet. Og det er mærkeligt, for jeg vil virkelig gerne frem i livet. Men det rager mig en høstblomst pt og jeg magter det ikke.

De dage jeg så kommer op og i tøjet er det godt. Socialt fungerer jeg fint på skolen og jeg kan finde ud af arbejdet. Men jeg kan ikke finde ud af at være stabil eller have en struktureret hverdag. Mit hjem bærer også præg af manglende ressourcer. Min mor har også taget ''nervepiller'' i mange år, så jeg tænker det er der det også stammer fra. Hvad gør jeg?

Mvh Pernille