Brevkassesvar

Emne: Bør jeg sygemeldes?

Spørgsmål indsendt 21. januar 2014

Hej. Jeg har gået men en depression i snart 5 år og har i et år fået sertralin. Min dosis er blevet øget to gange men jeg bliver ved med at få det værre.
Min læge har nu sendt mig til en samtale på psykiatrisk afdeling da han ikke selv kan finde en løsning. Mine dagpenge udløber snart og jeg er i vildrede. Skal jeg satse på at jeg kan starte op på et arbejde men chance for at bryde helt sammen eller skal jeg sygemeldes?
Jeg græder næsten hver dag og har meget svært ved at finde energi til noget som helst. Mine selvmordstanker er også blevet langt værre og hyppigere, men det hele virker lidt håbløst i form af at finde en løsning. Håber i kan hjælpe. MVH Mette

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 27. januar 2014

Kære Mette

Det lyder til, at du har det rigtig skidt, men jeg har via dit  brev svært ved at afgøre, om det vil være rigtigt at sygemelde dig. Vi ved, at mange mennesker med depression og andre psykiske lidelser, har meget svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis de har været sygemeldt. Mange vil have fordel af at være deltidssygemeldt, men din situation er jo lidt anderledes, når du allerede er på dagpenge.
Jeg vil foreslå, at du taler med lægen på psykiatrisk afdeling om det. 
Jeg håber, det kan nås inden dine dagpenge udløber.
Med venlig hilsen
Niels Damsbo, lektor og praktiserende læge