Brevkassesvar

Emne: Medicin - en krykke eller en redning

Spørgsmål indsendt 5. marts 2014

Jeg er en pige på 27 år. Jeg har siden 14 års alderen haft moderate depressioner. Fra jeg var 18 ca har jeg fået citalopram. Jeg har haft udtrapning og i perioder været medicin fri, men har fået tilbagefald igen og igen.
Jeg er i terapi for angst på en afdeling for gruppe terapi. I lang tid har jeg følt, at medicinen ikke virkede mere. På afdelingen taler jeg med en læge/psykiater. Hun er den første, der taler om bipolare træk og medicinens dårlige effekt på det. Jeg er nu udtrappet helt. Jeg mærker ikke meget forskel, men går meget op og ned. Jeg kan ikke befinde mig i en tilstand, hvor jeg er "i midten", altså hverken ulykkelig eller sprudlende lykkelig. Min sindstilstand skifter konstant, men føler mig deprimeret hele tiden. Jeg skal til samtale hos lægen igen snart. Hun har nævnt muligheden for andet medicin, noget der regulerer min stemning. Jeg havde bare en drøm om, at jeg skulle være fri af medicinen og "mærke mig selv". Nu er jeg så i tvivl om, om jeg skal forsøge medicin. Hvis jeg virkelig er bipolar, er medicin så en meget vigtig behandling? Jeg er bange for, at jeg aldrig lærer, at klare livets gang, fordi medicinen har været min krykke. Det er også mediernes opmærksomhed på psykofarmaka, der giver mig tvivl.
Jeg vil i fortsat terapi, når denne gruppe er slut.

Er det en god behandling? Skal man acceptere et helt liv på medicin?

Mvh
Ellie

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 26. marts 2014



Kære Ellie


Tak for din mail.
 


Personer, der fra en tidlig alder har haft perioder med
depression, viser sig ofte at have en tilstand inden for det bipolare
sygdomsområde. Hvis du uden behandling svinger op og ned i humør, synes jeg, at
det er nødvendigt at overveje behandling med medicin, der kan stabilisere dit
stemningsleje. Den type medicin kan hos mange gøre en stor forskel. Jeg synes,
at man skal se medicinen som en hjælp til at have det bedst muligt og til at
fungere bedst muligt, snarere end som en krykke. Det forudsætter naturligvis,
at medicinen virker på en måde, hvor man ikke er i tvivl om den gavnlige
virkning. Ud fra din beskrivelse tør jeg ikke sige noget om, hvor længe du kan
have brug for medicinen. Men det er vigtigt at sige, at den form for medicin
kan bruges til at forebygge nye udsving, ikke blot til at behandle, når man har
et udsving i humør.


God bedring.


 


Venlig hilsen


 


Jesper Karle