Brevkassesvar

Emne: ophørssymptomer af medicinen.

Spørgsmål indsendt 17. april 2014

Min mor på 84 år har det meget dårligt fysisk. For 12 år siden havde hun en mindre depression og fik sertralin mindste dosis. Hun havde lidt kvalme og gennem et halvt år gik hun ned på en halv pille. Da hun så skulle prøve at gå ud af dem fik hun det så dårligt fysisk så hun ikke kunne gennemføre det. Lægen gav hende så mitrazapin da han mente de var nemmere at komme ud af. Dem fik hun i ca 2 mdr., men havde sådan en kvalme, så fik hun derfor cipramil 10 mg., da lægen mente de ikke gav kvalme. Dem har hun fået i ca 1 mdr., men blev ved med at have meget kvalme. Hun er undersøgt for om kvalmen har andre årsager men man har ikke kunnet finde noget. Så nu er hun ved at trappe ud af cipramilen med 5 mg. daglig. Min mor har det dog meget dårligt, og det har nu stået på i over 4 uger. Hun har meget ondt i maven, får flere voldsomme ryseture om dagen, konstant kvalme og uro i hele kroppen. Hun taber sig da hun ikke kan spise noget, og hun ligger mest i sofaen og i sengen pga kvalmen og ondt i maven. Lægen har givet hende noget beroligende(oxapax)som hjælper på at få ro i kroppen. Hun kan ikke blive ved med at holde til det, og er selvfølgelig modløs og trist over det. Hun virker ikke til at være depressiv, da hun glæder sig til og håber på hun bliver fri af de fysiske gener så hun kan lave det hun plejer.Det virker bare så håbløst, for ophørssymptomerne bliver nærmest værre, og hun har jo slet ikke haft nogen positiv effekt af at starte op på noget af det. det er som hendes læge heller ikke ved hvad han skal råde hende til. Hun vil meget gerne ud af medicinen, og har nu i snart 2 uger været på 5 mg cipramil. Vi syntes det har varet alt for længe med bivirkningerne, og hvis vi bare kunne sige til hende at det snart stopper, men det er der bare ikke tegn på. Det er så synd for mine forældre, og min far bliver jo også helt rundt på gulvet over det.Hvad kunne i måske råde hende til ? På forhånd tak. Mvh en bekymret datter.

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 20. maj 2014



Kære En bekymret datter


Tak for din mail.


Jeg kan godt forstå din bekymring. Ud fra din beskrivelse lyder
det, som om der er brug for en grundig undersøgelse af din mors fysiske og
psykiske helbredstilstand. Det skal afklares, om din mors symptomer skyldes
bivirkninger, eller om de, muligvis delvist, har en anden forklaring.


Jeg synes, at din mor har brug for at blive undersøgt af en
speciallæge. Det kan være den bedste løsning , at din mor bliver indlagt til
nærmere undersøgelse, hvis ikke hun på nuværende tidspunkt har fået det
væsentligt bedre.


Venlig hilsen


Jesper Karle