Brevkassesvar

Hej
Jeg gik i 2007 på denne årstid ned med stress, stressudløst depression, angst samt symptomer på OCD hvor jeg gik og satte tingene korrekt samt havde meget ubehagelige tanker. Ingen af tingene dog i svær grad, men tilsammen hårdt. Særligt de grimme tanker.
Fik forskellig medicin, men har det i dag meget bedre og får "kun" Sertralin 100 mg. Fik tilkendt førtidspension for flere år siden.

Jeg mødte min - nu x-mand - i 1997 og gik fra ham i 2013 - fordi jeg ikke elskede ham mere. Forløbet havde naturligvis slidt på vores forhold og mange ting tilsammen gjorde, at jeg trak stikket efter jeg dog i meget lang tid havde råbt vagt i gevær samt vendt det med både læge, psykolog og en sexolog. Desværre lykkedes det ikke at redde ægteskabet.
I dag - snart to år efter og en heeeeeel masse dates - er jeg fortsat single. Jeg har bestemt mødt mange søde mænd, men oftest kun den ene gang på en café - og så ikke mere. Nogle har jeg set flere gange eller i længere periode. Haft en enkelt kæreste on-and-off gennem et halvt år, men det sluttede jeg også.

Og så mine spørgsmål: Kan det være medicinen og/eller min sygdom, det gør, at jeg har så svært ved at forelske mig? Eller er det - som jeg længe troede - fordi jeg havde svært ved at vænne mig til et nyt menneske? Det skal også siges, at jeg sammen med min x-mand havde en økonomi, der lå meget langt over gennemsnittet i DK, så jeg levede et liv i luksus - men ja, var bare ikke lykkelig og visnede mere og mere. Ét eller andet sted søger jeg nok igen et liv, der giver nogle af de muligheder, vi havde - dog uden at forvente det i samme omfang.

Er jeg for kræsen? Kan det vitterligt være fordi, det bare er svært at vænne sig til et nyt menneske? Skal lige tilføjes, at jeg nu i to år har ført "krig" mod min x-mand, som har været meget, meget vred og bitter og særdeles samarbejdsuvillig. Det kører forsat med advokater, da han har snydt mig for rigtig mange penge og dertil kører lige nu også en kamp om børnene. Så de ting slider jo også. Mine børn er 8 og 11 år, så rimelig store, men de kræver jo stadig en del. Hertil har jeg et rækkehus jeg selv står for samt hund og kat. Min økonomi er ok, kan godt få det til at hænge sammen, men er bestemt bitter over forløbet med skilsmissen.
Kan alle disse ting have noget at sige i forhold til, at jeg ikke kan finde ud af at have et forhold? For tankerne kører jo rundt i hovedet og jeg har så godt som hver uge haft gang i en advokat. Vi har også været i retten og skal det formentligt to gange mere. Desuden skal jeg finde mig i megen chikane fra min x-mands og hans forældres side. Det slider også. Og så er det faktisk kommet bag på mig, at min x gennem forløbet med vilje (ja, ved det jo ikke, men er så godt som sikker) har draget fordel af, at jeg ikke har magtet så meget og ligeledes føler jeg, at han bevidst har forsøgt at presse mig ud i stress og depression igen - med hjælp fra sin advokat.
Nå, men altså, der er jo mange ting, der hele tiden kører rundt i tankerne - kan det også have indflydelse? For vil i princippet gerne have en dejlig kæreste.
Til slut vil jeg gerne høre, om I har erfaring for, at man som kvinde bliver valgt fra pga. psykisk sygdom/arbejdsløshed osv.?
Og ja, har i tips til, hvordan det kan lykkes mig at nå mit mål/få opfyldt mine drømme, hvad angår fremtidig partner?