Brevkassesvar

Hej,
Jeg er en 22-årig kvinde som nu i ca. 10 år har kæmpet mod depression, angst og OCD, dog med meget varierende sværhedsgrad. Jeg befinder mig lige nu i en situation hvor jeg er meget frustreret over hvad jeg videre skal foretage mig og det er derfor jeg skriver til brevkassen her. Jeg bor i øjeblikket alene og var i sommers begyndt på en bachelor i Engelsk i Aarhus, men jeg er for kort tid siden droppet ud, da min depression nu er blevet meget slem (jeg havde det allerede meget skidt inden studiestart). Jeg kan ikke længere tage mig af mig selv; størstedelen af tiden tilbringer jeg i min seng. Jeg kan ikke få taget mig sammen til at handle ind, gå i bad eller gøre rent - og det er næsten umuligt for mig at falde i søvn. Jeg er ikke selvmordstruet, men jeg har det ubeskriveligt dårligt og jeg er meget bange og ked af det det meste af tiden. Min OCD har været slem nu i mange år; den gør at jeg skal bruge meget energi og tid på f.eks. at gøre rent og gå i bad, men pga depressionen har jeg heller ikke kunnet tage mig sammen til at udføre tvangshandlingerne, og derfor er min lejlighed et stort rod med masser af områder som er "kontamineret". Jeg er tilknyttet til både en mentor og en bostøtte fra kommunen, men jeg har kun meget få timer med dem om ugen, og jeg føler at de ikke kan gøre nok for at hjælpe mig. Samtidig er jeg frustreret over at den eneste kontakt jeg har, er til mennesker som bliver betalt for at besøge mig. Jeg har ikke haft nogen tætte venskaber siden min første depression, og det sidste halve år har jeg heller ikke haft kontakt med min familie, og derfor føler jeg mig selvfølgelig meget ensom. Det er meningen at jeg forhåbentligt snart skal starte i et forløb hos psykiatrien i Aarhus, men behandlingen har nu været mange måneder undervejs, og samtidig er jeg også meget skeptisk overfor den behandling psykiatrien kan tilbyde. Jeg har i løbet af de seneste år flere gange været til samtaler med psykologer og psykiatere, og jeg har aldrig fået noget ud af det. Jeg har aldrig været indlagt, og jeg syntes at det lyder som en helt forfærdelig oplevelse. Som 12-årig fik jeg citalopram i et halvt år, hvilket dengang fik mig ud af depressionen, men i det lange løb kan jeg se at medicinen kun har udskudt at jeg håndterer selve årsagen til min depression / angst. Bl.a. derfor ønsker jeg ikke at tage medicin. Jeg føler at mit største problem i øjeblikket er manglen på social kontakt til andre mennesker; jeg føler mig ensom og alene, og mit liv er fyldt med meningsløshed som følge deraf (hvilket er hovedårsagen til min depression, er jeg sikker på). Desværre gør min psykiske tilstand det meget svært at få nye venner, da depression og angst skræmmer de fleste mennesker væk. Jeg er generelt ærlig omkring min psykiske tilstand, og jeg kan ikke holde ud at lade som om at jeg har det fint hele tiden. Jeg føler endda at min mentor og bostøtte skræmmes væk af min depressive tilstand, og det skræmmer mig. Mine forældre har haft meget svært ved at håndtere og acceptere min depression / OCD, og har behandlet mig ilde lige siden jeg første gang fik konstateret depression. Derfor har jeg ingen kontakt med dem i øjeblikket. Jeg frygter desuden for mit helbred, da jeg får en meget uregelmæssig og dårlig kost (1-2 dage i træk uden mad, derefter lige så mange dage med trøstespisning), ingen motion, og så kan jeg mærke at depressionen og ensomheden gør mig syg. Lige nu drømmer jeg om ikke at bo alene længere; især om morgenen og aftenen er det uudholdeligt for mig at være alene. Og jeg ville ønske at ting så som rengøring og indkøb er noget jeg kunne gøre sammen med andre, så byrden lettes. Jeg ville ønske at jeg havde nogle mennesker i mit liv som ikke bliver skræmt væk, som har tålmodighed og som gerne vil have mig i deres liv, men det lyder bare for godt til at være sandt. Hvis i kender nogle tilbud som ville passe godt til mig, hvis i har nogle råd eller nogle kommentarer som måske kunne være en hjælp, så hører jeg gerne fra dig / jer. Jeg må hellere også sige at jeg kun har få penge til rådighed. Håber i har nogle ideer; min situation er så småt ved at drive mig til vanvid. Mvh - RedwoodTree