Brevkassesvar

Hejsa.

Jeg bliver desværre nødt til at tillade mig at søge hjælp hos jer.
Min mand ( som jeg har været sammen med i 25 år ) har desværre fået en depression grundet langvarig sygdom.
Han har været sygemeldt i de sidste 14 måneder med 2 discusprolapser, og dernæst har han fået sukkersyge.
Jeg har (selvfølgelig ) været der for ham hele tiden. Været med til læger, undersøgelser mm. Hentet medicin lavet alle gøremål ude som inde. Det er helt fint, man skal være der for hinanden.
Det har været lidt barsk.
Nytårsaften hvor vi havde 25 års dag, fik jeg en gave af ham, hvor han siger, han håber vi kan tage 25 år mere.
Kort efter dette ændrer han sig meget.
Vender ryggen til mig i sengen og er ikke så kærlig som han plejer ( han plejer at være god til at sige "jeg elsker dig" give et kram eller et kys )
Så her for 14 dage siden, siger han pludselig, at han synes vi skal holde en pause....
Det kommer som et chok.
Vi får talt sammen, og jeg spørger direkte om han har fundet en anden - det svarer han hurtigt og klart nej til.
Adspurgt om han ikke elsker mig mere, kan jeg ikke få et svar på. Det nærmeste han kommer er at sige, at han ikke synes gnisten er der lige nu..

Vi taler sammen om at han gerne vil være alene og bare være i fred.
Jeg sover på gulvet i stuen for at give ham ro ( han sover ikke ret meget om natten )
Han har ændret sig til at være ekstremt indelukket, har lavet lås på sin iPad har telefonen på sig konstant også om natten. Vil helst ikke være i samme rum som mig og vil helst være ude og besøge venner.
Da vi tog snakken, synes han at jeg skulle flytte, men det er noget besværligt, da vi har en hjemmeboende datter og økonomien vil blive mere end trængt.
Jeg sagde til ham at hvis det " bare" var depressionen og denne situation vi skulle gennemleve, så skulle jeg nok klare det - og han synes det var OK, at jeg blev boende, men lod ham være i fred.

Nu når vi frem til mit spørgsmål:
Hvordan er prognosen for at jeg får " min gamle mand " tilbage, når han har fået styr på depressionen ?
( jeg er klar over at I ikke kan sige noget om denne specifikke situation, men bare lidt om, hvordan det plejer at være )
Skal jeg fortælle ham, at jeg er ked af det og spørge ind til, om han elsker mig, eller skal han bare have fred?

Det gør så ondt, at han ikke vil dele dette med mig, jeg er der jo for ham - også i denne svære situation.
Det gør mig ked af det og jeg føler mig svigtet, idet jeg synes, jeg har været der igennem hele forløbet. Så føles det ikke rart, at man er kørt ud på et sidespor.

Det gør så ondt, når man gerne ville give et knus men man så bliver afvist.
Jeg bliver i tvivl om hans kærlighed, føler mig til gene i eget hus.
Tror I det vil være bedst at jeg flyttede ud for en stund ?
Jeg sagde til ham at jeg var bange for at der skulle ske noget med ham, hvis jeg var flyttet.

Det her var meget rodet.
Håber I kan give mig lidt håb.
Jeg håber, I kan sige, at han formentlig bliver sig selv igen og stadig elsker mig. ( det ved jeg jo godt I ikke kan,men I kender jo til mange tilfælde og hvordan tingene "plejer" at være )

Tak for jeres tid.

Anita Toft Jensen