Brevkassesvar

Emne: Må en psykolog stille diagnoser?

Spørgsmål indsendt 25. september 2003

Hej

Jeg har et ganske enkelt spørgsmål: Må en psykolog stille diagnoser, når hun ikke er lægeligt uddannet?

Svar fra DepNet

Svaret blev lagt på DepNet 29. september 2003

Kære spørger

En veluddannet klinisk psykolog bør kunne stille en diagnose ud fra den diagnoseliste, vi normalt arbejder med - den hedder ICD 10.

Kan man ikke det, kan man efter min mening ikke give den rigtige behandling - det gælder også for psykoterapeutisk behandling.

For eksempel er der stor forskel på den behandling, man bør give, hvis der er tale om en forlænget sorgreaktion efter et tab, eller hvis der er tale om en egentlig depression.

Noget andet er, at diagnoser skal omgås med varsomhed og i sagens natur ofte vil være foreløbige - nye oplysninger undervejs kan give et helt andet billede. Diagnoser skal heller ikke bruges til at "stemple" mennesker med, men til at finde vej til den rigtige behandling, og da psykologer ofte varetager den psykoterapeutiske behandling, må de også være i stand til at finde denne vej.

Med venlig hilsen

Lennart Holm
Klinikchef, cand.psych.