Afhængighed af antidepressiva

Langtidsvirkning af Remeron
I ca. 1996 blev jeg via en anerkendt psykolog "sat" på
Remeron, også pga. bivirkningerne. Jeg havde appetitproblemer og
svært ved at falde i søvn. Har taget det stort set siden
da. Har forsøgt at stoppe et par gange, men der går
dårligt 24 timer før verden kollapser. Så nu har jeg
været på Remeron i 7-8 år med få korte pauser.
Jeg er klar over, at Remeron ikke er et "rigtigt" SSRI præparat,
men hele diskussionen om afhængighed bekymrer mig da. For jeg
må nok desværre indrømme jeg føler mig
afhængig. En "trøst" er det dog, at psykologen mente, det
kunne være nødvendigt med mange års behandling. Det
fik mig imidlertid næsten til at føle, at jeg har en
kronisk sygdom, hvilket jeg ikke helt tror på. Men som sagt er
det uendeligt svært at holde op. Hvorfor er svært at
forklare. Derfor spørger jeg jer.

Bedste hilsner
trold40 

Svar:
Kære DepNetbruger

Man bliver ikke fysisk afhængig af lykkepiller (SSRI) eller anden medicin
mod depression. Det gør man ikke, fordi man ikke udvikler
tolerans, d.v.s., man skal ikke have højere og højere
dosis for at opnå samme effekt, som f.eks. er tilfældet med
stesolid og nogen sovemedicin.

Man udvikler heller ikke psykisk afhængighed på anden måde, end at
man måske kan sige, at man kan blive "afhængig af at have
det godt". Stopper man for tidligt med medicinen, er risikoen for
tilbagefald øget.

Når man skal stoppe med medicinen, anbefales det, at man trapper gradvis ned i
dosis. Ellers kan man risikere at udvikle lette influenzalignende
symptomer med let hovedpine, muskelsmerter og irritation (såkaldt
seponeringssyndrom). Nogle bliver også i dårligt
humør eller lettere depressive ved for hurtig udtrapning.

Det kunne lyde som om, det er det, du oplever. Prøv at tale med din psykiater
om det.

Med venlig hilsen

Lars Kessing
professor



Afhængighed af Seroxat
Jeg er 25 år og har i de sidste 6 år taget
antidepressiv medicin næsten konstant. Jeg har et par gange
forsøgt at stoppe men har efter nogle måneder måtte
starte igen pga. en tilbagevendende depression.

De sidste par år har jeg taget Cipramil og Seroxat, hvilket
virker rigtigt godt på mig. Selvom det endnu ikke har været
muligt, håber jeg, at det på et tidspunkt ikke mere vil
være nødvendigt for mig at tage antidepressiv medicin.

Jeg er derfor bekymret efter i nyhederne at have hørt om, hvor
svært det kan være at "trappe ud" af en Seroxatbehandling.

Mit spørgsmål er derfor: Er der grund til bekymring?


Svar:
Kære afhængig af Seroxat

Jeg forstår godt din bekymring efter at have set "Nyhederne".
Informationer den vej er ofte ret unuancerede.

Vi har hele tiden vidst, at der er nogle patienter, som har svært ved at
stoppe med antidepressiv medicin af typen SSRI, som Cipramil og Seroxat
hører til.

Vi har hidtil regnet det som en psykisk afhængighed - altså nærmest
en frygt for igen at blive syg - og ikke en egentlig fysisk
afhængighed med abstinenser osv., som det kendes fra narkotika.

Det kan være meget svært at gøre op, om det er
afhængighed eller ej, for der er også patienter, som
får deres depression igen, når man ophører med
behandling.

Det er vel bl.a. det, som er sket for dig, og det har ikke noget med
afhængighed at gøre.

Bl.a. af den grund ender det også hos nogle patienter med en livslang
behandling, hvis de har haft flere recidiver af depressionssygdommen.

Jeg plejer at sige til mine patienter, at de skal forvente lidt uro,
søvnforstyrrelser osv., når de holder op, men at de skal
forsøge at udholde det nogle uger for at se, om det ikke
ophører.

Kun hvis det igen ender i depressive symptomer eller i angstsymptomer, hvis det er
det, de behandles for, startes behandling igen.

Om du kan ophøre med behandlingen på et tidspunkt afhænger
bl.a. af, om du har nogle tilgrundliggende årsager til
depression, som kan ændres/behandles.

Når du har kunnet undvære medicin i op til 2 mdr. uden at få
"abstinenser", tror jeg ikke, du skal være bekymret for den side
af sagen.

Med venlig hilsen

Niels Damsbo
Praktiserende læge

Sidst opdateret:: 14. juni 2011