Angst

Spørgsmål: Generaliseret angst - kan kognitiv terapi hjælpe?  
Jeg er kvinde, 39 år og har haft tilbagevendende depressioner og angst siden jeg var omkring 16 år. Jeg har de sidste 3-4 år gået hos en psykiater. For ca. ½ år siden fandt han ud af en diagnose: generaliseret angst. Havde aldrig hørt om dette, men efter at have læst hvad jeg har kunne finde omkr. emnet, er der mange brikker der er faldet på plads. Kan pludselig forstå, hvorfor jeg får tilbagevendende depressioner - det er frygteligt at være så angst hele tiden, for mit vedkommende bekymrer jeg mig helt vanvittigt meget om mine børn. Går helt i sort over det mindste vedr. dem. Det er en yderst smertefuld tilstand, det hele knuger sig sammen indeni, og jeg er meget ked af at have det sådan.

Jeg vil videre, jeg vil leve, og vil derfor høre: hvad er kognitiv terapi? Er det dyrt? Jeg er snart for langt ude - HJÆLP MIG PLEASE.          

Svar:
Kære brevkassebruger   Det er rigtigt at angst og depression tit optræder sammen og kan forstærke hinanden. Du beskriver at du hele tiden er bekymret og at det centrerer sig om dine børn og hvad der kan ske dem. Med andre ord er det i dine tanker, at alle katastroferne sker. Du er nødt til at lære at skelne mellem tanker og virkelighed og at give slip på bekymringer, da det udgør en kronisk stressbelastning at bekymre sig så meget. Du har også selv fundet frem til at den mest effektive terapi overfor angst og depression er kognitiv terapi. I kognitiv terapi arbejder man med at ændre sine tankeprocesser, sine følelser og sin adfærd samt opbygge bedre strategier til at hamle op med problemerne. Altså bedre færdigheder. Privat psykologisk behandling koster som regel 715 kr. i timen, det er den vejledende takst fra Psykologforeningen.

I forhold til at det kan ændre et menneskes liv og trivsel fuldstændigt er det en god investering, men efter min mening burde mennesker med angst og depression have adgang til gratis behandling. Nogle steder er der gratis kognitiv terapi: på hospitaler, på distriktspsykiatriske centre i studenterrådgivninger, men det kommer jo an på hvor du bor. Du kan finde en kognitiv terapeut på www.sakt.dk.

Mange venlige hilsener

Irene Oestrich Psykolog, Ph.d.

 

Spørgsmål:  Angst, stress, noget andet?  
Jeg er en mand på 31, som igennem 5 mdr. har døjet med bl.a. kvælningsfornemmelse, tryggen for/smerte i brystet, synkebesvær, hjertebanken, klump i halsen. I starten i form af anfald, men sidenhen i mere eller mindre permanent form af svingende styrke, ind imellem helt uudholdeligt (dødsangst). Jeg er i gang med at afslutte en ph.d.-afhandl. og er blevet far for knap 7 mdr. siden, lever i en børnerig familie. Har altid dyrket meget sport (løb, cykling sjipning, styrketræning), men kan føle meget ubehag ved sport når jeg har det dårligt - symptomerne forværres når jeg anstrenger min krop.

Jeg har været indlagt til observation to gange, fået foretaget en del blodprøver, ekg'er, arbejdsekg og hjertescanning, men ingenting er blevet fundet. Min læge mener, at jeg har angst og jeg er lige startet på Akarin. Bruger også Alopam, men bliver skidt af dem. Hvad mener i jeg fejler?           

Svar:
Kære Spørger  
De symptomer, du beskriver, er ret klassiske for panikangst. Det understøttes af de normale undersøgelsesfund. Din angst kan udmærket være udløst af de stresspåvirkninger, du er udsat for. Det gælder derfor om at begrænse disse belastninger så meget som overhovedet muligt, selvom det kan være svært. Samtidig bør du fortsætte den behandling, du får af din læge, det er helt relevant og kan forventes at mindske eller fjerne symptomerne. Der kan dog gå op til en måned, inden effekten af medicinen er mærkbar. Hvis du ikke får det bedre af medicin alene, kan du spørge din læge om mulighed for henvisning til kognitiv terapi.

Venlig hilsen
John-Erik Andersson, psykiater               

Spørgsmål: Angst  
Jeg har det forfærdeligt. Jeg er blevet beh. for en depression ,stoppede beh. december 2002. Siden da er det egentlig gået godt. Er påbegyndt job og har ikke haft tegn på depression. Jeg blev beh. med Remeron. Nu har jeg fået angst, ell. er det angst?Føler at jeg ikke kan trække vejret, varme i kroppen, mange kuldegysninger. Kan ikke slappe af,tankerne kværner i mit hoved. Får en trykkende fornemmelse ved hjertet, følelsen af ikke at få ilt/luft. Kan ikke falde i søvn, er bange for at dø. Synes at det kommer uden at jeg tænker på noget bestemt. Følelsen af ikke at få ilt nok er vel den måde jeg bedst kan beskrive det. Hvad er der galt med mig?           
Svar:
Kære Brevskriver  

Tak for dit brev. Det lyder bestemt som angst, det du beskriver. Desværre er der en stor sammenhæng mellem depression og angst - så har man det ene, er der øget risiko for at få det andet. Heldigvis er den medicinske behandling stort set den samme. Du bør tale med din læge snarest og komme i behandling igen. Klarede du dig godt på Remeron tidligere, ville det nok være et godt valg igen. Din læge vil også kunne berolige dig ved at undersøge, at det er angst og ikke noget andet, du fejler.

Venlig hilsen
Morten birket-Smith overlæge dr. med.

Sidst opdateret:: 14. juni 2011