Borderline
Spørgsmål: Borderline
Jeg har været syg af bordeline i 8 år, og det bliver værre og værre. Jeg er 31 år, og venter på en eller anden form for forbedring. Jeg føler mig til grin i forhold til behandlingssystemet - ingen tager mig alvorligt trods selvmordsforsøg. Er det generelt sådan med folk med min sygdom - at man lader stå til, fordi der ikke er noget at gøre? Jeg føler det som om, vi er dårlige mennesker. Hvor kan jeg få hjælp eller møde ligesindede?
Svar:
Kære Spørger
Jeg tror, jeg må svare mere generelt på dit spørgsmål. Erfaringen viser, at bordeline tilstande synes at mildnes med årene, fordi patienterne bliver mindre forpinte. Antidepressiv medicin og muligvis også andre former for nervemedicin har en gavnlig effekt på forskellige vanskeligheder hos bordeline patienten. Det drejer sig blandt andet om depressive tendenser og impulsforstyrrelser som selvmordsforsøg. Men den væsentligste behandling er psykoterapi af en vis varighed og intensitet. Det kan dreje sig om forskellige former for psykoanalytisk orienteret terapi, som den behandlingsform Otto Kernberg har udviklet i USA eller Bateson og Fonagy i England, som har udviklet en behandlingsform med både individuel terapi og gruppeterapi. Der findes endvidere en kognitivt orienteret terapiform udviklet af Linehan, som benævnes dialectic psychoterapi. I Danmark findes forskellige behandlingssteder inden for det psykiatriske system, som er inspireret af disse terapiretninger.
Jeg er ikke orienteret om, hvorvidt der findes patientsammenslutninger for borderline patienter i Danmark. Men i USA skulle der være en ganske slagkraftig organisation, hvor de pårørende også er inddraget. Du kan formodentlig finde oplysninger på nettet.
Med venlig hilsen
Per Sørensen, psykiater
Spørgsmål: Hvad er det faktisk?
Jeg kunne godt tænke mig, hvis I ville skrive, hvad symptomerne er for borderline, og hvordan det normalt opstår? - og er det noget, man selv kan fremprovokere? Tak for en god brevkasse!
Venlig hilsen Line
Svar: Kære Depnet
Borderline er en personlighedsforstyrrelse. Som oftest opstår vedvarende forstyrrelser i personligheden i de tidlige ungdomsår. Borderline personlighedsforstyrrelse er karakteriseret ved en udtalt tendens til at handle impulsivt og uden hensynstagen til konsekvenserne. Yderligere er borderline karakteriseret ved flere af følgende:
1) Forstyrret eller usikker identitetsfølelse
2) Tendens til intense og ustabile forhold til andre
3) Udtalt tendens til at undgå at blive ladt alene
4) Tendens til selvdestruktivitet
5) Kronisk tomhedsfølelse
På grund af disse symptomer og adfærden har mennesker med personlighedsforstyrrelse svært ved at fungere sammen med andre mennesker. Lidelserne opstår ved en kombination af arvelig disposition og ydre faktorer, så som ustabil, vekslende og usikker barndom. Man kan ikke selv udløse personlighedsforstyrrelse. Derimod er der gode behandlingsmuligheder, ofte med en kombination af medicin og samtaleterapi. Hvis du er i tvivl, om du lider af en personlighedsforstyrrelse og i øvrigt ikke trives psykisk, er det måske en ide at tale med din læge om muligheden for at tale med en psykiater.
Med venlig hilsen
Lars Kessing Professor
Spørgsmål: Borderline diagnosticering??
Hej! Jeg er en pige på 25 der har en mistanke om, at jeg er borderline. Jeg tør ikke gå til min egen læge eller psykolog. Er der nogen form for anonym rådgivning, jeg kan støtte mig til?? Min veninde er borderline og OCD og mener jeg bør søge hjælp for at blive af - eller bekræftet i, at jeg virkelig er borderline.. Hvor skal jeg starte? Håber i kan hjælpe...
Mvh Maria
Svar: Kære Maria
Jeg vil foreslå dig at du tager kontakt til Landsforeningen Sind, Hostrups Have 50, 5. 1954 Frederiksberg C. Tlf: 35 36 26 00 (Sindlinjen). Åbningstider:Alle dage kl. 16 - 24, Email:Landsforeningen@sind.dk, web:www.sind.dk
Det allerbedste er dog hvis du går til din læge eller psykolog. Du kan evt. skrive et brev om, hvorfor du tror, du er borderline'r og medbringe det. Så behøver du ikke forklare dig. Held og lykke
Eva Thomsen DepNet.dk