Nedtrapning

Spørgsmål:  Nedtrapning/Bivirkninger
Jeg har siden februar trappet langsomt ned fra 40 mg cipramil, og tog i fredags mine sidste 10 mg. Håber jeg. Siden har jeg været temmelig træt og ikke mindst ør. Er det en normal reaktion for kroppen, når den skal vænne sig til livet uden medicin? Og hvor længe kan jeg forvente at det bliver ved? Her tænker jeg mest på det at være ør, da det kan være temmelig irriterende i forhold til mit arbejde som lærer.

Svar: Kære spørger.
Når du efterhånden var nået ned på kun at tage 10 mg cipramil om dagen, kan man håbe på, at perioden med ophørssymptomer bliver kort. Når man starter med at tage antidepressive lægemidler, går der adskillige uger, før den antidepressive effekt er tydelig. Man tror, at dette bl.a. skyldes, at antallet af en række receptorer, især dem der er receptorer for serotonin, langsomt ændrer sig under medicinens indflydelse.

Når man stopper med medicinen, vil antallet af receptorer igen ændre sig, og sandsynligvis ligeså langsomt, som ved starten af behandlingen. I den periode vil man kunne opleve mange forskellige ophørssymptomer, herunder det, du beskriver som ør. For det meste klinger disse ophørssymptomer af i løbet af en uge, men i visse tilfælde kan de vare nogle uger.

Med venlig hilsen
Erling Mellerup Farmakolog



Spørgsmål:
Udtrapning af Zoloft.
Jeg er ved at tage en kold tyrker, og har nu besluttet at stoppe med Zoloft 100 mg. daglig. Har ikke taget det i 4-5 dage. Kan jeg godt det??? Vil jeg muligvis få nogle bivirkninger???

Svar: Kære spørger
Ja, hvis du er uheldig, vil du få en masse bivirkninger. Man kalder det diskontinueringssymptomer. På dansk kan man kalde det ophørssymptomer. Det kan minde om influenzasymptomer i form af varmefølelse, kulderystelser og hovedpineder. Der kan også komme angst, uro, søvnproblemer og rastløshed. Trap ud over 2 uger. Så undgår du disse symptomer.

Med venlig hilsen
Henrik Lublin overlæge, lektor, dr.med.


Spørgsmål: Betydningen af aftrapning?
For en måned siden holdt jeg op fra den ene dag til den anden med at tage mine antidepresiv medicinering - 20 mg Akarin. Årsagen var at jeg ikke længere føltte mig depressiv men at jeg havde svært ved at føle at noget som helst fungeret for mig - som om pillerne tog lidt mere end blot toppen af følelsesregister.

Konsekvens har altid fungeret for mig - f.eks. med at holde op med at ryge, og derfor var det naturligt at beslutte en brat afslutning. Sidenhen har jeg læste flere steder (dog ikke fagligt faktuelt) at det er farligt at stoppe så brat. Jeg må indrømme at jeg ikke har det særlig let - det er ikke depressions symptomer der plager mig, men andre symptomer af uligevægtighed i min mental harmoni og mental overskud - f.eks. støj er blevet en enormt gene for mig, hvilket er især uheldig i forhold til mine børn... Skulle jeg starte igen og aftrappe langsomt - eller hvad?

Svar: Kære Depnetspørger.
Tak for dit brev. Det er en god ting at trappe psykofarmaka langsomt ned - mest for at vurdere, hvor langt man er kommet "psykoterapeutisk" med sig selv. Dvs, hvor god har man været til at bearbejde årsagen til sin depression, som jo ikke kommer ud af det blå. Man skal finde årsagen og få bekæmpet denne. Medicin kan ikke gøre dette arbejde, kun neddæmpe årsagens symptomer.

Så hvis du ikke har talt med nogen professionel person eller lignende om grunden til din depression, er det først og fremmest det, du skal gøre. Så kan aftrapningen af medicin været et barometer på, om du er kommet skridt videre i dine reaktioner på livet. Medicin lægger nemlig en stor dæmper på følelserne, som det er nødvendigt at lære at bruge på den rigtige måde. Og det skal man ofte have hjælp til. Så god fornøjelse med dette, så vil du sikkert også genvinde meget mere energi.

Venlig hilsen
Hanne Calberg speciallæge i psykiatri


Spørgsmål: Efexor
Hvilke bivirkninger er der når man trapper ned i Efexor?, jeg har en del maveproblemer kan det være derfor ? har også indsovningsbesvær ?

Svar: Kære spørger.
Når man indtager antidepressive lægemidler, herunder Efexor, er det næsten altid serotoninsystemet, der påvirkes. Serotoninsystemet består af nerveceller, der udskiller serotonin og receptorer på andre celler, der kan påvirkes af dette serotonin. Serotoninsystemet spiller en rolle for vores appetitregulering, søvnmønster, seksualadfærd, stemningsleje, angstniveau og impulskontrol.

De antidepressive lægemidler tages for at hæve stemningslejet eller sænke angstniveauet, men naturligvis vil også de andre af de funktioner, der reguleres af serotonin blive påvirket og give anledning til bivirkninger. Når man tager de antidepressive lægemidler i længere tid, sker der mere dybtgående ændringer i serotoninsystemet, sandsynligvis fordi antallet af serotoninreceptorer ændrer sig. Dette vil heldigvis ofte vise sig ved at bivirkningerne bliver færre eller mildere.

Når man ophører med at tage et antidepressivt lægemiddel, er det igen hele serotoninsystemet, der bliver påvirket. Man kan derfor atter få ændringer i alle de funktioner, der påvirkes af serotonin, og dermed en mængde forskellige symptomer, der kan vare indtil antallet af serotoninreceptorer er vendt tilbage til det normale. Såvel maveproblemer som søvnproblemer er nogle af de almindelige ophørssymptomer, når man stopper med Efexor.

Med venlig hilsen
Erling Mellerup, Farmakolog


Spørgsmål: Bivirkninger ved stop?
Hej jeg håber i kan guide mig lidt. Jeg er stoppet med akarin for lidt over en uge siden. Startede med at trappe ned fra 40mg til 20mg for 2 måneder siden og besluttede så at stoppe. At der skulle være bivirkninger vidste jeg godt, men så slemme? Jeg er utrolig svimmel hele tiden og føler at jeg vil falde om. det startede et par dage efter jeg stoppede men det har ikke fortaget sig. tværtimod.

Kan det passe at man skal ha det SÅ skidt rent fysisk?? Der er ellers ik så mange andre bivirkninger udover at jeg er begyndt at kunne føle igen. men det er jo ik skidt. Jeg sidder faktisk og bliver lidt nervøs over om det kan være noget andet alvorligt. Jeg burde måske kontakte min læge, men jeg må indrømme at jeg stoppede uden hendes tilladelse, derfor spørger jeg jer først.

med venlig hilsen
Wendy

Svar: Kære Wendy
Når man stopper med at tage antidepressive lægemidler, kan der optræde de såkaldte ophørssymptomer. Hvor hyppigt dette sker, varierer fra lægemiddel til lægemiddel, og faktisk er Akarin et af de antidepressive lægemidler, hvor det er relativt få, der får disse ophørsbivirkninger. Men det hjælper selvfølgelig ikke dig, som er en af dem, der blevet ramt. Der er beskrevet over halvtreds forskellige ophørssymptomer, hvoraf svimmelhed er en af de almindeligste. Som du beskriver, starter det som regel nogle dage efter, at man har stoppet, d.v.s. på det tidspunkt, hvor medicinen er ved at være ude af kroppen.

Når man starter med at tage medicinen, sætter den nogle ændringer i gang i ens hjerne, og først når disse ændringer har nået et vist niveau, ophører ens depression eller angst, hvilket godt kan tage nogle uger. Men hvor lang tid det tager, kan variere fra patient til patient. Når man stopper med medicinen, forsvinder de ændringer, medicinen har fremkaldt, men også dette kan tage noget tid, og i den periode kan der komme ophørsbivirkninger, der dog gradvis vil klinge af, normalt i løbet af et par uger, men i sjældne tilfælde kan der gå 3-5 uger.

Med venlig hilsen
Erling Mellerup Farmakolog


Spørgsmål: Efter 'udtrapning'
Jeg har fået Efexor depot 75 mg siden juli 2003. Det har hjulpet gevaldigt med til at kunne genkende mig selv igen og jeg stoppede med pillerne, efter samråd med min læge for 2 uger siden. Han gav mig to muligheder: enten at trappe langsomt ned med efexor eller ta' 3 fontex fordelt over tre dage.

Jeg valgte den sidste mulighed, da det lød rart med at virkningen af disse piller forta'r sig over en periode på 21 dage. I begyndelsen gik det meget godt, men nu er jeg bare så træt og humørsvingende at jeg knapt kan hænge sammen. Mit spørgsmål er nu om det er sådan det føles at trappe ud og hvor længe bliver det ved? Kvalmen og maveondet er næsten overstået - hvilke andre 'sidegevinster' kan jeg forvente?

Svar: Kære spørger
Uanset på hvilken måde du havde valgt at trappe ned med Efexor, burde du nu være ude over perioden, hvor der kan optræde ophørssymptomer. Så hvis de symptomer, du beskriver, fortsætter, må du tale med din læge om det. Dit spørgsmål om, hvordan det føles at trappe ud, er ikke så let at besvare, fordi det kan variere meget fra person til person. Når man er i behandling med et lægemiddel, indstiller kroppen sig på dette stof. Ofte sker der det, at antallet af de receptorer, lægemidlet virker på, ændrer sig. Når man så ophører med lægemidlet, forsvinder de direkte virkninger af lægemidlet.

Det vil som regel ske i løbet af nogle få dage. Imidlertid er der jo også sket nogle receptorændringer, som pludseligt kan få en betydning, i og med at det lægemiddel, der påvirkede disse receptorer, er forsvundet. Før receptorændringerne er blevet normaliseret, kan der godt gå et par uger, og i den periode kan man have mange forskellige ophørssymptomer. Faktisk er der beskrevet over 50 forskellige, hvilket nærmest gør det umuligt at forudsige noget om den enkelte person. Men karakteristisk for alle ophørssymptomer er, at de altid klinger af i løbet af 1 til 2 uger.

Med venlig hilsen
Erling Mellerup, Farmakolog

Spørgsmål: Erfaringer vedr. ophør med Sertralin
Jeg har fået ordineret Zoloft for ca. 2 år siden pga. depression som følge af stess. Jeg har prøvet fornylig at trappe ned, men oplever, at jeg bliver meget irritabel. Findes der nogen erfaringer med nedtrapning? Er det sandt, at man bliver afhængig? At ens symptomer bliver værre end de oprindelig var? At medicinen med tiden ophører med at virke? Hvor kan jeg evt. læse om de nyeste undersøgelser?

Svar: Kære Spørger
Alle lægemidler gør noget ved ens krop, og ofte vil kroppen "indrette" sig på, at lægemidlet er til stede. Når man så ophører med lægemidlet vil det tage nogen tid, før kroppen er vendt tilbage til sin oprindelige tilstand, som den var før, man startede på lægemidlet. I den periode kan man opleve såkaldte ophørssymptomer, som kan være meget forskellige, og hvor der alene for antidepressive lægemidler er beskrevet over 50, heriblandt også de symptomer man oprindeligt tog medicinen for.

Om de ligefrem bliver værre end de oprindelige symptomer, ved jeg ikke; men under alle omstændigheder er ophørssymptomerne som regel ret kortvarige, d.v.s. 1 - 2 uger. Selve det fænomen at kroppen vænner sig til lægemidlet og reagerer med ophørssymptomer, når man ikke tager lægemidlet, kalder man fysisk afhængighed, og det er en tilstand, der som nævnt er ret kortvarig. Hvis man derimod bliver psykisk afhængig af et eller andet, kan afhængigheden blive livsvarig, forstået på den måde at man kan have lyst til stoffet selv mange år efter, at man er holdt op med at tage det. Psykisk afhængighed kendes ikke i forbindelse med antidepressive lægemidler.

For at undgå ophørssymptomer skal man trappe langsomt ud af lægemidlet, når man ikke længere har brug for at tage det. Så længe man tager det antidepressive lægemiddel, virker det. De nyeste offentliggjorte undersøgelser finder man bedst på en række store internationale databaser som f.eks. Medline. Dem kan man få adgang til via biblioteker og forskellige sundhedshjemmesider på nettet.

Med venlig hilsen
Erling Mellerup Farmakolog

Sidst opdateret:: 14. juni 2011