Pension
Spørgsmål: Pension
Jeg er en kvinde på 52 år. Jeg har siden min ungdom lidt af depressioner og angst, men har i 25 år kunnet passe mit job som lærer. For 3 år siden "gik jeg ned" med udbrændthed og fik efter 2 langvarige sygdomsperioder tilkendt et flexjob 20 t/u i mit gamle job. Jeg har trods de færre timer fået det dårligere og magter ikke arbejdet længere. Jeg er igen sygemeldt og regner med inden længe at blive fyret grundet langvarig sygdom. Mit spørgsmål er nu, hvor meget jeg vil få i pension fra kommunen (hvis jeg får det tilkendt), når jeg via min tjenestemandspension i kvalificeret pension vil få 210000,- årligt?
Svar: Kære brevskriver.
Tak for dit brev. Ja det er rigtigt at den offentlige førtidspension er på 13.895 kr pr mdr. som du har fået oplyst. Fra 1/1-03 er der kun en sats for pension som svarer til max. syge-dagpenge. Før 1/1- 03 skulle man have mindst mellemste førtidspension for at kunne få udbetalt den kvalificeret svag-lighedspension ( tjenestemandspension). Hvordan det er nu er meget forskelligt fra pensions-kasse til pensionskasse. Jeg vil derfor anbefale dig, at du spørger din pensions-kasse om hvis du får tilkendt offentlig pension om det så udløser at du kan få din tjenestemandspension. Hvis du får offentlig pension og er enlig vil du få 13.895 kr. brutto pr mdr.
Får du også din tjenestemands-pension vil der komme en mindre modregning. Jeg har spurgt en kollega i en pensions afd. hvor meget der vil blive modregnet ud fra de oplysninger som du har givet. Hun har regnet frem til at hvis du kun har dine 2 pensioner som indtægt vil du få udbetalt ca. 10.000kr brutto af den offentlige pension. Held og lykke.
Med venlig hilsen.
Lena Berg Socialrådgiver
Spørgsmål: Regler vedr. pension og sygedagpenge
Hvad er taksten for pension? Har fået at vide, at den er svarende til sygedagpenge. Så vidt jeg kan læse er der flere? Hvis man kommer på pension, og så vælger den fra igen. Kommer man så på sygedagpenge, eller skal man så raskmeldes og på dagpenge ? Må man i dag arbejde/læse, mens man er på pension? Hvor mange gange kan sygedagpenge forlænges efter det første år er opbrugt? Jeg har 3 gange været i "Job-træning", eller hvad det hedder. De 2 af gangene er endt med indlæggelse, da jeg åbenbart ikke er klar til det endnu.
Vil jeg, hvis sygedagpengene forlænges igen skulle "aktiveres"? Skal der laves en plan el. lign ? Jeg ved, at jeg vil kunne få pension, hvis det er det, jeg vil. Ville det måske være en bedre ide frem for bare at få flere sygedagpenge? Fordele og ulemper? Hvor længe kan man max få sygedagpenge? Vil de starte forfra efter en pension? Kan man finde reglerne på nettet? Nicki
Svar: Kære Nicki.
Tak for dit brev. Taksten for pension svare til max. sygedagpenge og understøttelse på ca. 13.000 kr. pr. md. Du kan læse mere om det på www.danmark.dk. For at få tilkendt pension skal man have en fysisk eller psykisk kronisk invaliderende sygdom, som gør at man ikke er i stand til at forsørge sig selv.
Desuden skal alle erhvervs- og behandlingsmuligheder være afprøvet og udtømt, d.v.s. arbejdsprøvning, jobtræning, revalidering, fleksjob m.m. Først når ovennævnte er afprøvet og udtømt er betingelserne for ansøgning om pension til stede. Har man fået tilkendt pension, kan man ikke få sygedagpenge. Om det er en fordel eller en ulempe for dig, kan jeg ikke svare på, da det kommer an på en samlet konkret vurdering af din situation. Hvor meget du må arbejde/læse, når du er på pension vil jeg anbefale dig at drøfte med din sagsbehandler.
Man kan få sygedagpenge i 52 uger. Dagpengeperioden kan forlænges udover 26 uger eller 2 x 26 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden, hvis pågældende lider af en alvorlig sygdom, som kræver langvarig behandling. Det er en betingelse for både de 26 - og 2 x 26 uger, at pågældende efter en lægelig vurdering skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for de følgende 26 - 2 x 26 uger.
Med venlig hilsen
Lena Berg Socialrådgiver
Spørgsmål: Pension
Jeg har søgt om pension gennem næsten 1 år. Jeg går til psykiater, har været på distriktspsykiatrien, til læge, prøvet at komme i arbejdsprøvning, hvad jeg måtte stoppe med pga. års social fobi/angst/depressioner. Jeg har gået hjemme siden '93 pga. dårlig ryg, har været på dagpenge, og nu er jeg så på sygepenge. De sagde på prøvestenen, at min depression grænser til sindssyge, og min psykiater og læger mener ikke, jeg ville kunne komme ud i arbejde mere.
Nu skal jeg så til psykologundersøgelse, som jeg er bange for, da det lyder ubehageligt. Hvor store er mine chancer for at få pension? Jeg har 2 gange prøvet at begå selvmord, da jeg ikke føler, jeg magter livet mere. Jeg sidder indespærret i vores hus dag og år, går kun ud, når jeg skal til f.eks. læger. Jeg får Alprox og spiser temmelig mange af dem, spiser 18 kodimagnyl hver dag og har gjort det i flere år på grund af min ryg og hovedpine. Mit liv er blevet så sort.
Svar: Kære brevskriver.
Tak for dit brev. Det er trist at læse, at du igennem de sidste 9 år har været meget igennem, uden at du har fået det bedre. Du skal nu til psykologundersøgelse, formentlig som et led i afklaringen af, hvorvidt du opfylder kravene for at få pension. Du skal ikke være bekymret for selve undersøgelsen, som er en eller flere samtaler, hvor du angiveligt også skal løse nogle opgaver.
Undersøgelsen skal dokumentere dine psykiske vanskeligheder og afdække evt. behandlingsmuligheder. Udgangspunktet for at få pension, er, at din tilstand skal være kronisk, dvs. alle behandlingsmuligheder skal være afprøvede. Desuden skal din sygdom betyde en varig nedsættelse af din erhvervsevne med mindst halvdelen. Også her skal alle arbejdsmuligheder være udtømte. Både spørgsmålet om din sygdoms karakter og nedsættelsen af erhvervsevnen er en lægelig vurdering, der sammen med en socialbeskrivelse danner grundlag for pensionsansøgningen. Din kommune tager stilling til pensionsansøgningen og tildeler din pensionsstørrelse. Du skal nok indstille dig på, at behandlingen af din pensionsansøgning kan tage noget tid. Jeg håber, at ovenstående kan berolige dig lidt.
Med venlig hilsen
Marianne Laursen Socialrådgiver