Tilbagefald af depression

Spørgsmål: Tilbagefald af depression
Jeg er færdig med mine piller, men... Jeg stoppede med at tage Cipramil for ca. 3 uger siden. Jeg havde taget pillerne siden januar 2002, og jeg tog 60 mg. Nu er jeg begyndt at blive deprimeret igen. Jeg har svært ved at koncentrere mig og kan ikke sove. Jeg har snakket med min kæreste om det, og han mener, at det evt. kan skyldes, at mit sind først skal vænne sig til, at jeg er ude af pillerne. Er det korrekt, eller skal jeg kontakte min læge ?

Svar: Kære spørger
Da de nævnte symptomer først er kommet 2-3 uger efter, du er ophørt med Cipramil, tyder det mest på et tilbagefald af depression. Du bør derfor kontakte din læge snarest.

Med venlig hilsen
Henrik Lublin Overlæge, lektor, dr.med

Spørgsmål: Tilbagefald
Er antidepressiv medicin skyld i de mange tilbagefald, deprimerede ofte oplever?

Svar: Kære Spørger
Det kan jeg svare klart nej til. Den antidepressive medicin er i de nævnte tilfælde dog ikke tilstrækkelig til at forhindre tilbagefaldet af depression. Hvis ikke der blev givet forebyggende medicin, ville der være mange, mange flere patienter, der fik tilbagefald. Når disse patienter får et tilbagefald til trods for forebyggende medicin kan det skyldes flere faktorer:

1) for lav dosis af den forebyggende medicin
2) at medicinen ikke er taget som foreskrevet
3) at der er tilstødt nye livshændelser, fx dødsfald i familien
4) at patienten har andre kroniske lidelser, der påvirker tilstanden
5) at patienten har en særlig svær form for depression

Med venlig hilsen
Henrik Lublin Overlæge, lektor, dr.med.


Spørgsmål: Hvor ofte kommer en depression igen?
Jeg har en lang sygehistorie, orker ikke mere at beskrive den, men har pga. den været stærkt angstpræget. Det endte med en voldsom depression. Jeg ved fra mit tidligere arbejde i psykiatrien, at den tit kommer igen, men hvad er risikoen for det? Og hvad kan jeg selv gøre for, at det ikke sker? I dag føler jeg, at jeg lige så stille er på vej tilbage, men får nogle ordentlige gok i hovedet ind imellem, da jeg også er somatisk/fysisk syg, gigt, forstoppelse/diarré efter årelangt medicinsk forbrug (bl.a. en ondartet cancer).

Jeg er meget træt, orker ikke/kan ikke tage så meget del i vores hverdag, ingen børn gudskelov. Får det nogensinde en ende? Jeg har kun som ssa-elev set det fra behandlersiden, aldrig det endelige resultat. Jeg er Så træt af at være den skrøbelige! HJæLP!

Svar: Kære brevskribent Jeg kan forstå fra din mail, at du har været fysisk syg gennem mange år. Senere har du fået en svær depression efter at have været angstpræget i en periode. Jeg kan også læse, at du føler, at depressionen er ved at være overstået, formodentligt ved hjælp af bl.a. medicinsk behandling. Men jeg hæfter mig ved visse af dine symptomer (træthed, etc.), som får mig til at tænke, om du alligevel fortsat ikke er deprimeret.

Det er meget vigtigt, at du ikke ophører med den medicinske behandling i utide. Det er også vigtigt, at du får forebyggende behandling. På den måde formindsker du chancerne for at få et tilbagefald betragteligt. Din behandlende psykiater/læge vil kunne vejlede dig i begge disse spørgsmål (hvilken dosis, hvor længe, etc.). Rent statistisk kan man sige, at har man haft en depression, er der 50-80% chancer for, at man får en til depression.

Man skal imidlertid være påpasselig med at fokusere for meget på statistik. Risikoen for at få en ny depression er nemlig knyttet til mange faktorer, såsom ens personlighed, de belastninger man er udsat for, ens netværk, om der er familiemedlemmer som har haft depressioner, etc, etc. Jeg vil råde dig til at drøfte følgende med din behandlende psykiater/læge: 1) dine nuværende symptomer (for at høre om du har behov for dosisjustering/medicinændring) 2) hvor længe du skal fortsætte med medicinsk behandling 3) om du har behov for samtaleterapi, i kombination med medicin.

God bedring.
Shashi Kant Jha Psykiater

Sidst opdateret:: 14. juni 2011