Vægtstigning

Spørgsmål:  Efexor og vægten
Hej "alle" Jeg har bare et ganske kort spørgsmål. Jeg har nu i 2 år været i behandling med efexor (2x75 mg dagligt)grundet stress (2 hurtige graviditer+fuldtidsjob) hvilket der udløste panikanfald. Jeg har det bare super nu og er begyndt en meget langsom udtrapning som jeg vil bruge et par måneder på.

Jeg har i løbet af de 2 år taget 7 kg på - og ved at det er en af de almindelige bivirkninger. Mit spørgsmål er nu - vil at man når man er udtrappet af medicinen komme af med de ekstra kg igen eller er det normalt at disse ekstra kg forbliver. Jeg vil sige at jeg overhovedet ikke har ændret mine spisevaner i de sidste 2 år. Håber på et svar.

Kærlig hilsen den glade mor

Svar: Kære spørger.
Det er altid svært at komme af med ekstra kilo igen, men det bliver uden tvivl nemmere, når du er ude af behandlingen med Efexor. Du skal også tænke på, at mange kvinder har nogle ekstra kilo efter fødsler, hvor du skriver, at du havde to hurtigere graviditeter efter hinanden. Jeg kender ikke nogen undersøgelser, der præcist beskriver, om man normalt kommer af med de ekstra kilo igen, men jeg vil tilråde dig at gøre en aktiv indsats med lidt mere motion og måske lidt færre kalorier. Glæd dig over, at du bare har det super nu, så skal det nok lykkes for dig at tabe de ekstra kilo.

Held og lykke
Niels Damsbo Praktiserende læge


Spørgsmål: Vægtstigning Fra Seroxat til Zoloft
Kære farmakolog. Jeg har skrevet herind før ang. Paroxetin og vægten. Mange tak for svaret. Det var det afgørende bevis, førend min psykiater ville tro på at det var det jeg tog på af. Jeg tager nu i stedet for 40 mg paroxetin, 100 mg zoloft, af typen Sertralin. Mit spørgsmål er nu om dette i det hele taget vil hjælpe på min vægt?

Jeg går til fodbold, træner i motionscenteret og er desuden meget aktiv i hverdagen, og lige nu er det umuligt at tabe de 12 kg som jeg har taget på. Hvad skyldes dette egentlig? Har det evt. noget at gøre med stofskiftet? Hvornår kan jeg forvente at mærke nogen forskel med brugen af den nye medicin? Og hvorledes kan det være at virkningen af medicin (fx.seroxat)pludselig kan ophøre? Igen mange tak for dit forrige svar og på forhånd tak for dette, Mvh. Trine.

Svar: Kære Trine.
Du spørger om et skift fra Paroxetin til Sertralin vil hjælpe på din vægt, d.v.s., om skiftet kan få dig til at tabe de 12 kg, du har taget på. Det kan jeg desværre ikke give et sikkert svar på. På den ene side er der flere undersøgelser, der viser, at der er flere, der tager på i vægt, når de får Paroxetin, end der er blandt de, der får Sertralin.

På den anden side er der altså også nogle få som tager på, når de får Sertralin. Hvad vægtøgningen skyldes ved man ikke. Hvornår du kan forvente at se en forskel m.h.t. vægt, efter at du er startet på Sertralin, kan jeg desværre heller ikke svare på, men mit bud er, at det godt kan vare længe, måske adskillige måneder. Det er sjældent at lægemidlers virkning pludseligt ophører, så længe man tager dem; så derfor er jeg ikke sikker på, om jeg har forstået dit sidste spørgsmål rigtigt.

For mange lægemidler kan der udvikles en tolerance, hvor virkningen langsomt aftager, ligesom man jo også ser, at bivirkninger kan aftage med tiden. Der findes adskillige forklaringer på dette fænomen, f.eks. ændring i antallet af de receptorer lægemidlerne virker på.

Med venlig hilsen
Erling Mellerup Farmakolog


Spørgsmål: Uønsket vægtøgning
Kære Farmakolog I følge min læge er årsagen til, at nogen tager på af anti-depressiv medicin, at "sult-centeret" i hjernen bliver påvirket, således at man ikke føler sig så hurtigt mæt og kommer til at spise for meget. Er det rigtigt? Eller kan man tage på af medicinen selv om man bare spiser det man plejer? Du skriver i et tidligere svar at 25 % af alle patienter oplever uønsket vægtøgning efter længere tids brug. Hvad er længere tid? Jeg har taget knapt et kilo på i de 14 dage jeg brugt akarin, bør jeg prøve et andet mærke? tak for en god brevkasse!

Svar: Kære spørger
Akarin og lignende antidepressive lægemidler påvirker, i starten af en behandling, de fleste mennesker på den måde, at de får mindre appetit. Mange taber sig ligefrem, og da disse lægemidler i sin tid blev opfundet, overvejede man at sælge dem som slankepiller. Man fandt dog hurtigt ud af, at den appetitdæmpende virkning var forbigående, og hos mange patienter tværtimod blev afløst af en vægtøgning.

Når du har taget et kilo på efter at have taget Akarin i 14 dage, er det nok ikke på grund af de mekanismer, der hos nogle, langt senere i forløbet - og det vil sige adskillige måneder - fører til en vægtøgning, der kan være betydeligt større end et kilo. Jeg synes derfor, det er alt for tidligt at overveje at skifte præparat. I øvrigt er jeg enig med din læge i hans bemærkninger om sultcentret i hjernen, blot er vi farmakologer ikke tilfredse, før vi ved præcist, hvad det er i dette center, der bliver påvirket, og endvidere hvorfor ikke alle påvirkes ens.

Med venlig hilsen
Erling Mellerup Farmakolog


Spørgsmål: antidepressive og vægtøgning.
Jeg fik får nogle år siden Zoloft og tog vældigt meget på af det, hvilket er en meget afgørende faktor for at jeg ikke vil have antidepressive igen for den depression jeg er i nu. Men jeg bliver mere og mere desperat, så jeg vil ganske enkelt høre om der er nogle midler som ikke har denne bivirkning? Jeg vejer i forvejen over 90 kg til mine 170 cm, så I kan nok forstå jeg helst vil undgå at tage mere på.

Svar: Kære spørger.
En række antidepressive lægemidler har den virkning at man taber sig i begyndelsen af en behandling. Da de fleste patienter oplever denne bivirkning overvejede man oprindeligt også at afprøve disse lægemidler som slankemidler. Imidlertid viste det sig at slankevirkningen var forbigående, og efter længere tids behandling var der desværre en del, ca. 25 %, af patienterne der fik en vægtøgning.

Mekanismen bag slankevirkningen forstår man, men mekanismen bag vægtøgningen har man indtil videre ikke kunnet finde ud af. Ligesom man heller ikke forstår hvorfor det kun er nogle som får en vægtstigning. Så vidt jeg ved kan alle de antidepressive lægemidler give vægtøgning, men dels gør de det i varierende grad, dels kan der være forskel på hvilke lægemidler der giver vægtøgning hos den enkelte patient. Så selv om du har prøvet Zoloft, og fået en vægtstigning, er det ikke sikkert at du vil få en vægtstigning med et andet antidepressivt lægemiddel, men desværre kan jeg ikke på forhånd sige hvilket det vil være bedst at prøve med.

Med venlig hilsen
Erling Mellerup Farmakolog

Sidst opdateret:: 14. juni 2011