Min historie

Et liv med løgn.

Skrevet af lucylucy

Jeg er undfanget ved et uheld og født af en 17-årig mor og en 20-årig far. De første 8 år af mit liv boede vi hos mine morforældre.
Min mor var kærlig, for ikke at sige omklamrende. Min far havde jeg derimod aldrig et tæt forhold til. Han begyndte i stigende grad at drikke og var psykisk og til tider fysisk voldelig overfor mig mor. Min mor forsøgte at skærme mig, men jeg kunne ikke undgå at mærke deres konflikter. En enkelt gang oplevede jeg en voldelig episode mellem dem.
Den næstvigtigste person i mit liv var min mormor, dernæst min morfar. Jeg gik ikke i børnehave, men havde enkelte legekammerater og var god til at lege med mig selv og min fantasi. Helt tilbage fra førskolealderen kan jeg huske at have oplevet depersonalisation, følelsen af at éns krop er fremmed for en. jeg anede ikke hvad det var, men gav det navnet "ukendelser" i min private verden. Turde aldrig betro mig til nogen om dette, vidste instinktivt at det var "forkert".
Jeg var 8 da vi flyttede i eget hus. Jeg savnede den trygge verden med mor, mormor og morfar omkring mig. Jeg fik eget værelse, men var meget angst for at sove alene. Resultatet var at min seng blev flyttet ind på mine forældres værelse.
I skole klarede jeg det flot fagligt. Igen havde jeg tendens til at knytte mig til én bestemt veninde, og blev jaloux og bange, hvis hun legede for meget med en anden.

Jeg hadede at komme i puberteten. Kunne overhovedet ikke forholde mig til at være interesseret i drenge, at gå i byen o.s.v. Jeg begyndte at isolere mig fra klassekammeraterne, som jeg ikke følte jeg havde noget til fælles med. Jeg sultede mig så at mine menstruationer holdt op. Efter et par år begyndte jeg pludselig at spise så meget, at jeg blev buttet, så stabiliserede vægten sig. I denne periode begyndte jeg også at føle mig så uimodståeligt træt efter hver skoledag, at jeg var "nødt" til at sove resten af eftermiddagen i stedet for at dyrke fritidsaktiviteter. Om aftenen sad jeg alene på mit værelse og hørte musik og fantaserede om min fremtid.

Jeg var 15 da min mor gik fra min far og flyttede ind hos mormor igen. Min verden gik i smadder, min mor havde svigtet mig, været uberegnelig og kastet sin kærlighed på en anden, da hun mødte sin nye partner. Jeg boede også hos morforældrene, hvor min mor sås i hemmelighed med sin ven sent om aftenen i hendes kælderværelse. Min morfar ville ikke have ham ind i huset, forstod jeg senere. Jeg ville heller ikke tale med ham.

I 16 års alderen begyndte jeg så småt at blive interesseret i drenge og at omgås mine jævnaldrende igen. Men hele tiden følte jeg, at det var noget jeg var "nødt til" for at virke normal, ikke fordi jeg havde lyst. Det hele ville blive bedre når jeg kom væk fra den lille by, mente jeg.

De år jeg var 18 og 19 gik jeg på HF kursus i min lille hjemby. Fagligt gik det strålende, og jeg havde endda et slæng veninder. Udadtil gik det godt. Men i mine tanker levede jeg i fremtiden og var konstant nervøs for at mine veninder og klassekammerater skulle svigte mig eller talte bag min ryg.

Jeg kom på højskole i Sverige i et år. Jeg følte mig anderledes og klodset og var konstant træt. Mødte en kæreste, som gik fra mig igen. Det føltes som et slag på størrelse med dengang min mor "svigtede" mig. Så kastede jeg mig ud i et forhold til en fem år ældre mand, Jim, som jeg fandt grim og frastødende. Jeg droppede ham da jeg fandt ud af at han havde løjet for mig og i virkeligheden var 10 år ældre.

Jeg arbejdede en kort periode i et bageri i København, så på hotel i en by i England. Jeg tog videre til London, hvor jeg havde skiftende ufaglærte jobs. Jeg hadede mine jobs og var konstant vred. Overlevede kun ved at fantasere om hvad jeg skulle lave efter perioden i London.

Jeg startede et turbulent forhold til en mand fra Algeriet. Jeg var på en gang forelsket, fascineret og bange for hans anderledeshed. Jeg havde hele tiden i bagtankerne, at jeg turde ikke engagere mig rigtigt i forholdet. Efter et år købte jeg pludselig en billet til Bombay og rejste med rygsæk i 7 måneder. Efter hjemkomsten til Danmark blev jeg indlagt med lungebetændelse. En læge spurgte, om jeg mon havde fået en HIV test? Jeg bad så om at få testen lavet, og levede i angst til jeg fik svaret: negativ (ikke HIV).

Jeg var 23, startede på universitetet og følte mig stolt over at være kommet videre fra de jobs, jeg havde hadet.
Men jeg følte mig syg og gik til lægen ugentligt, hvor der blev taget tests, som ikke kunne forklare mine symptomer. Jeg var så træt at jeg overkom ikke at arbejde ved siden af studiet, så jeg levede af SUen alene. Til sidste sendte lægen mig videre til psykiater, som gav mig antidepressiva og en psykolog. Hos psykologen talte vi om det besværlige forhold til mine forældre, og jeg var overbevist om at hvis blot jeg fik et bedre forhold til dem, ville jeg få det bedre. Jeg følte desuden at jeg havde fornægtet den følsomme side af mig selv, og blot skulle give den noget plads.

Men jeg var vred indeni, og mente at det skyldtes gruppearbejdsformen på uni, hvor jeg ikke fik lov til at vise hvad jeg duede til. Jeg droppe ud og begyndte at se mig om efter noget mere udfordrende, som ville passe til mine høje karakterer fra HF. I det daglige lavede jeg ingenting, isolerede mig og fordrev tiden med butikstyverier. Levede af kontanthjælp og var sygemeldt.
Efter et år på den måde oplevede jeg en aften, at jeg sad og tudede og kunne ikke rejse mig op mens min aftensmad brændte på. Jeg blev bange og kontaktede den lokale psykiatriske skadestue. Jeg var indlagt i to måneder. Jeg følte, at nu skulle jeg "vise" mine forældre, hvad de havde gjort mod mig - det var kommet så langt. Mine forældre blev meget bekymrede og gav mig al deres opmærksomhed. Så opdagede jeg pludeselig, at det ikke gjorde mig lykkelig! Jeg følte at jeg var "snydt" af livet, det var ikke hvad jeg havde ventet mig. Jeg begyndte at ryge og indledte et forhold til en medpatient, en paranoidskizofren, som jeg dog aldrig syntes var god nok til mig. Jeg tog imod medicin og tilbud om behandling, men tog det aldrig alvorligt. Jeg skulle nok klare mig selv!

Da jeg fik positivt svar på min ansøgning til et engelsk universitet, tog jeg afsted. Nu skulle jeg bygge mit liv op igen. Kort efter semesterstart fik jeg et sammenbrud med gråd, skrigeture og angst. Alle omkring mig var meget forstående og jeg fik Seroxat. Jeg "tog mig sammen" igen. Omsider havde jeg forstået at jeg var ikke helt så stærk som jeg havde troet. Men hvis bare jeg fik uddannelsen i hus, vil jeg kunne have selvrespekt og få det godt igen, mente jeg.

Jeg lavede mindst muligt og fik dårlige karakterer. Jeg sov meget, fortsatte med at stjæle i butikker og drømme om hvad jeg kunne lave efter uddannelsen. Forsker, måske diplomat. Det var jo et topuniversitet, jeg gik på.

Halvvejs inde i uddannelsen fik jeg en kæreste. Han passede til mit falske selvbillede, han var juniorforsker og en reel fyr. Jeg holdt ham lidt på afstand, turde ikke at han skulle se mit rigtige selv.

Efter uddannelsen gik jeg arbejdsløs i et år i Danmark, mens jeg holdt kontakten til kæresten i England. Jeg havde et kortvarigt praktikophold i Bruxelles, men blev fyret uden forklaring. Det var jeg vred over.

Så startede jeg på en overbygningsuddannelse i Danmark og holdt op med Seroxat efter 4 år, dels for at tabe de 20 kg, jeg havde taget på. Jeg var egentlig godt tilfreds med kurset, men havde kun meget lidt energi. Stadigvæk levede jeg i fremtiden, med drømmene om et liv med min kæreste og et godt job. Ofte sad jeg og græd uden at vide hvorfor. Til eksamenerne fik jeg er sekstal og et syvtal, som jeg var dybt skuffet over, men fik så to titaller, og min selvtillid vendte tilbage. Jeg var dog begyndt at se at jeg kunne ikke "styre" det hele selv, nogle gange krakelerde mit selvbillede, andre gange holdt det.

Efter et år - jeg var nu 31 - startede jeg på en praktikplads i London. Jeg var meget nervøs for om jeg kunne klare det i starten. Men det viste sig at der var meget lidt at lave, så jeg kunne sidde og spå nettet det meste af dagen. Alligevel var jeg overvældende træt og kunne knap nok slappe af i weekenderne med min kæreste.

Et halvt år senere var jeg tilbage i Danmark og skulle starte på specialet. Jeg fik en lille lejlighed og glædede mig til at være alene og selv bestemme over mine dage. Jeg fik endda lavet noget af min opgave. Igen levede jeg af SU, følte mig ikke i stand til at lave noget udover opgaven.

En dag i april 2005 følte jeg mig underligt træt, og det kunne ikke soves væk. Heller ikke de ting, jeg plejede at nyde, sagde mig noget. Jeg overvældedes af angst. Min verden var ved at bryde sammen. Jeg tog over til min kæreste i et par uger, og fik det bedre. Bestod næstsidste eksamen med et tital. De næste to måneder havde jeg det fint.

I juli skulle jeg på ferie hos min mor. Så gik det galt. Jeg følte konstant angst. Nu kan jeg se, at jeg havde en eller anden forventning om, at finde en slags tilfredsstillelse hjemme hos min mor, som ikke materialiserede sig. Angsten fortsatte i efteråret, hvor jeg kæmpede videre med specialet.

Til jul kom jeg igen hjem til min mor, og brød sammen i panik, tvangstanker, angst for at være sindssyg, tankemylder, svimmelhed og andre symptomer, der skræmte mig. Jeg gik til lægen og fik Effexor mod angst. Nu skulle jeg konfrontere min angst, bestemte jeg. Så jeg tog min gamle journal med til lægen, som forklarede den for mig. "Emotionelt Ustabil personlighedsforstyrrelse, Borderline" stod der.

Det er en alvorlig og varig lidelse. Det er mere en personlighedstype end en sygdom, så den kan vanskeligt "kureres". Det er ikke sevet ind hos mig endnu. Når jeg tænker på det, føler jeg angst. Så skubber jeg det væk igen. Er det svært at overbevise mig selv om at min verden er krakeleret, bliver det umuligt at overbevise mine nærmeste om det. Jeg har jo klaret alt muligt, så jeg bør kunne blive mit gamle selv igen.

Jeg kæmper stadig med angsten for at det gør jeg ikke. Skriver ikke på specialet, bor hjemme hos min mor og får endnu SU.