Min historie

Forspildt liv, Ensomhed og Depresion

Skrevet af kentekent

Forspildt liv, Ensomhed og Depresion


Her er de 5 sidste år af mit liv, ting jeg aldrig har sagt til nogen som helst før og sikkert heller aldrig kommer til.

Min historie begyndte da jeg flyttede skole i 8ne klasse og kom til at gå med en pige jeg havde været "kærester" da vi gik i børnehave, katrine hed hun, og vi snakkede rigtig godt sammen og pjattede og selvom hun fik en kæreste to uger efter jeg var startet i klassen tog jeg mig ikke rigtig af det, men det lykkedes mig stadigvæk at blive forelsket i hende efter en måneds tid eller to. Og det var skam let at blive forelsket ihende for hun var jo en perfekt skabning og hun var supersød og hendes tænder var lidt skæve der fik hende til at se endu mere sød/nuttet ud, faktisk lidt lisom en teddybjørn eller en kat der er så sød at man får lyst til at tage den op og kramme den så hårdt at den blev kvalt, og så var hun en rigtig frisk pige der altid var med på sjov og altid gjorde hvad hun kunne for at være sjov.

Jeg kunne ikke rigtig lide nogle i klassen bortset fra pigerne som jeg syntes var rigtig søde og flinke så jeg snakkede ikk rigtig med nogen af drengene før jeg havde været der i godt og vel en måneds tid. Jeg snakkede ikke engang med nogen fra den gamle klasse der osse var flyttet til den samme skole, ( da den den gamle skole ikke havde højre klasser end 7ne ) for dem havde jeg heller aldrig rigtig kunne lide.

Da hun og hendes kæreste havde kommet sammen i knap 4 måneder slog de enelig op, og jeg blev så glad, for det havde jeg jo ventet på i jeg ved ik hvor lang tid så jeg blev nød til at gå på toilletet for at stå sige stille for mig selv "yes, yes, yes" nu var det enelig min tur til at få mig en kæreste. Det var det bedste der kunne ske for mig. Jeg kunne ikke lade være med at glæde mig til det enelig ville ske.

Da jeg er lidt sløv i optrækket og ikke rigtig vidste hvordan man skulle bære sig ad med piger, gik jeg og flirtede lidt med hende i en to måneders tid og lavede nogle lattelige jokes der sikkert var så dårlige at det var derfor at hun grinede af dem. Og jeg var sikker på at kun kunne lide mig ihvert fald det meste af tiden. Men jeg var fuld af selvtillid og jeg havde det rigtig godt når jeg var i nærheden af hende. De bedste tidspunkter var i klubhuset hver tirsdag og torsdag hvor vi bare ville sidde og snakke og se fjernsyn og spise slik og bare have det hyleskægt. Jeg vidste at jeg blev nød til at fortælle hende hvordan jeg havde det med hende på et eller andet tidspunkt men jeg har vel altid været bange for at blive afvist.

Og så skete det... enelig var der en fest noget jeg havde gået og ventet på da jeg var sikker på at jeg ikke kunne fortælle hende hvordan jeg følte hvis jeg var ædru.
Men da jeg kom til festen sad hun ovre i et hjørne og kyssede og kælede med sin X. Jeg sadge ikke et ord hele aftenen til nogen og tog hjem ca. kl. 2. Jeg kan ikke forklare hvordan jeg havde det inden i men jeg tror at det bedst kan beskrives som en umenneskelig stor sorg.

Hendes veninde var åbenbart vild med mig på det tidspunkt og hun var sgu osse rigtig sød men desværre kom jeg til at sige noget rigtig dumt til hende ved et uheld der gjorde hende super ked af det, men det værste var nok at jeg aldrig fik sagt undskyld. Uhadada hvor havde jeg det dårligt mand. Lige pludselig var min selvtillid helt i bund, jeg kunne ikke rigtig havde overskud til at være sjov, jeg var en helt anden person, fra klassens højtråbende klovn som de fleste kunne lide, til ham den stille og forsigtige, generte fyr der sidder over i hjørnet som aldrig rækker hånden op.

Jeg var 14 da det skete og jeg har været deprimeret lige siden.

Resten af 8ne klasse gik med at kigge over på katrine. Da vi sad i hestesko havde jeg frit udsyn til hende og jeg kunne bare ikke lade være... jeg tror faktisk at jeg var lidt besat af hende.

Da jeg kom i 9ne klasse gik det stærkt ned af bakke, alle de venskaber jeg havde fået igennem tiden, var fuldstændig tilintetgjort og det gik den samme vej med karekterene. Jeg var begyndt at spille guitar. Hvorfor ved jeg ikke jeg tror bare at jeg gerne ville virke mere interresandt.
Jeg vil nok sige at det der står mest klart i mit hoved om de ting der skete i 9ne klasse, er det der står mest klart nok da vi skulle lave vores afslutnings fest i det nærmeste forsamlingshus og vi fik en seddel hvorpå vi skulle skrive de venner vi havde der ikke gik på skolen som vi gerne ville have med til festen, og jeg tænkte meget over hvem jeg kunne invitere, da det gik op for mig at jeg faktisk ikke kendte nogen der ikke gik på skolen. jeg tænkte ikke specielt meget mere over det før seddelen kom til en af dem der var værst i hele kassen som grinede og sagde "haha Rudi har ikke nogen venner" med det største smil på læberne. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre så jeg smilede bare dumt og forsatte med den opgave læren havde givet os, men indeni græd jeg, og det gjorde ondt at vide at man ikke havde nogen rigtige venner, så når folk ligefrem vadet rundt i det kan i nok forstille jer hvordan jeg havde det.

"Den enes død, den andens brød" som man siger og det kunne ikke være mere rigtigt for min farmor var lige død og vi arvede ca. 100.000 så mine forældre gav mig lov til at komme på efterskole i 10ne klasse og det skulle naturligvis være en musik efterskole. Og det blev det osse.

På efterskolen fik jeg en hel del venner flere end jeg nogensinde har haft før tilsammen. Jeg kunne sikkert have fået flere hvis ikke jeg var blevet så genert op gennem 8ne og 9ne klasse. men jeg kunne lide at være der men nok ikke lige så meget de sidste par måneder. Og det gik osse først op for mig a jeg blev kørt hjem af min mor og far for sidste gang deroppefra at jeg lige havde mistet alle mine venner da de boede spredt over hele landet og fik lige pludslig en meget stor klum i halsen.

Jeg kom derefter på teknisk skole i skive som møbelsnedker, hvilket i mine øjne var et stort tidspilde da lærepladser ikke ligefrem hænger på træerne, og man skulle nærmest slå ihjel for at få dem, og piger var der ikke mange af men jeg fik et par venner som jeg begyndte at kalde engangs venner da der ikke gik mere end et halvt år før de var væk igen på deres praktik pladser, så jeg kunne jo ikke lade være med at føle mig ensom, virkelig virkelig ensom. Til sidst havde jeg virkelig ikke nogen venner, for jeg gad simpelhen ikke at være social når folk bare forsvandt efter bare et par måneder. Til sidst blev jeg der bare SU'ens skyld selvom det nu ikke var meget.

Jeg droppede ud et par måneder før jul 2004, og begyndte på produktionshøjskolen i Randers på musik afdelingen og det var rigtig fedt, for jeg lærte en hel del om både teori og praksis af musik, og så var der piger i tonsvis hvilket osse er ret fedt. Det ville jo have været federe hvis at jeg havde nosser nok til at begynde at flirte med en af dem, men det havde jeg jo ikke.

Men jeg har osse brugt en lille smule tid på at analysere mig selv og jeg fandt mig så at være: Genert, tilbageholdene, bange for piger, bange for nye mennesker, bange for nedelag eller afvisning, deprimeret, ensom, os sikkert meget mere som jeg ikke lige kan komme på i øjeblikket.

Men indtil vidre er det mest romantiske der nogensinde er sket for mig, var til en fest hvor der blev leget "slaskehalsen peger på" ( den flasken peger på skal snave med den hvis tur det var sidst ) hvor jeg fik et enkelt kys af en pige, som så sendere brækkede sig og besvimede og blev derefter kørt hjem.

**************************************

Konklusion: Jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt katrine. For havde jeg ikke mødt hende ville jeg ikke være så deprimeret. Min deppresion har holdt mig nede, det er 5 år siden jeg sidst var glad, og jeg ved godt at jeg bare skal tage mig sammen, lette røven og komme over det, men det er fandme nemt at sige når folk ikke ved hvordan det er at være mig og hvad jeg har været igennem. Hvordan jeg har holdt mig i live ved jeg ikke men det er fanme et mirakel. Jeg føler at jeg har forspildt mit liv der er så mange ting jeg ikke har prøvet som f. eks. at have en kæreste... jeg vil have en kæreste mere end noget andet i hele verden og jeg håber snart at det sker for jeg kan fandme ikke holde det her ud længere.

Ps. hvis du har læst det hele skal du have mange mange 1000 tak.