Langt ude i skoven
Skrevet af
Irene
Jeg har levet i 41 år, men nok haft "prøvelser" for mindst 200 år.
Startede med at leve hårdt, "lev hårdt, dø ung og bliv et smukt lig" var vist mottoet dengang, og jeg må sige, at dette har været tæt på at blive sandheden mange gange.
Levet sammen med en alkoholiker i ca. 10 år, fik 2 vidunderlige børn sammen med ham, dem burde jeg nok have fundet en anden far til. Han har sjældent været en rigtig far for dem, desværre.
Ønskede i en del år, at politiet en dag kom og ringede på, og fortalte at NU var han død pga. en trafikulykke pga. alkohol. Så ville jeg da få fred.....
Men jeg tog mig sammen, kom videre, gik fra ham og tog børnene med, han var jo sjældent far for dem alligevel.
Derefter fandt jeg mig en anden ven, et stykke tid derefter vel at mærke, men vi havde et fint venskab, manglede bare et modspil, vi var nok for forskellige, men vi havde en god tid sammen, den tid det nu varede.
Rejste så langt væk, til den anden ende af landet, pga. jobmulighederne der, måtte tage mine børn med, hvilket ikke altid var lige sjovt for dem. Men i dag er de heldigvis glade for at bo i tæt på København.
En meget, meget kold by, hvor du kan dø på gaden, og folk går bare forbi, hvad kommer det dog dem ved ???
Ikke en by, hvor jeg følte mig hjemme og velkommen i.
Havde nu et job, en god løn, og fandt så senere en kæreste, som jeg skulle have holdt mig langt, langt fra.
Gennemlevede dengang gennem flere års mareridt, både for mine børn og jeg selv, som jeg ikke er i stand til at beskrive endnu, men det kommer nok en dag.
Har ikke siden været i stand til at leve, som det forstås i "normale" menneskers øjne.
Håber på at komme rimeligt ud på den anden side en dag, men ved godt, at det er hårdt arbejde, og tager en del år, men bare jeg kommer ud til et rimeligt liv, så skal jeg vist ikke klage.