Sammenhænge
Skrevet af
atom
Jeg ved ikke så meget, om hvorfor jeg er endt her, hvor jeg er... Jeg har svært - eller havde ihvertfald indtil for ganske nyligt - ved at se, hvordan ens barndomsår kan influere på ens voksenliv. Jeg har afskrevet Freud og forbandet al hjernevridende "hvordan-var-dit-liv-som-3-årig-psykogejl".
Nu må jeg nok begynde at indrømme, at der nok er noget om det.. Tingene HÆNGER faktisk sammen, mere eller mindre udtalt.
Et af problemerne med min barndom er, at jeg simpelthen ikke kan huske den. Jeg kan ikke huske, hvordan det var at være mig i 80'erne eller 90'erne for den sags skyld. Det er en del af problemet - eller måske rettere sagt: det har været en del af min løsning, at fortrænge - jeg er ufattelig god til at glemme virkeligheden og digte min egen version - mere rosenrød, eller omvendt mere mørk og barsk, hvis jeg har haft brug for det.
Det betyder, at jeg har løjet ufatteligt meget - for mig selv, mine kærester, venner, familie. Og jeg er også blevet "taget" i det flere gange, det har været ufatteligt pinligt.
Det er dog blevet MEGET bedre. Før når jeg har lavet om på virkeligheden, har jeg gjort det på en mærkelig, ubevidst måde - og tit har jeg ikke selv vidst, hvad sandheden var.
Udover fortrængning har jeg nogle sære vaner med mine ejendele - indimellem gennemgår jeg stort set ALT, hvad jeg ejer, hvilket ofte ender i, at lejligheden, hvor jeg bor med min kæreste, bliver fuldstændigt dækket til i ting, som jeg ikke orker at kategorisere og få styr på. Jeg har altid haft det sådan - haft en vild trang til at holde styr på mine ting, vide, hvor de var.. At låne ting ud gør mig vildt urolig, og det er noget, jeg virkeligt har skulle kæmpe med. Derudover køber jeg RIGTIG MANGE ting, jeg har et lager af toiletartikler (stort set ALT, hvad man har brug for), der kan holde i flere år.
Da jeg gik i gymnasiet for ca 10 år siden, udviklede jeg bulimi, hvilket jeg stort set er sluppet af med nu. Jeg flyttede fra mine forældre efter folkeskolen og festede hele vejen igennem gymnasiet - jeg var altid "lidt for meget", alt for fuld/alt for pinlig osv. Havde utroligt lavt selvværd dengang også. Er stort set ovre min bulimi, men har nu kun 4 tænder i munden uden huller.. Den sygdom er noget, jeg bogstaveligt talt stadig betaler for, i meget dyre domme. Jeg er nået til, at jeg ikke længere kaster op (eller dvs. det er noget, jeg kun gør meget meget sjældent nu, det kommer i perioder, men det er en måned siden sidst). Derimod overspiser jeg stadig, men "tvinger" mig selv til at holde maden i mig, fordi jeg har en idé om, at det er værre at have bulimi end at overspise... Er ikke sikker på, at det passer, men det er som sagt en af mine ideer. Lige for tiden overspiser jeg desværre flere gange om ugen, det har ellers været meget mindre.
Fik min første depression i 1999, hvor jeg var helt nede i et par måneder, og ikke var ude af min lejlighed og bare var alene, havde selvmordstanker (gjorde dog ikke noget) og følte, der ikke var en plads til mig.
Begyndte at læse på uni i 2000 og er nu "specialestuderende", eller dvs. jeg laver INTET på specialet. Har enorm modstand mod det, sikkert også mod at blive færdig, og blive tvunget til at møde den virkelige, forjættede verden. Har forskellige småjobs, men ikke noget fast. Bor med min kæreste gennem 6 år, som jeg EEELSKER. Han har også forskellige problemer at kæmpe med, men som regel har vi kunne støtte hinanden gennem svære perioder.
Blev overfaldet i 2002, eller truet af en mand med kniv og måtte løbe og gemme mig bag en container på en p-plads midt om natten. Fuck, hvor var jeg bange. Verden gik helt i stå efter det, og jeg føler egentligt, at jeg ikke er kommet helt tilbage til mig selv endnu efter den oplevelse.
Har angstanfald, paranoide tanker, overvældende ensomhedsfølelser og svær depression. Jeg (synes ikke selv, at jeg) asocial, men er helt sikkert inde i en dårlig periode nu mht. venner og familie.
Har en familie, som jeg ALDRIG har talt om følelser med. Kan ikke huske en eneste dyb samtale med hverken min mor eller far. Vi har altid snakket om "de andre".
Jeg starter i behandling her i december og mit store håb er bare, at jeg relativt hurtigt vil få det bare lidt bedre. Lige nu er min verden pissegrå og trist.
Atom