Mit liv med ADHD...
Skrevet af
Spunk
Det startede allerede da jeg var ganske lille.
Jeg var aldrig glad, kun udadtil.
Mine facader gjorde, at ingen kunne se hvor skidt jeg havde det.
Jeg var aldrig rigtig glad inden i, jeg havde det virkelig skidt.
Jeg havde ondt i mit hjerte, jeg havde en knude i maven.
Jeg var bange for verden, jeg var bange for hvad der skulle ske med mig.
Jeg følte jeg havde meget jeg skulle leve op til, der blev stillet meget høje forventninger til mig.
De forventninger prøvede jeg virkelig at leve op til, men det var ikke altid det lykkedes for mig.
Det var rent faktisk meget sjældent det lykkedes for mig, for jeg var ikke særlig god til nogle ting.
Jeg var ikke ret gammel da jeg begyndte at være selvdestruktiv.
Jeg kradsede mig og jeg gjorde sådan så mit tandkød blev flænset op.
Jeg nød at få mig selv kradset og flænset til blods.
Det var en smerte jeg kunne forholde mig til.
Det var en smerte jeg påførte mig selv.
Det var en dejlig smerte.
Jeg har altid været overvægtig.
Mine forældre var meget efter mig.
Og desto mere de var efter mig, desto mere spiste jeg.
Det var også en måde for mig at være selvdestruktiv på.
Min storebror har altid været rigtig ond ved mig.
Han har kaldt mig de værst tænkelige ting.
Han har kaldt mig fede so, klamme svin, fede møgluder osv.
Der er ikke det jeg ikke har måtte ligge øre til.
Min bror har også tit slået mig.
Sådan for alvor.
Han har altid været ond ved mig.
Han har kørt meget på mig.
Min far har også til tider lagt hånd på mig.
Hvis jeg nu har sagt noget han sys der var flabet.
Jeg har levet et liv uden ret mange venner.
Jeg har ikke kunnet holde fast i dem, hvis jeg endelig har haft nogen.
Men generelt har jeg ikke været særlig god socialt.
Jeg vil og ville helst holde mig for mig selv.
Mit liv har så absolut ikke været let.
Jeg har altid haft mine forældre hængende over hovedet.
Dem og deres meget høje forventninger.
Jeg kan stadig ikke leve op til deres forventninger, det piner mig stadig til tider.
Hvorfor kan jeg ikke være normal.
Jeg har formået at tage en uddannelse.
Men jeg kom ikke igenemmen min uddannelse uden at snyde.
Jeg snød til eksamen.
Jeg turde ikke vise hverken min læreplads eller mine forældre, hvor svag jeg i virkeligheden var.
Min læreplads havde også meget store forventninger til mig, forventninger jeg langt fra kunne leve op til.
Det var mildt sagt et sandt helved at arbejde for dem.
Nu har jeg endelig fået sat ord på, hvorfor det er jeg altid har haft det så svært.
Og på hvorfor jeg aldrig har været glad.
Jeg er psykisk syg, og har et medfødt handicap, nemlig ADHD (det man tidligere kaldte for Damp).
Det er det der gennem hele mit liv, har været skyld i at jeg har haft det så svært.
Og at jeg aldrig har været glad.
Det er jo kun mine facader der har virket glade, så folk kan den dag i dag ikke forstå, at jeg er så syg som jeg er.
Jeg ved godt det ikke er let at få at vide, specielt ikke for mine forældre.
Men det er sande fakta, og det må man forholde sig til.
Jeg bor sammen med min kæreste, som jeg har været sammen med i snart 7 år.
Jeg er virkelig glad for at jeg har ham.
Uden ham havde jeg ikke klaret mig igennem alt det her.
For mit liv de sidste 1½ år, har virkelig været et mareridt.
Det har faktisk været værre end det plejede at være.
Jeg har arbejdet en del forskellige steder, men hver gang har det været et nederlag for mig.
Det kan jeg ikke blive ved med at holde til.
Derfor går jeg nu og venter på, at få besked om, om jeg kan få pension.
Jeg håber af hele mit hjerte på at jeg kan få det, men det tyder det desværre ikke på.
Dette var mit liv i grove træk, håber ikke jeg har kedet jer alt for meget.
Spunk