Min historie

Hvem er jeg?

Skrevet af mysteria

Det er den første gang, jeg skriver på depnet, og det føles på en eller anden måde grænseoverskridende, selv om jeg jo godt ved, at jeg er anonym.

Først vil jeg fortælle, hvorfor jeg kalder mig Mysteria. Det skyldes, at jeg lever 2 liv. Et på mit arbejde, hvor ingen ved, at jeg lider af depressioner og et privat, hvor min nærmeste familie ved det.

Jeg forsøgte for mange år siden at være åben om min sygdom, men blev mødt af fordomme på min daværende arbejdsplads. Det er svært at blive stemplet som paria, når man i forvejen er sårbar.

Derfor har jeg valgt i forbindelse med et jobskifte helt at undlade at fortælle om det. Jeg har været så heldig, at jeg ikke har haft lange sygeperioder på grund af min sygdom, fordi jeg har været medicineret.

Jeg har lidt af depressioner hele mit liv og været medicineret næsten det halve.

Som barn var jeg frygtsom og blev let skræmt. Kunne få ondt i maven og kaste op, fordi vi fik besøg af julemanden. Gennem min skolegang var jeg forsagt, men et eller andet ændrede dette, da jeg gik i 6. klasse. Jeg fandt ud af, at jeg havde et godt hoved og kunne bruge det til noget. Jeg blev mere sikker og udadvendt. Det varede et par år, indtil jeg i 1. real fik angstanfald og for eksempel ikke kunne læse op i klassen. Bogstaverne flød ud for øjnene af mig, og jeg fik akut åndenød og følte, at jeg skulle besvime. I et par år græd jeg mig i søvn hver aften. Jeg var meget ensom, for ingen kendte noget til mine problemer. Ikke engang mine forældre.

Min gymnasietid gik som en leg. Jeg var igen oven på og havde let ved at lære. Efter gymnasiet gik jeg i gang med en uddannelse ved en højere læreanstalt. Jeg flyttede fra provinsen til København, og det var noget af et kulturchok, der ramte mig. Jeg gennemførte uddannelsen dog uden det store engagement. Efter min uddannelse tog jeg beskæftigelse inden for mit uddannelsesområde, Men det viste sig, at det var ikke mig. Jeg skiftede derfor spor og fik arbejde inden for et område, hvor jeg i mange år følte mig godt tilpas.

Jeg var også i mellemtiden blevet gift. Da jeg havde været gift i 8 år, fik jeg en meget stor psykisk nedtur. Jeg fik for første gang sat en diagnose på: endogen depression og angstneurose. Det hed det dengang. På daværende tidspunkt var SSRI-medicinen ikke opfundet endnu, og jeg ønskede ikke at tage den medicin, man dengang kunne få. Det eneste jeg fik var nogle betablokkere, som jeg kun tog i en kort periode. Det betød, at jeg i 2 år gik rundt i et helvede med mere end 6 angstanfald om dagen, samtidig med at jeg var meget deprimeret. Jeg lærte mig vejrtrækningsteknik, således at jeg kunne få mine angstanfald under kontrol. Jeg gik til afspænding og meditation, og jeg fik til aerobic. Jeg barberede mine aktiviteter på andre områder ned til et minimum og koncentrerede mig om at få hold på mig selv, for jeg følte, at jeg var ved at blive splittet i atomer inden i mit hovede. Alt dette var der ingen andre end min mand, der vidste noget om. Jeg passede mit arbejde som sædvanligt.

Men lyset brød frem igen, og jeg kom oven på. Et års tid efter at lyset kom igen, oplevede jeg den store glæde at blive mor. Det er en oplevelse, som jeg ikke ønsker at være foruden. Og mange gange, når livet har været gået i sort, har jeg kunnet holde fast i, at jeg er nødt til at være der for mit barn, selv om barnet nu er voksen.

Lyset kom og lyset gik ud igen. Nu var jeg så heldig, at SSRI-medicinen var kommet til Danmark. Den kom jeg på, og det hjalp. Jeg bliver så vred over, at man kalder det lykkepiller. Man bliver overhovedet ikke lykkelig af at spise dem. Nej, man bliver i stand til at have et tåleligt liv, hvor også man kan høre fuglene synge.

Sådan fulgte nogle år, hvor jeg var på medicin og ude af den igen og så videre. Efter 20 års ægteskab blev min mand og jeg enige om at gå fra hinanden. Vi var begge slidt op i vores ægteskab. Vi blev dog ved med at være gode venner og sås tit, ikke mindst på grund af vores fælles barn. Nu bor han langt væk, og vi ses ikke så ofte mere. Han er også blevet gift på ny og er ved at skabe sig en ny tilværelse.

Selv om det var en lykkelig skilsmisse, undgik jeg ikke at falde i et meget dybt sort hul, som jeg nær aldrig var kommet op af. Jeg var alene, for barnet var hos sin far, og var jeg ikke blevet opdaget, ved jeg ikke, hvor jeg var havnet henne. Jeg skrumpede bare ind, for jeg magtede ikke at stå op endsige købe noget ind. På det tidspunkt, hvor jeg blev fundet, lå mit bmi på 17. Det ligger normalt på 24. Men jeg kom i behandling og kom til samtaler hos en psykiater.

Jeg kom oven på igen og efter at have boet alene i 3 år, flyttede jeg sammen med min nuværende mand. Det var svært at flytte sammen med en ny mand. Meget sværere end jeg troede. Ikke mindst på grund af barnet, som i mellemtiden var blevet teenager. Samtidig med at vi flyttede sammen, kom jeg også på en ny medicin, som jeg havde hørt ikke havde den bivirkning, som min ”gamle” medicin havde. Det viste sig, at det havde den heller ikke. Men den havde den anden bivirkning, at den gjorde mig uendelig træt samtidig med, at den slet ikke virkede på min depression. Jeg troede, at alle besværlighederne skyldtes, at jeg var flyttet sammen med en ny mand, og at det var parproblemer, der var årsag til, at jeg havde det rigtig dårligt. Jeg gik i den lange periode til samtaler hos min læge, uden at det rigtig flyttede noget. Til sidst bad jeg om at blive henvist til en psykiater, fordi jeg følte, at jeg, selv om jeg tog medicin, stadig havde det meget dårligt. Jeg fik noget nyt medicin og kom samtidig til samtale hos psykiateren, som også var kognitiv terapeut. Det var som at få et nyt liv.

Men min nye liv er et meget ensomt liv.

Min skilsmisse har gjort, at mit gamle netværk er væk. Min bedste veninde er død af sygdom alt for tidligt, og jeg ikke har haft overskud til at opbygge noget nyt netværk, fordi vores lille familie har krævet alle kræfterne. Nu er mit barn er flyttet hjemme fra, og jeg er meget alene, fordi min mands arbejde ofte betyder, at han er væk hjemme fra.

Så her sidder jeg og ved ikke rigtig, hvordan jeg kommer videre. Jeg er meget forsigtig med at åbne mig over for andre, for jeg har oplevet, at min tillid er blevet brudt. Og brændt barn skyr som bekendt ilden.

Ps. Jeg har også lagt ovennævnte ind som en dagbog. Jeg skal lige finde ud af, hvordan dette her fungerer. Så hvis du har læst min historie der, er det fordi jeg er ny her.