Mit lille liv...
Skrevet af
Anonym
Jeg har ikke den typiske baggrund for depressioner. Jeg er vokset op i en dejlig familie med begge mine forældre, bedsteforældre tæt på og en efternøler søster. Og der er ikke tale om en familie der på overfladen er god...min familie er dejlig og uden dem ville jeg være meget langt ude...Men alligevel fik jeg min første depression som 14 årig. Jeg begyndte også den gang at skære i mig selv. Nu hvor jeg er 20 har jeg haft 2 svære depressioner, den ene tog et helt år. I et år ca har jeg fået akarin...
Jeg har skrevet dagbøger herinde i noget tid nu, det har fået mig til at tænke tilbage hvornår mine problemer startede. Jeg har ikke før tænkt så meget over et sammenhæng men nu kan jeg se at jeg har altid lidt af angst og fobier. Ikke sådan at de har styret mit liv, men i perioder og i situationer har de taget kontrollen.
Som barn tænkte jeg meget på frygtelige ting, jeg havde mange tanker om døden. Min mor skulle forklare mig at døden betød at man ikke nogensinde skulle leve igen. Jeg har siden da set sådan et billede for mig af en stor mørk mark som bare er endeløs...det var døden... og det forfulgte mig i min barndom.
Jeg var enebarn i 10 år, da min søster blev født var jeg meget meget bange for at hun skulle dø. Hvor tvangstankerne så kom ind var da jeg begyndte at blive mange for at jeg skulle slå hende i ihjel! Jeg har altid haft en stor angst for at blive sindssyg. Når jeg læste eller så tv om mordere og lign var jeg skrækslagen for at jeg skulle blive sindssyg og begå mord!! Passede jeg min søster stolede jeg nogle gange ikke på mig selv, jeg havde tvangstanker om hvordan jeg kunne blive sindssyg og hente en kniv og slå hende ihjel. Jeg vidste godt jeg ikke ville gøre noget ondt mod hende men var bange for at et eller andet skulle overtage mig og få mig til det.
Da jeg var onkring 11 år gammel var der et års tid hvor jeg aldrig kunne sove. Igen var der en stemme der sagde "du kan ikke sove" lige så snart jeg havde lagt mig. Det var virkelig en tvangstanke...hver anden nat ca sov jeg ikke før meget sent. Nogle nætter sov jeg 2 timer...vågnede jeg og fandt ud af at jeg havde sovet blev jeg straks bange for at jeg ikke kunne sove igen, og kunne så derfor ikke. Jeg lå stille og fik angst fordi jeg ikke kunne sove. Mit hjerte hamrede helt vildt og tit græd jeg. Det var ikke fordi jeg tænkte på andre ting...jeg var ikke bekymret over noget. De her tanker overtog mig bare.
Derudeover har jeg altid haft stærke fobier for fx ederkopper og andre kryb, det er så blevet bedre med årene. Den fobi som har kontrolleret mest for mig i mange år var frygten for at skulle kaste op! i 10 år kastede jeg ikke op fordi jeg frygtede det så meget...når jeg følte skulle fik jeg en form for dødsangst. Jeg vidste godt jeg ikke ville dø af det men i situationen troede jeg virkelig at jeg skulle. Tit var jeg ved at besvime af angst. Den frygt har jeg i dag nogenlunde styr på simpelthen fordi jeg for kort tid siden ikke kunne undgå at kaste op, og det var som om jeg forstod at jeg kunne overleve det...
Mit problem i dag er at jeg har mange depressioner. Min værste depression startede efter en kæreste havde såret mig rigtig meget...det virker dumt for alle går igennem sådan noget. men jeg kunne simpelthen ikke komme videre...det var ikke fyren i sig selv, men den følelse jeg havde. jeg følte mig dum og naiv, brugt og udnyttet.
Jeg er meget hypermobil og det giver mig mange smerter, på det tidpunkt hvor min depression startede havde jeg meget ondt og var også meget stresset. Alt det gjorde at jeg sank ned i et meget mørkt hul. Jeg kunne sove dagen lang og ofte kom jeg ikke ud af sengen for at gå i skole..jeg skar tit i mig selv. En aften i byen havde jeg det dårlig, jeg sad med min veninde. Jeg havde det så dårligt indeni...jeg begyndte at kradse i et sår på min arm som jeg havde fra at skære i mig selv. Det begyndte at bløde helt vildt...og da min veninde spurgte til det blev jeg bare ved med at sige "det var ikke med vilje"..igen kom angsten for at blive sindssyg, og indrømmede jeg at jeg havde kradset hul med vilje var jeg jo sindssyg. Hun vidste godt at jeg havde skåret mig, vi gik hjem til hende mens det blødte helt vildt og flere gange tørrede jeg mine øjne, da vi så kom hjem så jeg i spejlet at jeg have blod over alt! Det var på det tidspunkt at jeg kunne se den var helt gal...det stod på i et år ca...men bagefter sad jeg med en angst for at falde igen, hvilket jeg også gjorde...
Denne gang fik jeg så slæbt mig til læge og tager nu antidepressivt medicin.
Jeg har mange problemer med at jeg føler andre mennesker sårer mig. Jeg er selv meget følsom overfor andre og der skal derfor ikke meget til for at jeg bliver såret. jeg føler mig svigtet af venner og veninder og ikke mindst de to kærester jeg har haft...det er som om ingen behandler mig godt og jeg kan tit sidde og få rigtig ondt af mig selv.
Nu går det bedre for mig, jeg tager stadig medicin men har ikke så store nedture...frygter dog altid den næste..som jo altid kommer...
Det var min historie i korte træk...