Mit hjerte blev knust
Skrevet af
knusthjerte
Det er nu 2 måneder siden jeg mistede min datter.
Sorgen er så stor, savnet er så stort, mit hjerte er ved at briste.
Hun er i mine tanker hele tiden, har så svært ved at være alene hjemme, især når det er mørkt.
Kan ikke tage mig sammen til at se på billeder af hende, det er for hårdt, for så kan jeg slet ikke forstå at det er sandt, eller endnu værre de små videoklip jeg har af hende, hvor jeg også kan høre hendes stemme.
Ville give alt for at kunne give hende et knus, sidde og snakke med hende.
Ingen ved hvilke mareridt hun har været igennem inden hun kom til at tage sit liv, det var kun mig hun åbnede sig for, og aldrig 100%.
Hun opgav troen på at kommune eller nogle andre kunne og ville hjælpe hende, i 4 måneder fik hun det bare dårligere og dårligere, udskrevet fra sygehuset til ingen hjælp…
Når jeg får overskud end dag vil jeg sørge for at hendes historie bliver hørt…den ligner alt for mange andre børn og unges historie, kommuner og psykiatri der svigter…de bliver ved og ved, gør ingen ting for at hjælpe de stakkels unge.
Stod den anden dag og skulle ind i den bygning hvor jeg har gået til psykolog, ventede på elevatoren, så kom jeg til at kikke på postkasserne, der stod Anna Kjeldgård…den skolepsykolog, som skulle have hjulpet min datter, som vi ikke hørte fra i 4 måneder…er nu blevet privat praktiserende…Mon hun er bedre til det? Havde virkelig lyst til at smide et grimt brev i hendes postkasse. Hun var så fræk da vi lige have mistet min datter at ringe til mit andet barn på hendes mobil…det synes jeg bare er så utidigt, for helt ærligt skulle hun være bedre til at hjælpe mit andet barn….A.K. kan bare holde sig væk…
Mit lyspunkt er min kæreste der virkelig har støttet mig igennem disse måneder, havde han ikke været der, var jeg nok fulgt efter min datter.
Hvor er mit andet barn i dette, han hader mig som pesten, har de sidste år ikke kunnet gøre noget rigtigt, så vi bor lidt på afstand nu, og det hjælper lidt på det.
Hvor er vennerne henne? De er væk, kan ikke tolerere min livsstil, jeg skal leve som dem, de tro at det ved at udelukke mig kan få mig på bedre tanker… Det virker lige modsat, efter at de har udelukket mig af fællesskabet, har jeg helt opgivet at komme tilbage til det. Har slet ikke kræfterne efter at jeg har mistet min datter, det gør heller ikke noget, for jeg føler slet ikke at jeg er så meget værd mere. Hvis jeg dør og forsvinder så betyder det ikke noget. Jeg vil dog ikke tage mit eget liv, det skylder jeg min kæreste og søn ikke at gøre. Men ellers føler jeg mig som et nul, prøver dog at skjule det for andre. Spekulere bare nogen gange på hvad der sker, når man udelukker et menneske der er i den største krise man kan være, skulle det få en på bedre tanker, hvor er den medmenneskelighed henne som mine tidligere venner går ind for…Hvordan følger de i Jesu spor???(Hvis man skulle have nogle til at ændre indstilling skulle man vel først og fremmest hjælpe dem i deres krise, så kunne det jo være at man havde overskud til at gøre noget ved sit liv, når man havde det lidt bedre, sådan er virkeligheden ikke, ville Jesus have udelukket et menneske der var i den dybeste sorg, hjalp han ikke altid?).
Hvor er familien henne…en del af dem har stort set også skippet mig. Kunne aldrig finde på at spørge hvordan jeg har det. Jeg skal høre på hvor svært de har det, men mig er der ikke nogen der har overskud til. De har nok i deres eget savn, men det var da min datter, det var da mig der brugte døgnets 24 timer på hende, hvorfor vil de så ikke høre om mit savn?
Har heldigvis søde kolleger, og skal starte i en sorggruppe, tror at det bliver godt, selv om det aldrig vil kunne tage savnet og sorgen væk.
Men jeg vil leve for min kærestes skyld og for min søn skyld. Vil holde ud…men hvor er det hårdt. Håber at jeg klare det og at der engang kommer lidt lys for enden af tunlen.???
Håber at min datter vil få et godt liv i paradiset, selv om det bliver uden hendes mor…