Stress - depression
Skrevet af
bahne
Hej alle.
Jeg er en kvinde på 42 år, som fik konstateret stress og efterfølgende depression i december 2007.
Forinden da, havde jeg nok siden forået 2007, haft
stess, men ville ikke rigtig acceptere, at der var noget
galt med mig. Fik endelig kommet af sted til lægen, da jeg ikke kunne passe mit job mere- kunne ikke falde i søvn, og når jeg endelig gjorde, ja så vågnede jeg 30 gange i løbet af natten. Kl. 04. var jeg klar til at tage på job(troede jeg), for når jeg så var der, tænkte jeg: hvordan kommer jeg igennem denne dag.
Startede i job igen i marts, da min egen læge mente/
troede, at det nok ville blive godt for mig, at komme
lidt igang igen. Da jeg havede været på job i en uge,
tænkte jeg, det magter jeg bare ikke mere. Gik og planlagde selvmord. Skulle dog lige have min søn konfirmeret først. (Denne dag synes jeg han skulle have, som et godt minde, med sin mor). Konfirmationen
blev holdt fredag, og mandag forsøgte jeg selvmord,
men desværre forgæves. Min daværende kæreste fandt mig,
og jeg kom til Fjorden i Roskilde. Lå først en lille uges tid på skadestuen. Imens jeg lå der, tænkte jeg,
nå ja- jeg skal da bare på job igen på mandag. Men
nej det blev til 2 måneders indlæggelse. Det har været
det bedste tidspunkt i min sygdomsperiode. Pludselige
fandt jeg ud af, at der var andre end mig der havde det sådan. Personalet havde forståelse for en. Det var var bare så STOR en lettelse, at man var sammen med mennesker der viste hvordan man havde det.
Da jeg så skulle udskrives, uha- ud i den virkelige verden igen. Kom hjem- og fik selvmordstanker igen.
Men var så heldig, at komme i akut gruppe i dagklinik.
Jeg er stadig i dagklinik og der er nok lang vej igen.
Men samtidig kan jeg mærke, at jeg har lært en masse om
mig selv og om andre, og deres fordomme omkring stresse
og depression. Har desværre stadig tanker om selvmord, og jeg er ved at blive vanvittig, men prøver at sige til mig selv: du har lovet dine børn, at ikke forsøge igen.
Jeg vil bare så gerne blive rask igen, og håber jeg en dag bliver det. Men det tager tid.
Charlotte