Min historie

Hvorfor skal de være så svært

Skrevet af Charlotte88

Verden over lider et stigende antal mennesker af depressioner og tanken om, at det skal ramme én selv er svært at kapere for de fleste. Ikke desto mindre er det ikke så unormalt længere at lide af psykiske forstyrrelser, specielt i vores stressede hverdag. Jeg har lidt af selvværdsproblemer siden jeg var otte år. Det er en meget lille alder, men desværre er det ikke nogen sjælden ting. Mobning forgår i alle kredse; børnehaver, skoler, arbejdspladser, ja sågar plejehjem. Det er mig stadig en gåde, hvorfor det skal være således. Uanset hvor meget fokus man har på mobning, er det overalt.
Selvmord er en meget alvorlig ting og antallet af unge, der forsøger at tage sit liv er højt. Men den mest chokerende ting er, at børn helt ned i fireårs alderen prøver det. Men ved man egentlig om de helt unge børn faktisk vil dø – om de forstår de grusomme konse-kvenser, som kan opstå eller om det bare et skrig om hjælp. Jeg tror i hvert tilfælde ikke, at jeg vidste hvad døden var i den alder.

Overvægt har alle dage været en af mine største kampe at kæmpe. Mange børn i Dan-mark er enten overvægtige eller direkte fede, og det er ikke spor sjovt at være den, der er anderledes. Jeg er selv overvægt så jeg ved virkelig, hvad jeg snakker om. Det handler om at blive holdt udenfor, blive mobbet grundet sin vægtklasse, at man ikke kan følge den altid skiftende mode, samt meget mere. Overvægten resulterer i næsten alle tilfælde, i et enormt dårligt selvværd. Min overvægt startede allerede i de helt små klasser. Jeg har lidt af depressioner siden jeg var lille. Jeg trøstespiste som så mange andre, da min mor var (og er) meget syg. Dér tog min overvægt rigtig fat. Jeg blev kaldt diverse øgenavne; fede svin, fede luder og lignende. Folk råbte til mig, at jeg skulle få en fedtsugning. Når jeg gik på trapper råbte de, at de styrtede sammen fordi jeg var så fed. De kunne finde på at gå ind i mig, og kaste sig væk så det så ud som om, at mit fedt blævrede så voldsomt. Tilbage i de små klasser troede jeg ikke sådan på dem, når de kaldte mig de førnævnte øgenavne, men det blev hurtigt lavet om da mobberigerne blev daglig kost. I dag tror jeg fuldt ud på dem, de er blevet en del af min personlighed, og det kræver meget arbejde at vende om på. Det er meget hårdt at blive mobbet så voldsomt. Jeg startede min skolegang på Nordre skole i Silkeborg. Den blev uheldigvis bare en stor del af mit daglige mareridt. På den skole blev der ikke gjort noget ved mobning overhovedet. Det kan jeg i dag have meget svært ved at tilgive dem for. Lærerne var ligeglade og mobberne var modbydelige; hver dag var et helvede. Således er det for størstedelen af de overvægtige – de bliver erklæret ligegyldige af skolerne. Sådan var det i hvert tilfælde for mig. Jeg havde nogle venner, men det varede kun kort. Til sidst var det kun dem, der gik tre klasser under mig, som ville lege med mig. Ensomheden og frygten er en stor del af overvægtige børns dagligdag, og det ødelægger én inden i. Men det er jo ikke kun børn, der bliver mobbet. Mange over-vægtige kan ikke få arbejde fordi de jo er ”dovne”.
Mobningen er uden tvivl det største problem når man taler overvægt. Lige pludselig bliver meningen med livet reduceret alvorligt. Når man hver dag får at vide, at man er uduelig, grim, fed og ulækker – kort sagt: anderledes, får mange børn ikke noget positiv indstilling til livet. Det er ikke kun mennesker man omgås med, der mobber. Nej det er også fuld-stændig ukendte personer, der råber efter én på gaden. Det jeg personligt finder mest uudholdeligt er de stirrende blikke, både af små børn, jævnaldrene og voksne. Det der er så slemt ved at blive stirret på er, at man ikke kan høre, hvad der bliver tænkt. Og de ord man selv sætter på, er ofte langt værre end deres tanker.

Der er mange, der ikke forstår, hvorfor overvægtige børn ikke deltager aktivt til gymnastik og fritidssport. Men det er nu meget forståeligt for mig. Selvfølgelig er det ikke sjovt at være med når man; bliver valgt til sidst, ikke kan følge med, bliver hurtigt forpustet og så videre. Og det er selvfølgelig heller ikke sjovt at tage i svømmehallen eller til stranden, når man ikke får andet end stirrende blikke. Så det er ganske rigtigt, at det bliver en ond cirkel. Man kan vel sige sig selv, at det ikke er sjovt at side alene i et hjørne, mens alle andre børn render rundt og leger. Jeg gik til håndbold i femte klasse, og jeg skulle være med til kamp en lørdag formiddag. Og hvad jeg ikke havde tænkt på var, at man skulle have sportsuniformer på. Og jeg kunne ikke passe det. Jeg måtte løbe rundt i cowboybukser og en langærmet trøje og føle mig totalt ydmyget.
Mange overvægtige lever bag en facade af højt humør og latter. Det kender jeg meget godt fra mig selv. Jeg flyttede skole i femte klasse og der blev jeg kendt som humørbom-ben. Den rolle havde jeg tiltaget mig selv. Grunden er at jeg ikke ønsker, at nogen skal se min sorg og de psykiske smerter min overvægt har givet mig. Hver dag for en overvægtig er det en kamp i sig selv at holde humøret og sit selvværd i top. For mig var det i sig selv en kamp at finde en grund til at leve. Mobberne har ødelagt så meget i mig.
Hver gang de mobber, tager de en del af mig. Desværre bliver det hul, som bliver tilbage, fyldt ud med angst og smerte. Jeg har en udødelig frygt for at blive det næste offer i mob-bernes planer. Når jeg går på gaden, flygter jeg fra dem jeg udser som nogen, der kunne finde på at mobbe mig. Jeg føler mig, nok som mange andre overvægtige; anderledes, forkert og uønsket.

Det er ikke acceptabelt at være for stor i vores tid. Ser du på programmer som, ”Livet er fedt” og ”Du er hvad du spiser” så er det et klart budskab, at man er anderledes og forkert. Jeg kan blive helt rasende over den forskel, der er fra overspisning til anoreksi. Det er synd for anorektikeren, og ”nej, hvor må det være svært”. Men den overvægtige skal bare tage sig sammen. Jeg tog en test på et tidspunkt. Hvor jeg indtastede en meget lav vægt og en normal højde. Der stod som kommentar, at man skulle søge hjælp omgående, at det var en svær situation og man ikke kunne klare det selv. Jeg tastede så min vægt ind. Der stod bare, at jeg skulle tage mig sammen og tabe mig. Hvordan kan det være rigtigt? Du ser jo ikke ret mange anorektikere, der bliver mobbet. Det er jo synd for dem. Og misforstå mig ikke – det er da forfærdeligt. Men når man så ser en overvægtig, jamen så skal de jo bare tage sig sammen og holde op med at æde. Det forstår jeg ikke.

Jeg har en spiseforstyrrelse kaldet, nervøs tvangsspisning. Jeg overspiser i ædeflip hvor jeg spiser store mængder mad selvom jeg ikke er sulten. Det er et misbrug i form af ædeflip. Jeg kan enten købe ind til mine ædeflip, men andre gange kan jeg nærmest få abstinenser hvor jeg bare skal have noget. Men mange tror, at det kun er søde sager, men det er alt. Jeg fik engang et flip hvor jeg måtte æde frossen mad. Når jeg så er færdig stik-ker jeg ofte to fingre i halsen eller græder fordi jeg igen faldt i. Og hvorfor så gøre det? Ja, det ved jeg ikke! Jeg kan ikke styre det. Jeg har spist i smug i så mange år. Jeg har et så forskruet forhold til mad. Jeg hader det lige så meget, som jeg elsker det.

Men i mit tilfælde er jeg ikke bare overvægtig, men også teenager. Når man er ung i vore dage, skal man bare se rigtig ud. Og det gør man ikke hvis man er overvægtig og ikke kan få det smarte tøj. Det er ikke sjovt at shoppe med vennerne i de moderne tøjbutikker, når man ikke engang med vold kan presse sig i noget af deres tøj. Man bliver henvist til speci-albutikker for overvægtige. Jeg husker engang mine veninder og jeg var på strøgtur, og de havde en leg, hvor de skulle finde tøj til hinanden og så prøve det. Men problemet var jo så, at jeg ikke kunne passe det. Det var nok det mest ydmygende jeg nogensinde har prø-vet. Jeg løj mig til, at jeg skulle hjem og lave lektier trods det, de vidste jeg ingen havde for. Jeg har altid været ked af mit udseende og jeg hader mig selv hver dag for, at jeg ikke bare gør noget ved det. Jeg har så nu fundet ud af, at jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg har ikke særlig meget viljestyrke og det er ikke fedt at dyrke sport, når jeg kun kan holde til en brøkdel af, hvad de andre kan.
Mange lærde folk mener, at det kun er blandt ligemænd man vil motionere. Det vil jeg nu kun give dem halvt ret i. Nogle overvægtige vil kun dyrke sport med folk, der har samme problem. Men jeg er bare så træt af at blive generaliseret. Jeg kommer i den grad til at føle mig anderledes. Det kan jeg blive helt kvalm over.
Næsten alle overvægtige mennesker kan ikke fordrage at tale om sin vægt, da det er pine-fulgt at snakke om. Ikke nok med, at man selv har et problem med sig selv, nej det har alle andre faktisk også. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fået at vide, at jeg bare kan tage mig sammen og tabe mig, hvis jeg har lyst. Det skal dog siges, at det næsten kun kommer fra normalvægtige personer. For en overvægtig er det præcis som en narkoman, der skal holde med stofferne – det virker umuligt! Og det hjælper ikke at mobbe. Hvad er det, der sker inde i hovederne på folk, der kan leve med at vide, at de ødelægger andres liv med de grusomme ord de siger. Jeg nægter bare at tro på, at de ikke mener det så slemt. De ved præcis, hvad de gør.
Jeg har så uhyre svært ved at forstå mobning. Ordene ”unormal og anderledes” er særde-les voldsomme ord, men det er ingenting i forhold til det mange hører. Hvorfor skal alle være ens? Hvorfor må ingen se ”anderledes” ud. Jeg vil ikke være naiv og tro på, at mob-ning stopper, men jeg kan kun håbe på, at mobberne en skønne dag vil finde ud af, hvad deres handlinger indebærer.


ADHD er en svær ting at forklare for folk, der ikke selv har erfaring fra sig selv eller andre. Utrolig mange tror stadigvæk, kun det handler om børn og unge, der ikke kan tage sig sammen og sidde stille eller er voldelige. Men der er så mange former for denne sygdom, at der konsekvent er stor tvivl om manges egentlige diagnoser. Der er mange der lever et liv i kaos uden at få diagnosen, og den hjælp man rent faktisk har brug for. Jeg fik selv diagnosen ADHD i 2003. Det var svært lige pludselig at få sat ord på alle de problemer jeg har haft hele livet. Men når folk spørger mig, hvad min form for ADHD er, så har jeg meget svært ved at sætte ord på, hvad det i grunden er. For hvad er ADHD og, hvad er alminde-lige fejltagelser? Selv nu, flere år efter jeg har fået diagnosen, har jeg meget svært acceptere, at jeg laver fejl. Jeg kan virkelig hade mig selv når min planlægning kikser, og jeg ikke altid lige når at tænke ordentligt efter inden jeg gør noget. Men det lærer man nok, jo ældre man bliver. For ADHD er ikke lig med dumhed eller dovenskab. Folk med denne diagnose har en normal IQ og er ligeså udviklede som folk uden. Problemet ligger bare i, at mange bare skal få tingende at vide adskillige gange, men de kan godt lære det.
Vores samfund er specielt ikke skabt til folk med denne diagnose, eller andre psykiske diagnoser for den sags skyld. Der er ikke altid plads til al den hjælp mange ADHD patien-ter har brug for. Hver gang jeg har søgt arbejde, bliver man spurgt om man har kroniske lidelser, der kan have nogen indflydelse på arbejdet. Der kommer det sure så; skal man være ærlig og fortælle folk, hvad man fejler, og så risikere at blive afvist på grund af mang-lende viden? Eller skal man undlade at sige noget, og så på et tidspunkt fejle så mange gange, at man bliver nød til at sige op eller blive fyret? Det er virkelig et dilemma. Men som man siger, så skal man ikke kun se negativt – selvom det tit bare er det nemmeste. Det er altid nemt bare at se de dårlige ting, for dem skal man egentlig ikke arbejde for at få frem. Der er altid negative ting i livet, men kunsten og styrken ligger i at kunne fokusere på de positive ting. Det er nemlig noget, der kræver viljestyrke. Jeg har altid været en person, som holder meget af at brokke sig. Oftest var det bare for sjov, men jeg har fundet ud af, at det faktisk smitter veldigt af på hverdagen.


Rigtig Glæde
Spørger du mig om, hvad virkelig glæde er, ville jeg nok have meget svært ved at svare. Nok primært fordi jeg lider af en bipolar lidelse. Bipolar er latin, som betyder ”to poler”. Mit humør har altid været enten vidunderligt eller sygeligt depressivt. Der var ingen gråzoner, det hed enten eller. Man er enten så glad, at man overhovedet ikke kan se de dårlige ting i tilværelsen. Eller også er man så sygeligt depressiv, at man ikke kan se de gode ting og er så plaget af konstante suacidale tanker, at man til sidst risikerer at blive drevet til selv-mord. Simpelthen fordi man ikke aner, hvad man skal stille op med sig selv. Der er ingen gråzoner. Man kan ikke bare være almindelig glad. I mange år har jeg slet ikke kendt mit sande jeg, fordi jeg ikke havde den samme opfattelse af livet. Jeg har følt mig skizofren, fordi jeg ligesom var to forskellige personer. Det har pint mig længe, men problemet blev ikke mindre da jeg blev medicineret. For nu føler jeg det meget underligt. Forstået på den måde at min ”super glæde” er stoppet. Jeg ser ikke alting så skinnende positivt mere. Jeg har haft sådan en meget let nedtrykthed. Ikke depressivt, men hvis man skal se et mønster i det - så er jeg nu som jeg har det i et par dage inden jeg rigtig bliver ked af det. Det er ligesom om, at jeg er i en slags gråzone. Jeg er hverken manisk eller depressiv. Jeg er lige i stadiet imellem. Jeg kan ikke finde ud af mit humør. Virker medicinen slet ikke? Hvorfor kommer depressionen ikke? Jeg har seriøst en angst for, at depressionen vil falde ned over mig hele tiden. Jeg tør ikke høre andet end opmuntrende musik og jeg læser og snakker helst ikke om triste ting – jeg tør ikke. Jeg kæmper med alle indre kræfter for ikke at falde igen. Og jeg er heller ikke faldet. Men jeg er ikke så glad som jeg var før. Der var jeg positiv og alt var herligt. Det så alle omkring mig. Var det bare atter en opstemt perio-de? Jeg ser det nok som et nederlag, at jeg ikke er så glad som før.
Jeg er ikke faldet! Jeg kan godt se positivt på ting. Der er mange vidunderlige ting i livet. Førhen havde jeg sågar et afskedsbrev på mig hele tiden i tilfælde af, at jeg bestemte mig for at begå selvmord. Et eksempel på seriøse selvmordstanker, var da jeg kom kørerne på cykel og en bil kom ud fra en sidevej og var lige ved at ramme mig. Jeg stod der bare. Jeg var ikke bange eller chokeret. I stedet tænkte jeg bare: ”Hvorfor kunne den ikke bare ram-me mig?” Men mine tanker fokuserede bare på døden hele tiden. Var det en god film i fjernsynet kunne jeg overleve, men missede jeg bussen, var jeg klar til at dø.
Den gang troede jeg, det var meget normalt at have sådanne tanker, for jeg havde læst, at næsten alle mennesker en gang i deres liv tænker på selvmord. Hvor man for eksempelvis kan tænke, at det nok også var meget bedre, at man ikke var her på jorden. Men jeg har fundet ud af, at der er meget forskel på dét, og så reelle planer og forsøg på selvmord. Jeg havde i en alder af otte, selvmordstanker og havde ikke skyggen af hverken selvværd eller selvtillid. Mine forældres forhold kørte op og ned konstant, nok desværre mere ned end op. Det endte også i sidste ende med at jeg prøvede at begå selvmord med en overdosis piller.
Jeg kender ikke mig selv. Jeg ved ikke om jeg er et glad og positivt menneske, eller det modsatte. Jeg kan ikke finde ud af det. Det er ikke let at have diagnoser man ikke selv for-står. Jeg forstår ikke min ADHD, og inderst inde tror jeg ikke, at jeg har lært at acceptere den endnu. Jeg bliver konstant sur på mig selv når jeg fejler. Jeg kan hade mig selv, og straffe mig selv både fysisk og psykisk.
Men det handler jo bare om fokus. Om hvorvidt vi vælger at lægge fokus på det gode i hverdagen, eller bare finder de negative ting konstant. Men det kræver øvelse at kunne se de gode ting. I hvert fald for mig, der er vant til enten at se positivt eller negativt. Men man kan sige, at jeg som ung kvinde skal til at lære mig selv at kende.
Det kan jeg jo selvfølgelig være ked af, men jeg kan også vende det om og tænke at jeg nu er på rette vej til et ”normalt” liv. For der er ikke noget, der er sort eller hvidt, men sådan har mit humør jo været. Jeg er ked af, at jeg har været indlagt otte gange på en psykiatrisk afdeling, har prøvet at begå selvmord nogle gange og har to diagnoser og en spiseforstyr-relse hængende over hovedet. Det er jo i sig selv til at gå psykisk ned over, men jeg kan vælge ikke at gøre det mere end højst nødvendigt. Jeg vil da heller ikke lægge skjul på, at jeg ikke bryder mig om den situation jeg befinder mig i lige nu. Men hvis jeg bare lægger fokus på, at jeg er på rette vej til i hvert fald at få et psykisk godt helbred.
Jeg tror man skal prøve at være ude på den anden side af livet før man lærer at prioritere sindets tilstand, frem for uddannelser eller arbejde. Man kommer ikke langt i livet med go-de uddannelser hvis sindet er sygt. Ordet sindssyg er bare bandlyst i vores samfund. Det er kun lovligt hvis man omtaler psykopater eller lignende. Men jeg var sindssyg. Mit sind var sygt. Det er præcis det samme som en fysisk sygdom. Man kan ikke spille foldbold med et brækket ben, det siger lidt sig selv. Så har man brug for gips om benet, smertestillende medicin og hvile for at blive rask. Man skal se på psykiske lidelser på samme måde. Omstændighederne havde gjort mit sind sygt eller i hvert tilfælde, meget belastet. Derfor havde jeg brug for hjælp. ”Gipsen” var, at jeg blev skærmet fra mig selv på den psykiatriske afdeling. Jeg havde ikke mulighed for at gøre mig selv ondt. Jeg fik ”smertestillende” for at klare mine triste tanker. ”Hvilen” kommer nu, hvor jeg kan tage det med ro, indtil min psyke er helt oppe igen.
Men uheldigvis er det ikke særlig mange der ser på det, på den måde. Det ville jo selvføl-gelig være dejligt, men for mange er det desværre et tabu. Men hvis man ser gennemsnit-tet, så er det cirka hver femte dansker, der bliver ramt af en depression. Det er sørgeligt nok bare ikke så mange, der får hjælp. Måske fordi de ikke selv vil erkende det. Jeg vil dog gå så langt som at sige, at lige præcis depression ikke er så stort et tabu længere. Man ser det ligefrem på tv-reklamer nu. Men hvis du sætter Manio foran, så er det lige straks, meget værre. Så er man psykopat. Det er nok også derfor psykiske sygdomme får nye navne. En manio depression hedder nu en, affektiv bipolar psykose. En psykopat hedder en Dyssocial Personlighedsforstyrrelse. Men også ord som bistandshjælp hedder nu kontanthjælp. Der er mange ord, som lige pludselig ikke hedder det samme mere, fordi det andet nærmest bliver brugt som et skældsord.

Men hvad er opskriften på ”rigtig” glæde? Og er der noget, der hedder forkert glæde? Der er mange svar. Mange i vesten ville mene, at penge og magt er alt, der skal bruges. Og som partiet, Venstre siger ”Du er din egen lykkes smed.” Ja, men hvad så med dem, der ikke er så heldigt stillet hvad end det er psykisk, fysisk eller økonomisk. Buddhismen siger, at god karma er vejen til lykke. De kristne mener at, Gud er lykken. Men små ting som en god høst og en regnbyge kan skabe lykkei de fattige lande. Personligt tror jeg ikke der er noget facit på rigtig glæde. Jeg mener at man bare skal holde fokus på det positive og være til stede i nuet. Man skal hjælpe sine medmennesker.
Vores samfund er bare bygget forfærdeligt op, hvis man skal tro på de ting, jeg tror på. Vores liv i meget korte træk, starter med fødsel, forskellige daginstitutioner, skoler, uddannelser, arbejde, pension og død. Det var meget koldt og brutalt skrevet, men for mange er der ikke tid til fordybelse og ro i sjælen. Ting som er så vigtige for mig, er der slet ikke tid til. For mange er det irrelevant om en hverdag består af stress og jag. Måske er det mig, der er helt forkert på den? Måske kan jeg bare ikke passe ind i vores samfund? Det er jo et tragisk faktum, men for mig er det bare så ekstremt vigtigt med sjælero og tid til at pleje sit sind. Men igen tror jeg, at man skal prøve at være ude på den anden side af livet for, at det kan virke så vigtigt. Tag for eksempel de studerende på diverse uddannelser. Hvor mange af dem går ikke ud med voldsomme depressioner eller stress? Jeg mener bare, at man bør passe mere på sig selv og sin psyke. Jeg har ingen færdig opskrift, men hvis jeg bare skal se på mig selv, så var det ikke lige den prioritering jeg havde valgt.