Ensomhed
Skrevet af
bahne
Da jeg var indlagt fra april - juni måned, var jeg af den overbevisning, at det skulle være forbi mellem
min daværende kæreste og jeg. Syntes ikke, at han havde
hjulpet mig igennem min sygdom. Jeg gjorde det forbi, og
jeg skulle købes ud af vores fælles hus og bil. Dette er dog ikke på plads i nu - desværre. Jeg har så inder- ligt fortrudt mit brud.
Vi har mødtes lidt indimellem, men der var ingen der måtte vide det (synes han), så jeg følte, at jeg bare var hans bolleveninde (ja undskyld jeg siger det). Idag skrev jeg så en sms til ham, at jeg ikke mere, kun, vil være hans bolleveninde. Han blev så sur, at nu tror jeg ikke, at jeg får ham at se mere. Det gøre bare så ondt, så ondt indeni i. Jeg ved godt, at jeg selv har en stor del af skylden, men tænker bare, at han godt kunne havde være der mere for mig, p.g.a min sygdom.
Jeg burde være glad for, at det er endelig slut, da han
ikke har givet mig- kram, trøst, opmuntring eller andet
under hele min sygdomsperiode. Måske jeg bare frygter
ensomheden.
Bahne