Hvor blev hjælpen af....
Skrevet af
Queen
Jeg er en kvinde på 39 år som har en depression og har været i medicinsk behandling puha ja omkring 5 -6 år..
Der er stadig op- og nedture men heldigvis ikke den fornemmelse af tomhed/osteklokke/ligegyldighed/opgivende
Jeg ved at jeg nok aldrig kommer ud af medicinen og det er også ok så længe jeg har det godt :-)
Desværre sidder jeg her med en kæmpe bekymring for min mellemste datter... på 13 år som jeg tror har en depression..
Det har været en lang og sej kamp med systemet (kommune,skole,socialrådgivere,skolepsykologer osv)
Sofie har altid haft svært ved skolen og svært ved at lærer, hun fik ekstraundervisning i 1. klasse og hun har hele tiden været usikker på sig selv uanset hvor meget jeg har prøvet at lægge vægt på alt det hun er så dygtig til...
I 3. klasse fik hun mere og mere ondt i maven og havde et stort fravær - hun blev undersøgt af en børnelægen der ikke fandt noget unormalt..
Der hjemme var hun glad og smilende så jeg forstod simpelthen ikke hvad der skete med hende.. skolen prøvede alt de kunne hun måtte møde senere - hun måtte gå hjem hvis hun fik det dårligt.. Jeg fik at vide jeg skulle være mere konsekvent så jeg prøvede at slæbe hende tudende og skrigende i skole OG det gjorde jeg kun engang...
Der skal så lige tilføjes at på hjemmefronten gik det ikke godt , jeg gik og overvejede skilsmisse og hvor meget hun har luret mig ved jeg ikke...
Vi prøvede at skifte skole og det gik godt den første mdr...så fik hun det dårligt igen og havde ondt i "maven" på det tidspunkt var jeg flyttet fra børnenes far og Sofie havde næsten ikke kontakt til hendes far..
Sofie og hendes lillebror havde begge valgt at de skulle bo her hos mig..
Sofie endte med på den nye skole at sidde alene på et læseværksted kun med kontakt til en lærer - Læreren var utrolig sød og dygtig med det var ikke optimalt for Sofie at sidde der alene ...
Hun blev mere og mere indelukket og kunne/kan stadig ikke sætte ord på hvad der er eller hvilke tanker hun går med..
Skolepsykologen blev sat på og sofie havde et møde med hende og ja hun viste sit "glade" jeg og psykologen mente bestemt ikke der var noget galt...
Næste møde trak jeg en sur-hylende-tudende pige afsted og efter 20 min sendte psykologen hende hjem med den besked hun ikke kunne kom ind på livet af Sofie...
Tænk det kunne hun med hendes uddannelse SE.. wauw det havde jeg jo ligsom selv kæmpet med i flere år FLOT ikk
Nyt skoleskift til en lille friskole i 5. klasse hjalp heller ikke.. Jeg kæmper stadig med kommunen og div. instanser får at få hjælp til at løse problemerne..
Sofie har stort set ikke været i skole siden 5: klasse og skulle være begynde i 7. Klasse og vi venter stadig på hjælp
Vores læge har langt om længe henvist hende til Psykriatisk afd. og det venter vi så også på.. undskyld til systemet( dem som virkelig prøver at få det til at fungere) men FUCK hvor er det ringe at der skal være en ventetid på ½ år....
Kommune har langt om længe sat en hjemmevejleder på 20 timer om ugen.. de først mdr var hun her hverdag og hun fik Sofie i skole den første uge.. nøj jeg følte mig utilstrækkelig.. men det vente og Sofie blev som så mange gang liggende i senge og ville/vil hverken snakke med vejlederen eller mig.. hun trækker sig ind i sig selv..
Hjemmevejlederen kommer nu kun en-to gange om ugen og snakker lidt med mig og med Sofie når hun altså vil..
Sociaelbehandleren var begyndt at snakke døgninstitution og jeg blev vred for det er ikke det der vil hjælpe Sofie.. så tror jeg vi taber hende helt og aldeles
Jeg læste nogle af de observationer hun havde gjort her og SUK det var et slag i ansigtet - jeg fik igen følelsen af ikke at være god nok som mor - utilstrækkelig som forældre og en hønemor uden forstand på opdragelse og uden at kunne sætte grænser..
HVILKEN HJÆLP VAR DET ?????
Efter et par dage hvor jeg lige skulle sunde mig lidt kom kampgejsten tilbage i fornyet styrke
FANDME nej om de skulle bestemme at jeg var sådan så nu kæmper jeg på fuld styrke igen for min dejlige datter og håber på at systemet ikke svigter igen igen...