branden! livet ændres
Skrevet af
ungpige1989
Jeg husker det som i går, men dog kun i brudstykker, som kommer i et virvar. Men jeg ved det skete og jeg ved det skete således som jeg husker, dog er jeg ikke helt sikker på alle detaljerne. Smerterne inden i mig har længe været store, og nu vil jeg afslutte det kapitel i mit liv ved at berette om det. Uden tvivl har det ændret mit liv, men nu tager jeg livet i egen hånd, og skriver selv resten af manuskriptet for mit videre liv, hvilket vil være ændret i den grad.
Den tid som jeg husker lykkelig i mit liv, er inden vi flyttede, jeg gik i børnehaveklasse, vi boede i et dejligt hus med have, i en mindre by i Vestjylland. Dengang havde min far butikken hvor han byttede blade og videoer, og vistnok reparerede en del elektronik allerede der. Vi tre børn, Lone min storesøster som er elleve år ældre end mig, Lars, min bror som er 7 år ældre en jeg, vi havde hvert vores værelse, og mor og far havde deres soveværelse, ellers var der bare badeværelse og køkken og stue og udestue. Jeg husker det tydeligt, det var et dejligt hus. Dengang (husker jeg i hvert fald ikke) var mor og far glade for hinanden, og skændtes ikke. Vi var en familie, jeg kan huske de dejlige dage når mor havde bagt, og vi hyggede os alle sammen.
Men da vi flyttede ind til den større by 7 km væk, ændres det. Det er først der jeg kan huske at opleve mor og far skændtes. Det kan også være jeg ikke har været bevist om det før, men nu var jeg det.
I det nye hus, havde vi mere plads, og vi boede i et stille villakvarter tæt på skole og fritidsinteresser. Jeg kan ikke huske hvad når det startede, men mor og far skændtes oftere og oftere. Jeg listede ud af mit værelse efter at være lagt i seng, for at lytte, jeg var bange, nu kan jeg se det dumme i det, men jeg troede dengang at det var mig de skændtes om. Når de skændtes mest, tog far i butikken og sov nogle dage.
Jeg elskede butikken, eftersom jeg ikke havde mange venner, brugte jeg det meste af min tid efter skole der. Der fik jeg lov at pille i et gammelt fjernsyn, som alligevel ikke duede, men jeg havde det sjovt. Desuden var det inde i midtbyen, og jeg fik lov at tage på biblioteket. Jeg elskede allerede dengang at læse, og gør det stadigt.
Sådan kørte det i en del år, og hver gang far overnattede nogle dage i butikken, endte det med mor og far blev venner igen, og vi tog i sommerland eller lignende og var en familie, og så var alt glemt.
Jeg mistrivedes i skolen, jeg havde svært ved de fleste fag, med undtagelse af dansk og kemi og fysik. Matematikken har aldrig været god, men den voldte mange aftner med gråd. Jeg blev mobbet, og chikaneret på det groveste i skolen fordi jeg havde for mange kilo. Vi prøvede flere gange at ændre livsstilen derhjemme med sundere mad, og sådan, men lige meget hjalp det, fordi jeg troede jeg snød de voksne når jeg spiste i smug. Men det var trods alt kun mig selv. Jeg var ulykkelig, og fandt tiltrængt fred på skolens bibliotek, hvor jeg indfandt mig hver eneste pause. Der var jeg i fred for de andre som intet godt havde gjort mig. Skolen og mine forældre var magtesløse overfor mobningen, de kunne ikke stoppe det, og jeg blev mere og mere indelukket.
Jeg følte den eneste jeg havde, var min søster, som faktisk gik ind for at være en mor for mig. Det var Lone som hentede mig i sfo, det var Lone som var med mig til tandlæge. Generelt kan jeg huske Lone altid var der, hvor en af mine forældre burde have været. Senere har Lone fortalt mig at det også var sådan, men Lone måtte ofte støvsuge og lave mad, for at når mor kom hjem fra arbejde, kunne hun smide sig på sofaen og se riky lake. Når jeg tænker tilbage tror jeg måske der dengang var en depression ved hende, men jeg husker det ikke.
Jeg begyndte at ride, og nu var det på gården jeg var, og ikke i butikken. Jeg elskede stadig far, men på gården kunne jeg lege og være fri for forældre, rent sagt et fristed.
Et par år gik sådan, og Lone flyttede hjemmefra og senere Lars med, Lars fordi han ikke kunne holde til mor og fars heftige skænderier mere. Man skulle altid passe på, for mor var altid sur, følte jeg dengang. At der skulle en sand tragedie til før Lars igen fik kontakt til vores forældre vidste jeg ikke dengang.
Jeg var så heldig at blive optaget på julemærkehjemmet fjordmark, ved Kollund, og var der i 12 uger, og jeg elskede det. Jeg tabte mig næsten 15 kilo, og var stolt. Tiden der var dejlig, og tryg.
Da jeg kom hjem blev jeg overrasket af mine forældre med den længe ønskede hest, og jeg var lykkelig. Den stod opstaldet på gården hvor jeg tidligere havde redet, så jeg var lykkelig.
Jeg var stadig ensom i skolen, men nu havde jeg folkene på gården og min hest, så jeg klarede dagen ved tanken om friheden på gården hvor jeg ikke blev mobbet.
Min mor fandt interesse for heste og fik også sin egen hest.
En dag efter mor og far havde skændtes, ringede far til mig, jeg var på gården og havde været der hele dagen, det var lørdag. Han spurgte om mor var på gården, men det var hun ikke. Nå men hun var nok kørt til als til en veninde hun havde der, sagde far. Jeg spurgte flere gange om jeg skulle komme hjem, men han sagde det ikke var nødvendigt.
Hele dagen gik jeg med en underlig fornemmelse i maven, og da jeg kom hjem lidt før spisetid, var mor hjemme igen, men far var ved at pakke noget tøj i bilen. Han kørte i butikken og sov der, regnede jeg med, jeg var endnu engang bange vred og frustreret. Jeg kørte ned til Lone, og græd, og fik trøst der. Mor kom derned, og Lone og mor skændtes vistnok, mor havde drukket. Det skulle jeg så erfare at hun gjorde mange gange når de var uvenner, men viste jeg intet om dengang. Mor mente Lone havde stjålet mig, tage mig fra hende. Men sandhed var at Lone altid har været min ”mor” i stedet for søster.
Jeg cyklede senere på gården igen, ville sige godnat til hestene, mest en undskyldning for at være selv med mine tanker. Jeg var der kun kort, det var mørkt og faktisk var der uhyggeligt når der var mørkt. Jeg cyklede hjem, skændtes med mor, jeg tror ikke hun kunne sætte sig ind i hvilken situation de satte os børn i. Jeg meddelte at jeg gik i seng.
Jeg havde en telefon på mit værelse, og flere gange i løbet af aftenen ringede far og ville tale med både mor og mig, men jeg smed igen og igen rørt på, og fem minutter over ni om aftenen ringede en af min fars venner som arbejdede ved brandvæsnet. Han spurgte hvor min far var, og jeg svarede at han ikke ar her. Han vidste godt hvordan det var at med mor og far, så han var klar over far var i butikken. Der var brand i butikken!
Jeg stormede op af trappen, råbe til mor at der var brand i butikken, hoppede på min cykel, og cyklede mod butikken. Aldrig kan jeg huske en cykeltur så kort men som føltes så lang. Jeg drejede i rundkørslen og kom ind på den vej hvor butikken var, og i hjørnet kunne jeg se blink fra brandbilerne i andre butikkers vinduer. Jeg var bange, jeg havde aldrig været så bange. Far var jo derinde. Jeg smed min cykel fra mig og løb mod butikken, råbte af en brandmand at min far var derinde, og jeg løb hen mod døren, jeg ville finde far. Men brandmanden greb mig, og holdte mig væk, Mor og Lone rene og Lars ankom alle til butikken, jeg kan huske at Lars gik amok på skraldespandene i gården og råbte og skreg. Far var ikke inden i butikken, men han havde været der. Lone kørte mig hjem, og jeg tro det var min moster som kom og var ved os. Vi fik afvide at det nok var påsat og man mente at det var min far som havde gjort det. Jeg var rædselsslagen, hvad nu hvis far kom og ville brande huset derhjemme af også? Eller måske ville han myrde os. Hvorfor tog jeg ikke med ham i butikken? Hvorfor talte jeg ikke med ham i telefonen? Det var tydeligt skyldfølelser som allerede plagede mig. Man viste ikke hvor far var, og politiet var hjemme og lede efter ham i huset, så vidt jeg husker. Mor kom hjem og klokken var mange, og jeg skulle sove, men jeg var bange så jeg fik liv at ligge mig i mor og fars seng. Ved fars klokradio fandt jeg en seddel, der stod noget i stil med at når han døde skulle hans krop gå til forskning for migræne, og tror nok der også stod han ville tage livet af sig. Jeg gav de voksne sedlen, og var nu mere bange en før. Ville han tage os med i døden? Vi viste ikke hvor han var, ville han komme hjem? Var han allerede død?
Jeg husker at ligge i fars siden af sengen og kigge ud af vinduet, og var bange for at se han stå der pludselig.
De næste dage ligger i tåge for mig, jeg kan huske at jeg ikke skulle i skole, jeg cyklede rundt og ledte efter far, på gården, i skoven, alle de steder jeg kunne komme i tanke om. Til sidst blev jeg træt af at være hjemme, der var kun gået nogle dage, og aftalte med mor at hun kunne ringe på min mobiltelefon hvis der skete noget nyt, og jeg tog af sted i skole.
Jeg kom midt i en time op ad dagen, det var en engelsktime, vi havde en lære som hedder Karen, hun blev jo selvfølgelig sur over jeg først kom nu og ville have en forklaring, men jeg sagde blot at min telefon ikke var på lydløs, og jeg tog den hvis den ringede fordi min far var forsvundet. En af drengene i klassen spurgte hvad der var sket, og jeg sagde at han havde sat ild i butikken. Karen tog mig udenfor døren, og ville høre hvad der var sket, og jeg forklarede det hele. Hun hentede min dansklære, og igen måtte jeg forklare hele historien. Han tog mig på kontoret til inspektøren, og der blev ringet efter mig mor, og skolen sørgede for at få sat en psykolog til rådighed for hele familien, mor insisterede at vi alle to af sted. Vi snakkede med ham psykologen, og jeg kan bare huske at jeg forklarede at jeg før havde undværet min far, da jeg havde været på julemærkehjem, så jeg kunne undvære han denne gang også. Jeg prøvede at virke tapper og voksen, jeg ville ikke vise min svaghed. Han mente dog at han gerne ville tale mere med mig, men jeg sagde nej, og der blev ikke gjort mere ud af det.
Far meldte sig selv ved politiet efter at have hørt i radioen at han var efterlyst, han kunne ikke huske hvad der var sket, og kørte først ud til Jens, brandmanden som havde ringet hjem til os og meddelt at der var brand i butikken. De snakkede vist en del og drak vist nogle øl, og far tog til politiet. Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling, og ville intet have med os at gøre. Jeg var ked af at han ikke ville snakke med os. Senere kom ha i Esbjerg arrest, og jeg dernede og besøge ham kan jeg huske. Min konfirmation stod i fare, og vi begyndte at lave nye planer om at holde en lille fest hjemme. Han forlangte at mor og jeg skulle flytte, og vi ledte efter lejligheder, men en dag da jeg kom hjem fra skole sad han i køkkenet og drak kaffe med mor. Jeg viste intet om han kom hjem, og var selvfølgelig glad. Min konfirmation var reddet, go mor og far lovede at de aldrig skulle skændtes mere.
Alt var godt et langt stykke tid mellem mine forældre. Jeg blev drillet endnu mere i skolen, fordi min far havde sat i fængsel, hvor er børn grusomme. Jeg fortalt ingen at de drillede med det, for jeg ville ikke gøre mor og far kede af det. Jeg var ensom, havde ingen venner i skolen, og havde det psykisk dårligt med hele livet, efter branden i butikken. Jeg begyndte at skade mig selv, skar mig i armene, skjulte sår og ar under svedbånd ure og lange ærmer. Jeg fortalte ingen det, jeg ville ikke gøre nogen kede af det. Selv min hest, kunne jeg ikke koncentrere mig om mere, jeg var der hver dag men hun blev for det meste kun striglet, og ikke redet.
Jeg tog mod til mig, og snakkede med sundhedsplejersken om jeg ikke kunne få nogle samtaler med en psykolog, men jeg ville ikke have mine forældre skulle vide det. Hun skrev en seddel jeg skulle aflevere til min læge, men jeg gjorde det aldrig, af frygt for hvad folk ville sige, og jeg ville ikke risikere at mor og far fik noget afvide.
Tiden gik og en dag blev det hele for meget, jeg brød sammen, imens jeg var på gården, og mine forældre var i gang med at istandsætte deres nye hjem, et nedlagt landbrug, hvor vi kunne have hestene hjemme. Der blev ringet efter min mor som tvang mig til at vise hende mine sår og ar, da vi kom hjem. Vi talte, og efter den dag blev der ikke snakket mere om det. Jeg havde det ikke bedre, og jeg begyndte bare at skade mig andre steder på kroppen end armene, for hvis mor ville se mine arme, ville hun tro alt var godt igen. Nu var det mine lår og mave det gik ud over. Senere blev det undersiden af mine fødder, fordi jeg ikke altid kunne undslippe gymnastiktimerne i skolen, og ville ikke have de andre så sårene.
Jeg kom på efterskole efter eget ønske, jeg ønskede at slippe væk, og jeg rejste til Hobro med min hest. Der trivedes jeg heller ikke, og blev igen mobbet af andre elever. Særligt en, og det eskalerede en dag da hun havde sørget for at min kæreste droppede mig, og havde spredt rygter om jeg mishandlede mig hest. Jeg mishandlede aldrig min hest, hun var hele mit liv, og igen var hun min eneste betroede. Det blev for meget, jeg opsøgte hende på hendes værelse, og bankede hende. Jeg slog hende i flere timer, men kun med flad hånd, og lussinger.
Hun meldte det til lærerne på skolen dagen efter og jeg blev forhørt af lærerne. Jeg ringede til min mor at fortalte hvad der var sket, men senere skulle jeg ringe med forstanderen af skolen for at sige jeg blev sendt hjem. Min mor kom og hentede mig. Hesten var allerede hjemme, hun var ikke kommet med tilbage efter jul, fordi jeg ikke var glad for at være på skolen og ville hjem allerede dengang.
Det blev selvfølgelig politi anmeldt, og jeg er ikke stolt af det, men det hører med til min fortid. Jeg kom i retten og jeg indrømmede hele tiden det hele, og fik en betinget dom, og blev smidt ud af efterskolen. Jeg kom tilbage til folkeskolen, den samme som tidligere.
Jeg gik ud af skolen, med ret lave karakterer, men jeg ville være bager og jeg havde læreplads, så jeg startede min uddannelse, flyttede hjemmefra efter skænderier med mor og far, jeg flyttede i vrede, solgte min hest for at få til indskud til lejligheden. Mor og far skændtes igen ofte og jeg var tit bange for hvad der ville ske næste gang de var uvenner.
Det hele var for meget for mig, og jeg begyndte at planlægge selvmord. Jeg lavede en notesbog hvori jeg skrev hvem der skulle have hvad af mine ting. Jeg skulle have en god nytårsaften med familien og venner, og derefter tage 100 panodiler, med kakaomælk og sprut.
Det jeg ikke havde regnet med var at gå i panik efter jeg havde taget pillerne, og ringede efter en ambulance, jeg ko på sygehuset og blev udpumpet. Der blev ringet efter mine forældre eftersom jeg var under 18. de besluttede jeg skulle flytte hjem igen, som sagt så gjort.
Deres skænderier forsatte, og sygehuset forlangte jeg ved udskrivelsen skulle kobles på psykiatrisk afdeling. Jeg var der nogle gange til samtaler, men jeg løj, jeg kunne ikke forklare de tanker og følelser som raserede mit hoved.
Jeg havde det stadig dårligt, og det endte med et stort forbrug af hash, og alkohol, en overgang stod jeg endda på min arbejdsplads og røg joint i rygepauserne.
Jeg endte med en sygemelding da jeg efter næsten en uge ikke havde sovet ordentligt, jeg betroede min læge om min psykiske tilstand, og jeg blev sygemeldt i første omgang 3 mdr. det endte med jeg var sygemeldt i 6 mdr. med lykkepiller, som den eneste behandling. Jeg var lige fyldt atten, og lægen viste ikke om hvor jeg hørte ind under i det psykiatriske. Jeg legede igen med tanker om at tage mit eget liv. Jeg startede efter 6 mdr. igen på arbejde, men sagde op efter en uge jeg kunne ikke udholde alt den hvisken i krogene om mig.
Jeg kørte rundt som vikar, en stund og fik til sidst arbejde på et plejehjem, hvor jeg faldt til ro, kunne lide arbejdet. Havde det bedre med mig selv, og fik livet på ret køl igen.
Jeg besluttede det var på tide med en omlægning af mit liv. Jeg lagde profiler på nettet om aupair job, og fandt en dejlig familie i Sydfrankrig. Her sidder jeg så i skrivende stund, har det bedre, men føler til tider stor trang til at skade mig selv, til at tage livet af mig selv. Dette vil nok ændre sig engang, og dette er det første skridt til det bedre.