Farvel simon...
Skrevet af
Maria88
Til at begynde med vil jeg bare sige at dette er ikke noget fra mit eget liv, det er en historie jeg selv har skrevet...
vil meget gerne have kommentare til den :D
Farvel Simon
Mit vækkeur ringer, men jeg orker ikke at slukke det. Lader det ringe, lige indtil mor kommer ind og slukker det. Klokken er 10.30, og en sørgelig dag venter på mig. Jeg sætter mig op i sengen, kigger ud af vinduet hvor solens stråler rammer mit sorte tøj, der ligger ovre på min stol. En tårre triller ned af min kedelige natbluse og ned på min dyne. Jeg tager en dyb indånding, ’’Hvorfor skule det være ham, der skulle dø, hvorfor ikke en der havde fortjent det ? ’’. Mit hovede ligger igen på puden, og jeg trykker mit ansigt hårdt ned imod den bløde pude. Jeg kan mærke gråden presse på, jeg knytter hænderne, og bider tænderne sammen, for at holde tårrene tilbage. Mor kommer op af trapperne, de hastige skridt er ikke til at tage fejl af, hun vil skynde på mig.
Det er i dag vi skal i kirke, hen og sige farvel. Det løber mig koldt ned ad af ryggen, og jeg har lyst til bare at skrige, skrige til mine lunger brister. Jeg er blot 16 år gammel, men har allerede døden tæt inde på sjælen. Mor ser bebrejdende på mig, da hun ser jeg stadig sidder i mit nattøj. ’’Lille skat, vi skal snart afsted’’, hendes stemme er blød men samtidig trist. Hendes lange lyse hår er sat op i en enkel knold. Hendes spinkle krop bære smukt den sorte lange kjole. Selv i sorgens stund er hun en af de smukkeste kvinder der findes.
Mor kommer over i sengen til mig, holder om mig. ’’Mor, jeg savner Simon så meget, det er ikke fair han er væk’’. Jeg er ikke længere i stand til at holde tårrene tilbage. I dag skal jeg sige farvel til min eneste lillebror, som blev dræbt af en flugtbillist på vej hjem fra skole. Han blev kun 8 år. Det er 2 uger siden, han døde, men jeg kan endnu hører, hvordan han klagede, når man vækkede ham, mens mor lavede morgenmad. Jeg kan stadig få et smil på læben, når jeg tænker på dengang, Simon løb nøgen rundt ude i haven, og mor måtte rende ham i hælene, for at få ham indenfor.
Mor aer min kind ’’ Jeg savner ham også’’. Jeg kan se tårrene i mors øjne, det er synd for hende. Mor har aldrig gjort noget galt, og så mister hun sin lille dreng på den måde. Hun ryster, bare jeg kunne gøre noget for at hjælpe hende. Dryp dryp, to tåre falder fra mors kind ned på min skulder, og hun rejser sig hurtigt. ’’Mor du skal ikke skjule dine følelser for min skyld’’ siger jeg. Hun smiler og går nedenunder. Jeg rejser mig og går over til spejlet, der hænger lidt fra min seng. Det er fyldt med billeder af Simon og jeg. Gråden ses tydeligt i mine øjne, og jeg er klart blevet tyndere de sidste par uger.
’’Er du snart færdig’’ råber min mor nede fra køkkenet. Jeg finder mit tøj og går ud på badeværelset, ’’Jeg er klar om 5 min. Mor’’ råber jeg og lukker døren. Jeg tager min sorte top på, og derefter min sorte nederdel og et armbånd, Simon gav mig i fødselsdagsgave sidste år. Jeg reder mit hår, og sætter det i en lang fletning, det synes Simon altid var så flot. ’’Du er så pæn med det hår søster’’, plejede han altid at sige til mig. Da jeg går over mod trapperne, kommer jeg forbi Simons værelse. Jeg åbner døren og tænder en lille lampe.
Jeg er lidt bange for at være herinde, der er så mange minder. Det føles som om, Simon er her endnu, men at han bare gemmer sig for mig. Jeg indser, at det er på tide at gå ned, mor venter også nede i bilen. Da jeg kommer ned, kan jeg se, at hun har grædt, men jeg vælger ikke at sige noget til hende om det. Vi sidder helt stille i bilen, mens bilen langsomt ruller mod kirken, der ligger ca. 10 kilometer fra vores hjem. Jeg kan se kirken nu, og jeg lægger min hånd på mors, den er iskold. Jeg kigger på hende. Hvor har hun ændret sig meget på de to uger, der er gået, siden Simons død. Hun er tynd, bleg og hendes blik er dødt.
Nu er vi fremme ved kirken, og der er allerede fyldt med mennesker, men det er ikke underligt for alle kunne lide Simon. Han var altid smilende og kunne charmere alle, han mødte. Vi stiger ud af bilen. Solen står højt på himlen, men det eneste, jeg tænker på er Simon. Vi bliver mødt af medlidende blikke fra alle mennesker, og da vi kommer ind i kirken er den fyldt med blomster. Helt i den anden ende står Simons lille kiste, også prydet med blomster. De mange mennesker rejser sig, da vi kommer ind, det føles vildt underligt. Kirkeklokkerne begynder at ringe, og folk begynder at sætte sig ned, og de sidste folk udenfor kommer ind, og finder en plads. Hele kirken er fyldt. Der er godt nok mange mennesker.
Jeg går op til Simons lille kiste, lægger en hvid rose på låget, og kysser kisten. Jeg lægger mit hovede på kisten. ’’Simon, du vil altid være i mit hjerte, og jeg elsker dig, og vil altid savne dig’’. Præsten kommer ind, en gammel mand med et mildt og venligt ansigt. Han siger en masse søde ting om Simon, og jeg begynder at græde, mens jeg holder mor i hånden. Derefter synger vi nogle sange, og så skal Simon bæres ud til ligvognen, der skal kører med Simons på hans sidste rejse. Da vi når frem til kirkegården, begynder det at regne, ’’Det er Gud der græder over, Simon er død, også selvom det betyder, han får en engel tilbage’’, hvisker jeg til mor.
Vi begraver Simon, og alle skal nu med os hjem til kaffe og kage, men da vi kommer hjem, løber jeg direkte op på mit værelse. Jeg flår ’’skyggen’’ af mig og tager nattøj på. Ligger mig i sengen og ser ud på regnen. Pludselig kommer solen frem, og en smuk hvid due sætter sig udenfor mit vindue, og selvom jeg går helt hen og åbner vinduet, bliver den stadig siddende. Der bliver den siddende i ca. 10 min, så flyver den væk, over mod naboen.
Jeg ved det var Simon der kom og sagde et sidste farvel. ’’Farvel Simon, og hav det rigitg godt’’, hvisker jeg, og der falder en tårre ned på gulvet.