Min historie

En Laaang historie..men derfor er jeg som jeg er.

Skrevet af Anonym

Gennem min opvækst har jeg altid haft en dejlig familie.
Jeg havde da nogle venner, men kan egentlig ikke huske hvor mange.
Da jeg ikke var med i "kliken" i klassen, blev jeg mobbet og jeg var ikke stærk nok til selv at sige fra.

Det var først omkring 6-7 klasse, hvor jeg kom i en klike for sig selv.
Jeg var en buttet pige, synes jeg selv og jeg følte mig grim i forhold til de andre...selvom jeg egentlig var en pæn pige.

Da jeg var omkring 13-14 år var min familie og jeg sammen med nogle af vores venner sammen til aftensmad. På et tidspunkt skulle vi ud at se noget fyrværkeri og da alle er gået ud, stå jeg alene i baggangen og får det sidste overtøj på, men pludselig dukker familiens far op og tager mig på det ene bryst og siger så: "sikke gode bryster du har"!- Dagen efter sagde jeg det til min mor, men hun mente ikke at vi skulle sige noget til min far, så fik aldrig rigtig snakket om det. Jeg kan huske, at jeg dengang havde det rigtig dårligt med mig selv, og at jeg så vidt undgik denne "far/mand". Men jo længere tid der gik, jo mere gik det i sig selv igen.- Og det sådan set først ved at være nu, at det hele har eksploderet igen...heldigvis skal jeg aldrig se denne mand igen!

Efter 7. klasse skiftede klassen skole...men i samme by. Der blev vi mikset på kryds og tværs, men endte da at komme i klasse med det meste af min klike..

Jeg ville gerne være cool og sige læren imod og være sjov overfor alle i klassen, men jeg turde ikke, fordi der var nogle bøller, som tog al opmærksomheden...

Nå men da jeg kom i 10. klasse forandrede alt sig. Jeg blev til den pige, som jeg altid havde ønsket mig at blive, og det var først der, at jeg begyndte at være sammen med fyre.

Det var et fedt år og jeg elskede hvert sekund. Efter folkeskolen skulle jeg på HF i Herning og lige inden jeg startede, fandt jeg mig en kæreste.

Min daværende kæreste var utrolig jaloux, så jeg kunne næsten ikke tage i byen med vennerne eller være sammen med hans venner, uden at det endte med et skænderi...hmm

Men jeg var altså forelsket i ham, så blev hos ham.
Eftersom at HF var hårdere end jeg troede, kom jeg ud med et lav gennemsnit, og det gik mig meget på psykisk. Men derefter tog jeg hgs18 uger uddannelse og kom ud med gode karakterer. Det fik jeg det bedre af.

Hgs18 uger uddannelsen sluttede lige op til jul, og da julen var ovre, oplevede jeg, at jeg næsten ikke kunne gå uden at blive forpustet. Jeg troede bare, at det var tegn på en fed jul og at jeg var i dårlig form. Men da jeg en nat hos min daværende kæreste fik meget ondt i venstre ben, tog min mor og jeg til læge. Jeg har aldrig haft så ondt! Lægen sagde, at jeg havde en blodprop i benet og at jeg skulle akut op på sygehuset.

Her fik jeg konstateret som sagt en blodpropper i begge ben samt dyb vene betændelse i venstre ben og flere blodpropper i begge lunger.

Her vidste man ikke, om jeg skulle af med benet eller om jeg i det hele taget overlevede. Dengang oplevede jeg det ikke så dramatisk, da det hele gik så hurtigt, men har siden hen fået det fortalt.

Jeg kom dog hel skindet ud af det og efter næsten et halvt år derhjemme, slog min daværende kæreste pludseligt op, har aldrig fundet ud af hvorfor.

Jeg kom så i en blomsterbutik, der tog syge mennesker ind. Men i den samme periode, var jeg blevet meget ked af bruddet med min eks og følte mig som en taber, så fik mange selvmordstanker og stod i bagbutikken og planlæggede mit selvmord.

Jeg snakkede aldrig med nogen om det og derfor gik det også lidt i sig selv igen, da jeg kom i lære som elev ude i Ringkøbing i en blomsterbutik.
Det var min store drøm, der gik i opfyldelse.

Men allerede efter næsten et halvt år, begyndte det at skride fra hinanden. Min chef var en Bitch overfor alle andre end hendes børn...selv overfor hendes mand.

Jeg prøvede at fortælle mine forældre om, hvordan jeg havde det og at jeg ikke kunne lide min chef. Men jeg udtrykte mig ikke godt nok og mine forældre forstod mig ikke men sagde blot, at det var fordi jeg kedede mig, så jeg havde bare at blive i den butik.

I mellem tiden var jeg begyndt at komme sammen med min eks igen, men han forstod mig heller ikke...

Nogle af de ting min chef gjorde ved os ansatte var, at skælde ud på os, mens der var kunder, hun rettede altid på de buketter, vi havde lavet og man kunne aldrig gøre tingene godt, kun hendes børn kunne gøre dette og de havde ikke noget med blomster at gøre i hverdagen.

Da vi nåede til sommerferien, skulle den ene af mine medarbejdere holde ferie, så jeg skulle være alene i butikken med min chef i 3 uger. Allerede på daværende tidspunkt var jeg begyndt at tælle timer til, hvornår jeg havde fri.

Synes egentlig at de 3 uger vi havde haft sammen havde været gode og lige inden, jeg skulle til at holde ferie, spurgte min chef mig, om jeg havde taget 2000 kr. fra hendes taske. Jeg var mundlam. For det første havde hun et meget mærkeligt system til at overføre pengene fra butikken og over i banken, så det var slet ikke sikkert, at det kunne have været en kunde, der kunne have taget dem. For det andet havde jeg kun kontakt med pengene, når jeg betjente en kunde.

Heldigvis den aften skulle jeg kun køre små 20 minutter for at være ude i mine forældres sommerhus. Fortalte mine forældre om, at hun havde beskyldt mig for at stjæle. Min far blev tosset og ringede med det samme til hende og sagde, at vi skulle ha politiet indblandet, men det ville hun dog ikke. De fik sig en lang snak og eftersom, at jeg skulle på arbejde næste dag, tog mine forældre med ind i butikken.
Hun undskyldte mange gange og sagde hun havde haft det dårligt over at have beskyldt mig for det, da det viste sig, at hun ikke havde mistet pengene alligevel, men at pengene blot havde ”forputtet” sig i hendes nok så sære system, så vi skrev begge under på et stykke papir, hvor der stod, at denne hændelse aldrig var sket og at der ikke lå noget i det.

Der efter gik det bare ned ad bakke. Det var lige meget om jeg betjente en kunde eller om jeg skulle ned efter frimærker, så var hun der hele tiden, som om hun stadig troede, at jeg havde taget de penge...

I oktober flyttede min eks og jeg sammen i en lejlighed i Herning.

Mit første egentligt tegn på, at jeg havde det virkeligt dårligt var, at jeg en dag bare ville væk fra min chef-kunne ikke holde det ud længere, så gik ud i bagbutikken om i en gårdhave, hvor der stod nogle glasskår og begyndte, at skære mig selv op og ned af armen. Prøvede på at skære pulsåren over, men det kunne jeg ikke og da jeg kom ind, sagde min chef bare at jeg kunne stoppe blødningen med et stykke tape...

I starten af november skrev jeg et brev til min chef om, at jeg ikke synes hun var retfærdig overfor nogle af os, at vi aldrig kunne gøre noget rigtig osv. Det konfronterede hun mig så med og var så nedladende overfor mig, som man kunne være. Selv hendes mand havde læst det og sagde til mig, at han håbede på, at jeg blev i butikken og at han godt vidste , at min chef var en heks...
Jeg gik til lægen for, at sige hvordan jeg havde det, og jeg fik så denne depressions test, som jeg ikke svarede på ærligt, så det viste sig, at jeg ikke på daværende tidspunkt havde en depression.

Heldigvis havde jeg 2 uger på skole i Århus, hvor jeg ikke snakkede med min chef og kom lidt fra det hele. Elskede at være på skolen også selvom det betød, at jeg var væk fra min daværende kæreste..

Da jeg kom tilbage igen, var jeg på arbejde i 2 dage og den 3. dag var jeg næsten nået til Ringkøbing, inden jeg fik et voldsomt sammenbrud. Jeg græd og græd. Ringede så til min læge, som beordrede mig til at komme tilbage til Herning.

På vej hjem prøvede jeg på at ridse mig selv med en isskraber, så jeg fik lange røde mærker op af armen...
Den dag fik jeg konstateret svær depression, og jeg måtte ringe til min chef for at fortælle hende, at jeg var blevet sygemeldt.

Ingen kunne forstå noget af det, der var sket med mig og når mine forældre prøvede at snakke med mig, sagde jeg blot, at de ikke forstod mig og at jeg ikke kunne tale med nogen om mine tanker.

Kom i medicin behandling med det samme og fik et mobilteam ud til mig bestående af 2 kvinder.
Lige meget hvad de spurgte mig om, sad jeg bare og kiggede ned i bordet. Havde naturligvis facade på hele tiden og ingen kunne rigtig snakke med mig eller forstod mig.

Mine forældre troede på, at jeg ville komme til at arbejde igen efter jul, men allerede der, var jeg begyndt med at skære i mine ben, mave eller håndled. Gik med store trøjer, så ingen kunne se, hvad jeg havde gjort imod mig selv. Og da jeg skulle til læge i slutningen af december, håbede jeg sådan på, at han ville fortsætte med at sygemelde mig.

Og det gjorde han så. Han turde ikke lade være med det, eftersom han havde set mine ar.

I de efterfølgende måneder, tror jeg, at min far og jeg var ude ved min chef for at snakke om, hvordan jeg havde det og om jeg kom tilbage igen. Jeg hadet at se min chef sleske sådan overfor min far, dumme kælling, for det var jo ikke sådan, at hun var i virkeligheden. Efter sidste besøg hos min chef i april, så jeg hende aldrig igen, og kommer aldrig til det!

Fra december 05 til midt i maj 06 tog jeg 45 kg på. Jeg trøstespiste og var på et tidspunkt ved at udvikle bulimi, da jeg ofte gik ud og kastede det hele op igen. I mellemtiden var jeg begyndt at høre stemmer og se mennesker både ude og indenfor.

I maj måned gik det atter galt med mit ben og de fandt endnu en blodprop i mit venstre ben, så skulle til at tage medicin resten af livet.

Midt i maj havde jeg min første indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Herning.
Var der omkring 1 måned, og da de udskrev mig, var jeg stadig ikke klar til det, da jeg dagen forinden havde taget en spisekniv og skåret i hele venstre ben. Viste det til min kontaktperson på psyk. men de udskrev mig alligevel.

Jeg var utrolig ked af det og havde slet ikke lyst til at være hjemme.
En dag havde min daværende kæreste og jeg et skænderi, hvor jeg i trods gik hen og fandt min hobbykniv frem og skar et rigtig dybt snit i mit ben. Det havde slået klik for mig og jeg husker ikke, at jeg skar mig selv, men først da min daværende kæreste kom hen og rev kniven ud af hånden på mig. Det blødte helt vild og vi kunne ikke standse blødningen, nok sikkert fordi, at jeg var på blodfortyndende medicin.

Min daværende kæreste tvang mig til at ringe til mine forældre og de kom med det samme. Den nat sov vi ude hos mine forældre.

Efter nogle dage havde jeg opsat en ny facade og så skulle vi på ferie. Den første uge gik ok, men da vi så skulle ud til mine forældre i sommerhuset i 2. uge, begyndte jeg at høre stemmer ret kraftfuldt igen....Jeg skreg, at de skulle holde sig væk og begyndte med at græde, desværre overværede min mor det og jeg blev indlagt samme dag.

Denne gang på psyk. fik jeg diagnosen Paranoid Skizofreni.
Jeg var alene med lægen, da jeg fik det at vide og var sønderknust. mine forældre troede først ikke på mig, men efter en snak med en specialist indenfor området, så gik det op for dem. Men min daværende kæreste havde allerede fra dag 1 bestemt sig for, at han ikke ville lave noget om på sit liv, for at jeg kunne få det bedre.

Han gjorde alt for, at vi ikke kunne være sammen og jeg kunne ikke være alene i lejligheden, når det var mørkt udenfor, så hver morgen kørte han mig ud til mine forældre og hentede mig så først sent om aftenen, hvor han gik i stuen og jeg gik i seng.
Og eftersom han ikke rigtig tændte på mig mere, så opdagede jeg en aften, at han lå og så porno, men han ville ikke i seng med mig. Han ville heller ikke røre mig, kysse mig eller noget andet men forlangte, at jeg skulle gøre alt hjemme i lejligheden dvs. rydde op, gøre rent, vaske tøj og lave mad, mens han kørte rundt med sine venner og havde det sjovt. Han ønskede, at jeg skulle være som en af mine veninder dengang.

Han sagde bl.a. til mig, at jeg ikke måtte blive indlagt flere gange, fordi det kunne han ikke holde til...men hva’ med mig? Det var sgu da mig, der havde fået diagnosen. Han havde også sagt til mig, at jeg var grim og tyk, så nu holdte han ikke så meget af mig mere. Det gjorde det jo ligesom ikke det hele bedre, at få at vide fra sin kæreste af, at han egentlig ikke kunne li mig mere, men det forhindrede da ham ikke i, at være så fræk at tage med på ferie sammen med hele min fars side syd på og modtage 2000 kr. i lommepenge fra mine forældre...

I slutningen af november en onsdag aften sagde han pludseligt til mig, at nu kunne han ikke mere. Han havde det dårlig med sig selv pga. mig selvfølgelig og bad mig om at blive mere rask indenfor ret kort tid. Jeg var villig til at prøve at få det bedre, men sagde til ham, at det var jo ikke noget man bare kunne gøre og det vidste han også godt. Men allerede om lørdagen i samme uge slog han op.

Han gav mig altså alt i alt 3 dage til at blive rask i...og selvom jeg havde bedt ham om at søge hjælp, ville han ikke gøre det og heller ikke for min skyld. Jeg havde altså givet vores forhold et helt år for at se om, vi ikke godt kunne få det til at fungere og så giver han mig sølle 3 dage....dumme skid.

Men af en eller anden grund var jeg egentlig også lidt lettet over, at det nu var slut.
Nå men det gik rimeligt hurtigt med at få flyttet mine ting ud af lejligheden. Og julen gik egentlig også ok, men så kom nedturen og jeg blev indlagt igen i 14 dage.

Har efterfølgende fortalt om mig og min eks og de professionelle siger, at han har kørt Psykisk terror på mig igennem mindst 1 år.

Nå men jeg fik en støttekontaktperson tilknyttet mig, som jeg skulle ses med 1 gang i ugen, hvor vi talte om forskellige ting om mig.
Og jeg fik pension i 4 år til at starte med...Så havde jeg da ikke kommunen i røret hver måned, fordi de ville have mig ud på arbejdsmarkedet...

Efter ca. 1 år med støttekontaktperson, mente man, at jeg skulle have mere hjælp i dagligdagen, så jeg fik et Bostøtte team bestående af 5 personer, som skiftevis kommer ud til mig.

Jeg fik også en dejlig veninde dengang. Hun er dog lidt ældre end mig, men samme sygdom og interesser. Så hende er jeg rigtig glad for. Fordi da min eks og jeg gik fra hinanden, havde jeg lige pludselig ikke nogen venner tilbage udover nogle få gamle fra folkeskolen. Og så det at få en veninde, som kunne forstå en, var jo bare dejligt.

Jeg har alt i alt været indlagt omkring 7-8 gange af kortere eller længere tid af gangen.

Sidste indlæggelse var i september, og her gik det ikke særligt godt. Jeg døjede en del med hallucinationer og personalet oppe på psyk. påstod at jeg evt. løj, fordi de ikke havde lagt mærke til, at jeg havde hallucineret, hvilket jo ikke er min skyld!

Så lige siden har jeg ikke haft lyst til at blive indlagt, men både læger, bostøtter og familie mener, at det har været den længste periode, hvor jeg har haft det over nogenlunde, nok pga. den nye medicin.

Jeg er stadig cutter bare ikke med knive, men med alt muligt andet, der kan ridse og give ar. Tror måske det er noget jeg vil være foraltid. Jeg gør det ikke hver dag mere, men jeg savner det hele tiden.

Men nu er jeg begyndt at tabe mig igen, hvilket jo er dejligt:)

Men jeg ved der er langt vej igen og måske endda længere end jeg tror:(