Lang historie
Skrevet af
Neon
Jeg er studerende ved Københavns Universitet. Skal til at starte på 3. semester.
Min 'historie' starter da jeg er omkring 7 år gammel. Her bliver jeg udsat for incest af et nært familiemedlem. Indtil jeg var omkring 13 år gammel holdt jeg det for mig selv. Herefter får jeg hjælp, hos en psykolog som jeg ikke følte mig helt tryg hos. Han var for gammel, for koncentreret om at få mig til at fortælle alt der var sket, selvom jeg næsten skulle kaste op, før det kunne komme frem...
Min folkeskoletid var til tider forfærdelig. Jeg var ikke udsat for decideret mobning, men følte mig ofte ensom og nedgjort. Som om jeg bare blev frosset ud.
Forholdet til størstedelen af mine klassekammerater var rimeligt anstrengt, selv den dag i dag afslår jeg at deltage i reunions.
Jeg startede i gymnasiet og fik mig en positiv overraskelse. Jeg kunne lide mine kammerater, og kom ind i varmen, hvor jeg fik gode venner!
Jeg var som regel kun venner med drengene, og havde ikke haft en kæreste, før jeg mødte en fyr, jeg havde haft kontakt med online i flere år. Han flyttede hjem til mig, men forholdet holdt ikke mere end 2 måneder, hvorefter vi har haft et mærkeligt had/kærligheds-afhængighedsforhold. Det har stået på i godt 3 år nu, og jeg har ikke haft en anden kæreste i mellemtiden.
Efter gymnasietiden røg jeg ned i en periode, havde selvmordstanker, følte mig træt og fyldt af fortvivelse, og blev sendt til en ny psykolog af min mor. Psykologen hørte på mig ævle i godt 50 minutter, inden hun afsluttede med at fortælle mig at jeg havde en eksistentiel krise, og at jeg blot skulle ignorere selvmordstankerne, ved at forestille mig mit sind som en teflonpande.
Så kom et højskoleophold på 3 måneder, som jeg havde et enormt ambivalent forhold til; jeg hadede at være væk hjemmefra mine trygge omgivelser, med mine forældre der støtter mig, men samtidigt fik jeg nye bekendtskaber og en sjov tid.
I september 2008 startede jeg så på universitetet. Her gik det hurtigt op for mig at folk omkring mig i løbet af kort tid havde dannet deres grupper, men jeg stod alene. Læsegruppen fungerede ikke, jeg følge mig dum, ignoreret og tilovers, og jeg hadede virkeligt at skulle mødes med dem!
Så startede en ny nedtur, denne gang værre end mange tidligere, og i april 2009 kom jeg til en ny psykolog, som jeg heldigvis har det godt med, og kan lide at komme der. I maj måned kom jeg i medicinsk behandling, og er blevet sat op i dosis en enkelt gang.
Nu har jeg udsigten til at starte på studiet igen, og det bryder jeg mig slet ikke om. Er ikke klar til ensomheden og stress igen.
Vil gerne møde mennesker, som jeg føler mig tryg ved, og som ikke anser mig som en flue på væggen.