Fortsættelse 2
Skrevet af
gyla
Hvorfor får jeg så lige en diagnose som 18 årige?
Svaret er egentlig lige efter "Bogen" :
Er opvokset sammen med en 1½ år yngre søskend hos ganske unge forældre 16 og 18 år ældre end jeg selv.
Moren uselvstændig og Faren ekstem egoistisk og med psykopatiske træk. Meget vold, druk og ingen normal omgangskreds.
Husker ikke jeg nogensinde f.eks har holdt mine forældre i hånden, er blevet trøstet eller på nogen måder fået omsorg der gik udover noget at spise og tøj på kroppen.
Socialefærdigeheder som hvordan man omgås andre mennesker, og at disse ikke er farlige har jeg aldrig lært. Jeg har manglet de værktøjer som er helt grundlæggende for at kunne fungere som menneske.
Var i skolen så stille at jeg dårlig nok turde trække vejret igennem. Ingen så mig, hvilket også var meningen sådan var jeg opdraget eller rettere dresseret hjemmefra. Fagligt var jeg dygtig, hvilket har været min redning fordi jeg havde ikke brug for hjælp til lektier eller lign. Jeg har kunne lære blot ved at lytte og læse, spørge turde jeg nemlig ikke.
jeg har oplevet et drabsforsøg, mishandling at dyr, og vold af særlig farlig karakter, så det siger sig selv at jeg ikke forsøgte at få nogen venner som evt. kunne se dette usle hjem.
Da jeg fik min "frihed" og flyttede hjemmefra, blev den frygt jeg havde levet under i 18 år, pludselig til en angst så ubeskrivelig stor for alle andre mennesker. Jeg turde ikke engang at gå forbi vinduerne i lejeligheden på 2. sal.
Mit voksenliv var begyndt og en tro følgesvend "Angsten" lærte jeg at kende, denne "ven" har aldrig sluppet sit faste tag i mig.