Det går op og ned
Skrevet af
Fidus
Hej
Jeg har fået konstateret en moderat depression i 2007, men jeg har igennem længere tid følt mig trist og depressiv. Jeg har tidligere fortrængt disse tanker med alkohol, men det har været en flugt og en adfærd, som jeg i dag ikke er glad for. Men man lærer vel af sine fejl;-)
Mine forældre blev skilt, da jeg var 4 år, og dette har sat sit præg på mig. Mine forældre havde svært ved at tale sammen, skældte ud på hinanden og selv om mine forældre på deres egen måde altid ville mig det bedste, må jeg i dag sige, at jeg har været usikker på, hvad der skete og hvad der ville ske i fremtiden, og jeg har været alene med mine problemer. Det præger mig stadigvæk i dag. Jeg har kæmpet og kæmper med min selvtillid og føler mig også ofte ensom. Jeg kan også være nervøs for fremtiden og tænker, tænker, tænker og bekymrer mig over dit og dat - ofte uden grund.
I dag er jeg separeret og har to dejlige drenge på 3 og 5 år. Min depression hænger også sammen med, at jeg ikke kunne overskue at blive far, det ansvar som føler med og den ændring for en mand fra en mand med mulighed for by-ture og anden frihed til en mand som ansvar for familien. Jeg var simpelthen ikke klar til det, må jeg sige. Jeg var for dårlig til at sige til min daværende hustru, at jeg ikke er klar til at få børn. Det spiller også ind, at jeg ikke tror meget på det traditionelle familiemønster med kernefamilie, hus (...og måske vovse;-)). Som skilsmissebarn tror jeg ikke på den idé. Derfor var der en side i mig, som blokerede, da jeg skulle vise ansvaret for familien. I dag er jeg en stolt far og glad for mine drenge. Derfor er det svært for mig at indrømme, at jeg (måske) har haft en fødselsdepression og i dag vil jeg ikke være børnene foruden. Men det har været en hård tid og jeg har ikke været tro mod mig selv, men jeg vil være tro mod mig selv fremover.
Nu bor jeg alene og mine venner/familie bor langt væk. Jeg bor i Næstved og mine venner bor i København og min familie i Jylland. Selvom jeg har fast arbejde, føler jeg mig ofte ensom, når jeg er derhjemme. Ensomheden er det værste for mig. Så får jeg depressive tanker og lukker mig inde i mig selv. Jeg savner venner, som har lyst til at lytte til mig og venner, som jeg forhåbentlig også kan hjælpe videre...