Så sidder man her, alene...
Skrevet af
dansk1970
Jeg sidder her i min lejlighed i midten af Herning og tænker på, hvad man skal skrive.
Siden jeg ufrivilligt kom hjem efter 7 år i USA, har jeg ikke kunnet finde glæden eller livsmodet. Det har været een lang langsomtgående spiral ned i mørket. Eneste lyspunkter har været 2-3 nye menneske, jeg trods alt har mødt på min vej.
I et par år har jeg fået at vide af min massør og min kst-terapeut, at jeg var ved at komme ud, hvor de ikke kunne lide at se mig, men man ved jo bedst selv, ikk?
Slutningen af juli kørte jeg galt i min bil. Der var ingen, der kom til skade, og jeg havde det fint - troede jeg. Efter en uge måtte jeg ringe til jobbet og sige, at jeg ikke kom på arbejde. Mens jeg talte med chefen, brød jeg grædende sammen, og bagefter lå jeg i fosterstilling på gulvet og var helt færdig.
Jeg tog på arbejde igen fredag, men jeg havde det ikke godt. Lørdag var jeg nødt til at se en veninde for at få et moralsk rygstød for overhovedet at kunne komme på arbejde. Ugen efter fik en veninde (som også er her på sitet) mig presset til at ringe til lægen og få en tid. Jeg fik taget en test og "scorede" 13 af 15 på depri-scalaen, så måske var den ikke helt god. Jeg fik aftalt tid med en psykolog og tog på arbejde igen. Da jeg stod i døren til kontoret, blev jeg nødt til at standse op. Chefen sagde, at jeg bare skulle komme ind, men jeg var nødt til at sige til ham, at det havde jeg ikke lyst til. Jeg fortalte, hvordan det var fat, og vi aftalte, at jeg hellere måtte blive hjemme resten af ugen og så sygemelde mig, indtil jeg blev rask.
Jeg så en psykolog 2 gange, men hun kunne ikke hjælpe mig, for jeg var for forpint af min angst for at gå ud, angst for at være sammen med andre mennesker, angst for manden, der konstant går bag mig og trækker vejret, at hun mente, at kun medicin og hjælp fra distriks-psykiatrien var vejen frem.
Her er vi så nu 4 måneder efter. Jeg har været til samtale hos Psyken to gange og skal afsted imorgen igen. Jeg synes, det går fremad, men skridtene er sgu små, og engang imellem går de ikke fremad. Jeg overvejer, selv at betale for en ekstra psykolog for Psyken mener, der vil gå 2-3 uger mellem hver samtale.
Jeg tænker over, at hvis jeg ikke snart kommer tilbage på arbejde igen, så kan jeg blive fyret, men jeg har ikke spor lyst til at tage tilbage indenfor en nær fremtid. Jeg har det bedst herhjemme bag fire vægge, men jeg savner på den anden side også at være sammen med andre.
Jeg er syg, ensom og træt af det hele. Jeg har enkelte veninder, jeg kan tale med, men de har jo mand og børn, så jeg vil heller ikke lægge dem til last.
Det er sgu noget lort det hele.