Hvor er det svært
Skrevet af
nille78
Sidder her med en kop kaffe og kikker på skærmen, for hvor skal jeg begynde, har svært ved det her, nok fordi jeg har svært ved at anderkende at det er ramt mig, forstår ikke hvorfor....
Jeg er 31, lykkelig gift, med verdens dejligste mand, har to skønne børn, alt her hjemme er perfakt i mine øjne, så hvorfor.....
Jeg er vokste op med en far der er psykopat og alkoholiker, og levede de første 15 år af mit liv med pyskiskvold, og total meget angst for min far. Vi var mig, min lillebror og mor. hverdag var en kamp for os, mod ham, for vi viste aldrig hvor vi hade ham, hvad humør han var i, som os kunne vende fra det ene øjeblik til det andet, eller hvad han nu fandt på vi skulle udsættet for, det meste af tiden var vi under forhør hvor vi sad ved bordet, mens han råbte af os kørt på os for noget vi havde gjort, det kunne være noget han faktis havde givet os lov til eller noget der var sket for længe siden og sådan kunne vi sidde i timevis, vi så os hvor ond han var ved vores mor, bankede hende, jagtede hende med en kniv mm.Han var god til at vise omverden hvor lykkelig en familie vi var osse over for skolen, politiet mm.Vi gik altid i mærketøj var pæne og rene, der manglede ik noget ud af til. forstår ik hvorfor der ikke var nogen der gjore noget, fjernede os, jeg drømte tit om der kom nogen og tog os væk, eller min mor gik fra ham. Hvorfor så de det ikke.
Min mor flykttede på krisecenter da jeg var 15 år, men hun fik kun mig med og ikke min bror,der kom vi endelig væk.min bror blev hos min far og der var inte at gøre, han lider i dag af skisofoni og er førtidspensonist idag. Første gang han blev indlagt på den lukket afd.kørte jeg helt ned, følte mig magtesløs, kunne jo ikke rede ham eller beskytte ham, som jeg plejede at gøre og havde os rigtig svært ved at indse det, for det kune ikke passe,det var så hårdt at se ham den gang, være der inde, låst inde, forstod det virkelig ikke....
Han har det nogen lunde i dag, og har lært at leve med det, han har et godt netværk og det har gjort meget.
Jeg kørte ned igen med en depression efter at jeg havde fået min datter, men kom hel oven på igen, men så her mens jeg var på barelse med min nr. to kørte jeg helt ned, kunne ingenting, så min mand overtog barelsen og jeg blev sygemeldt og nu hvor der er gået ca. et år går jeg sygemeldt i nu og har midste mit arbejde, de kan ikke rigtig stille en eneligt diagnosse, de mener det handler om angst og depression, jeg går nu ved en speciallæge i psykirtia, som jeg skal give en dagbog om mine symtomer i hverdagen over ca. to måneder, lang tid, føler ik jeg laver andet end at vendte og vente. vil gerne ud blandt andre der har det som jeg, men der er ossse ventetid, ved godt der desværre er mange som mig, der har brug for hjælp, men man får det jo ik beder af bare at sætte her hjemme, desværre er det ikke så nemt..