Ny på siden
Skrevet af
DenNaive
Jeg har været sygemeldt siden d. 28. august 2009 pga. at jeg for anden gang er gået ned med stress, angst og depression. Jeg får Sertralin 50 mg. hver dag og er i fuld gang med psykologhjælp.
Jeg sidder nu og tænker tilbage. Jeg er en pige som altid har hjulpet andre, og sørget for mig selv til sidst. Mine egne behov er blevet skubbet til side, for jeg er opdraget til at være den søde og pæne pige som skal hjælpe andre.
I skolen, både i folkeskolen og på handelsskolen, var jeg den meget stille pige, som helst ikke sagde noget i timerne. Jeg har aldrig følt at jeg har været noget værd, så jeg kunne ikke forestille mig på noget tidspunkt, at der kunne være nogen der var interesseret i at høre, hvad jeg havde at sige. Sådan har jeg det ofte også den dag i dag, selvom jeg har rundet de 38 år.
Jeg har altid døjet med det sociale. Jeg har ikke følt at jeg kunne stole på nogen, og at der ikke var nogen der kunne have lyst til at være sammen med mig. Jeg blev drillet i skolen, og det har åbenbart sat meget dybe spor i mig. Jeg kan stadig ikke altid stole på folk. Ja selv min mand har jeg svært ved at stole på. Når han har sagt at han elsker mig, så tror jeg ikke altid på det. Og det er da sørgeligt.
Jeg har nærmest altid haft selvmordstanker. Ikke at jeg tror at jeg kunne finde på at gøre det, men det ville have været så meget nemmere, hvis jeg ikke var blevet født! Jeg ville have sluppet for mange sorger. Desuden har jeg hørt flere gange at jeg var en upser og overhovedet ikke planlagt, og det gør da ondt indeni. Hvorfor i alverden skulle jeg så sættes i verden?
I starten af 2005 havde jeg mit første rigtige angstanfald. Jeg anede ikke hvad det var på det tidspunkt, men det kunne min læge forklare mig. Fra september 2005 til januar i år var jeg ansat i et privat firma. Det kørte mig helt ned til sokkeholderne
at være der. Det var hårdt, for det var lange arbejdsuger, kombineret med at jeg var alene om det herhjemme. Min mand har rejst i ca. 10 år, så jeg har næsten altid været mere eller mindre alenemor.
Jeg røg på sygehuset d. 27. august 2009 fordi jeg fuldstændig havde mistet følelsen af mig selv, og jeg var voldsomt svimmel og havde hjertebanken. Lægen på sygehuset sendte mig hjem med beskeden om at geare ned pga. stress. Jeg har været hjemme siden, og føler ikke at det er gået så meget fremad som jeg kunne ønske. Jeg vil også lige fortælle, at min gamle arbejdsplads fyrede mig efter 3 ugers sygdom! Det fik mig endnu mere ned med nakken.
Jeg har ingen længsel efter et arbejdsliv igen på nuværende tidspunkt. Jeg vil bare gerne have lov til at være, og komme ovenpå igen. Jeg føler at hvis jeg skal igang med at arbejde igen, ja så går jeg ned med flaget igen. Men alle sygemeldte skal jo aktiveres 10 timer om ugen, så man får ikke lov til at være i fred. Føler mig lidt som jagtet vildt!
Er der nogen der har det som mig, og kan sætte sig ind i det?