Min livshistorie
Skrevet af
Anonym
Her vil jeg skrive lidt af min livshistorie. Den bliver nok lidt lang, men sådan er det jo. Det er nok mest for min egen skyld, at jeg gør det.
Jeg er født den 17. december 1991 ind i en kærlig familie, som 3. barn og lillesøster, den længe ventede pige. Jeg boede de første 5 år i mit liv i Nordsjælland sammen med min mor, far og mine to storebrødre. Istedet for at gå i vuggestue, blev jeg passet af min mormor og morfar, indtil jeg kunne komme i børnehave, hvor jeg var en af 'frøerne' og blev kaldt 'prinsessen' af pædagogerne.
I 1996 trak hele familien inklusive mormor og morfar teltpælene op og flyttede til en stor firlænget gård på landet på en lille ø ved Sydsjælland. Her startede jeg i skole som 5-årig, og lærte hurtigt at læse og skrive. I folkeskolen havde jeg let ved skolearbejdet, dog haltede jeg en smule socialt. Jeg havde mange gode venner og veninder, men var ret indelukket, og lod mig dominerer af de andre piger som virkede til at have svaret på alting. Sådan fortsatte det, også op i de større klasser. Livet på gården var fantastisk, havet lige ved siden af, privat skov, hestefold, høns, katte, hunde, køkkenhave, legehus og masser af grønne arealer til at lege og være barn på. Det var skønt om sommeren, og fantastisk sjovt om vinteren. Højtiderne og fødselsdage var dejlige, hvor hele familien fra nær og fjern blev samlet på den store gård. Seksuelt udviklede jeg mig tidligt, fik menstruation som 10-årig og mistede min møddom som 13-årig. Har senere tænkt at det har haft en påvirkning på min personlighed. I skolen var mine faglige kompetencer størst inden for sprog, og dansk. Jeg havde en livlig fantasi, legede meget, læste meget og skrev en del.
Mit liv krakelerede (har jeg senere fundet ud af) i 2002 da mine forældre lod sig skille, da min far havde fundet en ny kvinde. Jeg græd og var ked af det i starten, men kom hurtigt over det. Kan huske at jeg tænkte, at så længe de var lykkelige ville alt nok gå. Min ældste storebror var på det tidspunkt allerede flyttet hjemmefra, men jeg flyttede til en lille lejlighed tættere på byen sammen med min mor, og min yngste storebror blev boende på gården med min far. Jeg var i starten 1½ uge hos hver. Ca. i 6. klasse begyndte jeg at drikke og ryge. Mig og mine veninder tog til 'sodavandsdiskotek' drak os i hegnet og prøvede at score fyre. Jeg har altid været buttet, og var det også på det tidspunkt men slet ikke overvægtig, som jeg er nu. Jeg havde et lavt selvværd, og lod mine veninder styre og dominerer.
Min mor fandt en ny mand på sit arbejde, som vi flyttede sammen med. Jeg blev ligeså stille mere rebelsk, men på den anden side mere indelukket. Jeg var trodsig overfor min mor, som jeg begyndte at få et svært forhold til. Hun begyndte at drikke en del, og når hun drak blev hun spydig og svinede mig til. På den anden side blev der ikke sat nogle regler for mig, og jeg kunne stort set gøre hvad jeg ville. Jeg brugte meget af min tid på nettet, hvor jeg lagde udfordrende billeder ud og havde et 'andet' liv. Jeg blev selvskadende. Jeg mødte en fyr på nettet, som jeg så mødtes med i virkeligheden. Vi blev kærester, og han var en super flot og sød fyr. Men jeg var MEGET jaloux.
Den 5. oktober 2005 blev jeg som 13-årig indlagt på børnepsykiatrisk afdeling efter en OD panodiler (tog ca. 80-100 stks). Jeg ved nu, at jeg ikke ville dø, men ville have hjælp. Da jeg gjorde det, blev jeg opdaget, og fik beskeden at jeg bare skulle kaste dem op. Det kunne jeg ikke, og så gik turen til sygehuset. På vej derind fik jeg svineren, og at jeg bare gjorde det for opmærksomhed. På sygehuset var jeg indlagt en uge. Mine levertal ville ikke gå op igen, og lægerne fandt så ud af, at jeg samtidig med at OD'en ødelagde min lever, også led af mononukleose (kyssesyge). Jeg snakkede med en psykolog, men jeg var igen, meget trodsig. Jeg fortalte ham, at hvis han ikke gik ud fra min stue, ville jeg kaste op i hovedet på ham(!). Jeg fik tilkendt samtaler med vores skolepsykolog.
De næste par år gik værre og værre, og mit forhold til min mor blev mere anstrengt. Jeg valgte i sommeren til 9. at flytte hjem til min far i Roskilde med hans nye forlovede (senere kone). De boede der midlertidigt, og havde købt en grund i en lille by 20 km fra Roskilde, hvor deres nye parcelhus skulle bygges. Men der ville gå noget tid, inden det stod færdigt. Så først boede vi 3 mdr i en campingvogn over sommeren. Ssså flyttede vi til et sommerhus i Slagelse inden jeg skulle starte i 9., hvor jeg skulle gå i den lille by vi skulle flytte til. Fra sommerferiens slutning til januar, skulle jeg hver dag bruge 3 timer på hjemtransport, min far kørte mig om morgenen. Det tog hårdt på min energi. Derudover blev jeg groft mobbet i min nye klasse, pga min vægt (som dengang ikke var særlig slem :s). Drengene i klassen kaldte mig ting som 'Kuglestøderen' og 'Rullemarie'. Da vi havde haft efterårsferie kom jeg tilbage, og i min pult (ja, de findes stadig) lå en seddel, hvor der stod 'Velkommen tilbage, Rullemarie!'. Jeg var chokeret over mobningen, for på min gamle sole foregik den slags ikke. Jeg følte mig magtesløs overfor det, for det var så plat, at jeg slet ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg begyndte at pjække fra skole uden mine forældre viste det, og jeg begyndte at trøstespise meget. Jeg fik i 9. klasse en kæreste fra min gamle by, og vi havde nogle gode mdr sammen, indtil jeg slog op da jeg ikke følte meget for ham mere. Siden var vi on/off i ca. 2 år og gjorde hinanden kede af det gang på gang, og vi ses stadig med mellemrum.
Da jeg gik ud af niende, begyndte jeg på efterskole i 07. Jeg var skeptisk, men det skulle vise sig alt i alt at blive et skønt år. Jeg boede på 4mandsværelse, hvilket var svært for mig da jeg er et meget privat menneske, men pigerne endte med at blive nogen af mine bedste veninder. Jeg var med mellemrum ret nede (vil tro at jeg har haft depression), og ville mest bare være derhjemme, hvilket jeg så også valgte at gøre tit. Men da vi sidste dag skulle sige farvel, fandt jeg ud af hvor mange dejlige mennesker jeg havde mødt, og hvor meget jeg havde udviklet mig personligt. Jeg var gået fra en politisk uinteresseret gucci-pige til en venstreorienteret frisindet haremsbukse-pige.
Jeg startede 08 i 1.g. Alt var skønt i starten, dejlig klasse. Men som årene gik, blev jeg mere og mere deprimeret. Jeg startede hos en psykolog vinteren/foråret 08, primært for at helbrede min voldsomme eksamens/præstationsangst men efterhånden snakkede vi både om dybere ting fra min barndom, og hverdagen, da jeg var meget nede. Jeg begyndte at få et anstrengt forhold til min fars kone, og da min yngste storebror flyttede hjemmefra i sommerferien 09 som jeg skulle starte i skole, gik det drastisk nedad. Vinteren 09/10 var meget hård, og jeg blev igen meget selvskadende, deprimeret og pjækkede fra skole. Jeg gik til læge, fik konstateret en svær depression, fik antidepressiv og fortsatte intensivt hos psykologen.
Imens alt dette foregik, begyndte jeg et 'forhold' til min bedste veninde. Jeg måtte sande at jeg var biseksuel, og jeg var meget vild med hende. Vi var 'sammen' et par måneder, indtil det sluttede, da un ikke havde samme følelser for mig som jeg havde for hende. Dette tog også hårdt på mig.
I marts 2010 henvendte jeg mig til psykiatrisk skadestue, og blev indlagt i3 dage, hvor jeg også hallucinerede. Blev sendt hjem med beskeden at de ikke kunne behandle mig for depression via indlæggelse. Det gik længere og længere nedad og henvendte mig ca. 2 uger senere igen, men blev sendt hjem samme aften med samme besked. I april blev jeg ekstremt selvskadende, var næsten ikke i skole, gik ikke i bad og ordnede ikke mine ting. Havde intet overskud overhovedet og var ekstremt deprimeret. Antidepressiv virkede ikke. Den 26. april besluttede jeg mig for, efter flere dages planlægning, at jeg ville stikke mig selv i maven og låret med en køkkenkniv og derefter ringe til 112. Jeg skar mig over hele kroppen og prøvede at stikke mig. Men det var umuligt. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg prøvede at presse min mave nedover kniven, men den ville ikke igennem. Til sidst hentede jeg min far, og viste ham et dagbogsindlæg jeg havde skrevet her på depnet, om mine planer. Jeg begyndte at græde og skrige og gå fuldstændig amok. Min far kørte mig på psykiatrisk skadestue igen, og sagde til dem, at han forlod ikke stedet før de havde fået min indlagt. Jeg blev indlagt på skadestuen i 2 dage, og blev så overført til en åben afdeling. I starten planlagde jeg at stikke af, drikke mig fuld, skære min pulsåre og ringe til 112. Som jeg planlagde det yderligere, udviklede mine planer sig til et decideret selvmord. Jeg var klar til at dø. Jeg ville hoppe ud af vinduet, købe en flaske vodka, gå ned i skoven, smadre flasken, skære min pulsåre og lægge mig til at dø. Dette viste sig umuligt, da der sad en lås udenpå vinduerne (my luck!).
Jeg var på afdelingen i ca 2½ måned, mens jeg var sygemeldt fra skolen. Diagnoserne gik fra Depression til Borderline+OCD til min seneste (endelige) diagnose Skizofreni + Dependent emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (gren af Borderline). Skizofrenien blev diagnosticeret udfra alle mulige forskellige tests (bla. Rorschachs blæk test), og udfra, at jeg var paranoid (følte at jeg blev overvåget), havde set ting der bevægede sig + kunne mærke dem i mine hænder, at jeg forklarede at mine tanker tog form (svært at forklare) og at jeg fik abnorme og mærkelige tanker. Senere er jeg også begyndt at høre stemmer. Jeg startede straks på antipsykotika, som siden er blevet hævet og hævet (får lige nu antipsykotisk Seroquel 500 mg, og antidepressiv Cymbalta 90 mg). Under indlæggelsen blev det hele værre ml. min fars kone og jeg, og jeg blev til sidst smidt ud hjemmefra. Til mit held, fik jeg en kollegiebolig, som jeg flyttede ind i per 1.juni.
Udover alt dette skal det siges, at min mor stadig drikker (værre end nogensinde), min far er vag overfor hans kone som ikke kan lide mig (jeg kan egentlig godt lide hende), jeg føler mig ensom efter at være flyttet hjemmefra og min største storebror er røget ind og ud af fængslet for narkosalg de sidste 7 år.
Da jeg var indlagt sagde lægerne at jeg ligeså godt kunne droppe ud af gymnasiet, ville aldrig klare 3.g, men jeg var fast besluttet på at gennemføre. Nu er jeg så begyndt i 3.g, og alt er bare gået nedad. Har igen intet overskud, får ikke ordnet mine ting, alt er fuldstændig uoverskueligt, og er meget selvskadende igen. Jeg føler et tomrum efter det psykotiske er fjernet, og disse huller bliver udfyldt af noget depressivt. Jeg føler aldrig at jeg nåede at lære det psykotiske at kende før det blev medicineret væk, så jeg har den sidste tid selv fremkaldt det. Jeg gør dette ved at tage en sovepille og ikke lægge mig til at sove, så får jeg 'anfald', da jeg bliver 'hyperaktiv'. Jeg føler, at det er en naturlig del af mig, som bare er fjernet.
Lægerne havde ret, da de sagde at jeg ikke ville kunne klare det, og min kontaktperson (er stadig ambulant indlagt, kommer på psyk 1- gange om ugen) har sagt til mig at jeg skal begynde at overveje plan B. Hvad jeg vil gøre, hvis jeg er nødsaget til at droppe ud. Så er jeg også nødt til at finde ny bolig, da mit nuværende er kollegieværelse, altså skal jeg studere for at bo her. Men jeg vil ikke overveje plan B. Jeg VIL gennemføre. Jeg har en dejlig klasse, og VIL have hue på sammen med dem sommeren 2011. Men er ved at sande, at jeg er syg, og måske bare ikke kan. Ved ikke hvad jeg skal gøre lige nu..
Tja, det var så en lille bid af min historie.. Når jeg tænker over det, er der meget jeg mangler at skrive, men kan ikke overskue mere nu. Ved godt at der sikkert ikke er nogen der læser det her, men nu har jeg fået skrevet det ned.