Min historie

My ups and downs - min livshistorie.

Skrevet af Foxy

OPDATERET d. 05-09-2010

Jeg har altid lidt af social fobi og de seneste mange år af depression som følge af min social fobi. Men fik først begge diagnoser for nogle år siden - først hos lægen, derefter hos en psykolog og til sidst hos psykiateren.

Jeg startede til psykolog i 1.g og gik der ca. 1 år. Min daværende studievejleder henviste mig til en psykolog hvor jeg fik tildelt 10 samtaler gratis af kommunen. Brugte dog kun de 8 samtaler fordi efter den samtale mente psykologen ikke der var mere hun kunne hjælpe mig med, da hendes primære arbejdsområde var at hjælpe mig med at få det bedre i klassen, men da jeg ikke fik det bedre besluttede hun at jeg skulle kontakte min læge som så skulle henvise mig til en psykiater. Fik min moster til at hjælpe mig med at ringe til psykiateren – ville ikke have mine forældre indblandet på nogen måde. 6 måneder efter at jeg havde lavet aftalen med psykiateren lå min første samtale.

Men vil gerne lige vende grundlaget for henvisningen lidt mere detaljeret:

Grundlaget for henvisningen til psykiateren skal findes i min barndom/pubertet. 1) Jeg blev adopteret fra Indien og er enebarn. Dette er en af grundene til jeg klare mig så dårligt socialt. 2) Jeg blev frosset ud af min folkeskoleklasse i ca. 2½ år (før 10. klasse) fordi jeg ikke var parat eller havde lyst til at deltage i privat festerne. Mit lokalområde er ret lille, så da jeg ikke viste interesse i første omgang blev jeg aldrig budt med efterfølgende. Det bedste år af mit liv var i 10. klasse. Her mødte jeg en masse hjertevarme og en homogen klasse – desværre snakker jeg kun med 1 derfra i skrivende stund.

I børnehaven havde jeg en bedste veninde, men dette holdt ikke da vi kom i børnehaveklassen. Her mødte jeg til gengæld en anden sød pige, som hurtigt blev min bedste veninde. i 7. klasse skete ændringen fordi jeg kun havde knyttet mig til en i klassen og havde udelukket de andre. Hun begyndte at være sammen med andre fra klassen som jeg ikke kunne med og sad derfor alene de næste 3 år. Var faktisk meget ensom og ked af det, på trods af det nægtede jeg at skifte skole! Skulle jeg nok have gjort set i bakspejlet. Men kom ud af 9. klasse med et okay gennemsnit.

Jeg er glad for at jeg valgte 10. klasse! Her mødte jeg en masse søde mennesker. Klassen var også mere homogen end den klasse jeg kom fra. Her blev man accepteret som den man var. Desværre snakker jeg kun med en person fra denne klasse i skrivende stund. Men som med alle andre så vokser man fra hinanden, så i stedet for at ærgre mig over ikke at snakke med folk mere så glæder jeg mig over den tid vi tilbragte sammen.

Efter 10. klasse startede jeg på STX (det almene gymnasium), det var i efteråret 2004. Det første halve år af 1.g var godt. Fandt en 3-4 mennesker som jeg klikkede godt med. Men som året gik blev jeg mere og mere frosset ud af "kliken". Klikerne i klassen var lukkede og derfor kunne jeg heller ikke komme med i en anden. Havde ingen venner i klassen, ingen venner udenfor klassen og karaktererne raslede ned. Så ensomheden kom igen.

Jeg mente at jeg kunne gennemføre 2.g på det grundlag, gennemførte da også, men min fraværsprocent har aldrig nogensinde været så høj og var ikke psykisk tilstede i nogen timer udover historie og oldtidskundskab. Snakkede kun med en anden pige som heller ikke havde nogen at være sammen med i klassen, hun droppede ud en 3 måneder før eksamen og så var jeg alene. Efter eksaminerne i 2.g blev jeg kaldt til møde med rektor og min studievejleder (som også var min klasse-/spansklærer) omkring situationen – den var uholdbar, var ulykkelig og havde ingen lyst til at gå i skole derfor besluttede vi over hals og hoved at melde mig ud af gymnasiet - eller rettere sagt jeg droppede selv ud og kom selv med forslaget om at starte på HF. Hvilket senere viste sig at være en god idé!

Efter en telefonopringning fra rektor blev jeg optaget på HF på et andet gymnasium (på
basis af mine 10. klasses karakterer – og at den gamle rektor + studievejleder sagde god for mig). 1.HF gik godt og snakkede med en masse mennesker. Vi var en lille gruppe piger som hyggede os meget sammen både i og uden for skolen. Men i 2.HF gik den ene ud og flyttede til Nordjylland og med hende forsvandt limen der holdt gruppen sammen. Så var på en måde alene igen som jeg havde været i 2.HF. Forskellen var bare at klikerne var åbne i denne klasse, så selvom jeg ikke så meget til folk uden for skolen så kunne jeg stadig snakke med dem i skolen. Hvilket var guld værd! For havde det stadig bedre end i 2.g. Fandt også ud af at jeg ikke havde nok tilfælles med folk som jeg troede og det havde nok også været med til at opløse gruppen som jeg havde været meget sammen med i 1.HF.

Men student blev jeg i sommeren 2009 og det var i tilmed den i den værste periode man kunne tage et sabbatår i. Pga. krisen var der ingen jobs, så min plan om at arbejde et ½ år og så rejse i et ½ år gik i vasken. Så blev i realiteten student i et tomrum.

I sommeren 2009 efter jeg blev student gik jeg på VUC for at hæve mit tysk et niveau. Her mødte jeg to piger som jeg på daværende tidspunkt troede, ville udvide min bekendtskabskreds en lille smule, dette viste sig dog ikke at holde stik. Den ene mistede jeg allerede kontakten til efter endt kursus og den anden holdt i nogle måneder. Hun stoppede simpelthen med at snakke med mig af en grund jeg ikke kender, for vi skiltes ikke som uvenner eller noget. Faktisk en skam for vi hyggede os godt sammen. Siden har jeg ikke snakket med nogen af dem. Men dette skræmte mig ikke væk for i januar 2010 var jeg igen at finde i korridorerne på VUC. Denne gang for at hæve engelsk og matematik et niveau op. Her mødte jeg også nogle søde mennesker, som jeg var sammen med på skolen og et par gange uden for skolen, holder kun kontakt til en fra mit engelsk hold i skrivende stund. På trods af min sparsomme vennekreds har jeg mistet lysten til at holde kontakt til dem fra min folkeskole, 10. klasse, STX, HF og de tre hold på VUC med få undtagelser. Det er svært at holde kontakten.

Som det er med så mange ting, så finder man solidaritet med dem i nu’et som fx på en skole, når man så går ud af denne skole ryger solidariteten også. Så starter man på en ny skole eller noget lignende og får en lignende solidaritet med dem. Så er ikke decideret ked af at mistet kontakten til folk, er mest ked af at hverken de eller mig finder hinanden interessant nok til at bevare kontakten.

Jeg er lige startet på Århus Universitet og det har været et kulturchok uden lige. Forstår ikke ungdomskulturen hvor man drikker og går i byen. Jeg har svært ved at begå mig socialt i forvejen. Mærkede ikke så meget til det på HF, ved ikke hvad der trickede de tanker jeg stort set ikke har tænkt siden jeg gik på gymnasiet. Lige nu har jeg mest lyst til at gå i seng og sove i flere dage. Så lige nu spekulerer jeg en del over hvad jeg gør osv.

Dette var historien i kronologisk rækkefølge. Men der er stadig et par pointer jeg mangler at dække før "Min Historie" er helt færdig.

Jeg deltog i et projekt der faktisk var en slags selvhjælpsgruppe for "stille piger" - altså piger som mig som havde det svært socialt af den ene eller anden grund. Jeg meldte mig ind i biografklubben. Vi mødtes ca. hver 14. dag og tog i biografen og tit også på café før filmen for at snakke. Dette var mens jeg gik på 2. HF hvor jeg havde lidt mere overskud i forhold til tidligere år. Her mødte jeg en pige som er blevet en god veninde og snakker stadig med hende i skrivende stund. Vi ses ca. hver anden måned fordi vi begge har travlt.

Som den kvikke nok har bemærket har jeg ikke nævnt mine forældre med et ord i løbet af det jeg har skrevet. Dette har en grund og det er at jeg ikke diskuterer mit sygdomsforløb med dem. De aner ikke hvordan jeg har det - om min ensomhed og om mine andre kvaler i forhold til min social fobi og depression. Min far forstår knapt nok de ting han ved omkring det og min mor er overpylret fordi hun så gerne vil hjælpe. Men det virker modsat på mig, trækker mig tilbage og ind i mig selv. Så i bund og grund er den eneste jeg snakker med er min moster (den moster som ringede til psykiateren for mig). Begge mine forældre ved dog godt at jeg gik til psykiater i over 2 år og at jeg er stoppet igen hos ham.

Stoppede hos ham i december 2009 fordi han ikke kunne hjælpe mig mere. Set i bakspejlet kunne dette være den dummeste beslutning jeg har taget fordi min depression har stukket hovedet frem inden for de sidste 3-4 måneder.

Men har stadig MEGET god kontakt til min moster (som i sin tid hjalp mig til psykiater) og det er jeg virkeligt glad for. Hun er virkeligt min livredder til tider og kan give mig gode indspark i forhold til en speciel situation.

//Foxy.

Ps. Holder regelmæssig kontakt til de 3 veninder jeg har via sms og ved at se dem regelmæssigt.