Kærestesorg/depression.. jeg ved det ikke....
Skrevet af
hampselv
I tidernes morgen, var jeg gift og havde 4 børn. Har stadig 4 børn, men kun hver anden weekend.
I forbindelse med mit arbejde, fandt jeg en anden og derfor skilt. Min nye kæreste flyttede ned til mig og det gik, som det nu går, direkte efter en skilsmisse, man bliver lidt anderledes og savner da også sine børn og hele livet bliver vendt op og ned.
Det nye forhold gik op og ned og efter 1½ år blev vi enige om at flytte tilbage til hendes by. Gjorde det for hendes, vores og min skyld, i den rækkefølge. Meget nemmere ang. mit arbejde og hun kom op til det hun savnede, hun var jo ligesom låst fast i "min" by og så var jeg også glad, for nu kunne vi få styr på forholdet.
Pga. hendes nye arbejde og andet gik jeg selv og pakkede alt ned og 2 uger før vi skulle flytte ind i det nye, skred hun og så stod jeg der og skulle pakke resten af vores fælles ting, minderne og alt det der. Det var sgu hårdt. Troede ellers at nu skulle alt blive godt, når vi endelig kom hjem til hendes by.
Jeg fik så selv flyttet alt og endelig kom jeg på plads i Herning. Håbede hun ville komme og sige hej af og til, men hun havde allerede fundet en anden og han var vist ikke så glad for at hun så mig, så hun har kun været her nogle gange og vi snakker ikke meget sammen. Der gik 10 dage fra hun skred til hun fandt en anden og det slog mig helt ud. Fra den ene dag til den anden, ændrede hun sig 100 procent. Hendes opførsel får mig til at føle mig som en vejbump på hendes "livets landevej".
Her sidder jeg så i en ny by, uden at kende nogen, alene i en lejlighed. Selv når jeg er på arbejde er jeg alene, kører om natten.
Kører mange gange op i Føtex, det er de nærmeste "bekendte" jeg har, bare for at snakke lidt med nogen. Kan sagtens bruge 1 time, bare gå rundt og kigge.
Økonomisk, kører det også dårligt pga. flytningen. har næsten ikke råd til at blive boende, har ikke råd til at flytte og heller ikke overskud til det.
Jeg arbejder hver anden weekend, har børnene de andre weekender, så komme en tur i byen og møde andre mennesker kan jeg heller ikke uden at det kommer til at koste.
Skal konstant tænke på hvordan der bliver råd til noget som helst, alt er bare op af bakke.
Stille og roligt er mine tanker blevet mørkere og mørkere, græd hver eneste dag de første par måneder, nu er det kun et par gange i ugen. Er blevet utrolig følsom. Bedst når jeg tror at det er ved at blive bedre, sker der en lille ting og det hele vender tilbage.
Nedpakningen, flytningen, hendes afsked med mig, hendes måde at gøre det på, ensomheden, økonomien, den psykiske rutschebanetur der hele tiden er der......
Har haft selvmordstankerne, men har ikke lyst til at gøre det (tror det gør ondt), egentlig bare sove stille ind, kan ikke lide at have det på denne måde.
Overfor andre er jeg stadig den glade, men straks jeg vender ryggen til, er jeg tilbage til den nedtrykte stemning.
Tit har jeg stået og bare gloet. Så på lågen til mit køleskab i ca 40 minutter engang, det var lidt kedeligt. Kan ikke tage mig sammen til ret meget mere, alt tager dobbelt så lang tid.
Stå og kigge på den mad, der skal laves, kigge igen på den når den skal spises. Sidde og kigge på tallerknen når den endelig er tom.
NU, skal jeg i bad... 1 time senere sidder jeg stadig ned... NU skal jeg altså ud af badet... 10 minutter senere står jeg stadig under det varme vand.... OSV
Jeg har taget alle de tester jeg har fundet på nettet og de siger alle en depression i den tunge ende.
Jeg elsker hende stadig (4 måneder efter) og savner hende utrolig meget.
Ved ikke om det bare kaldes kærestesorger, men så er det ihvertfald alvorlige sorger.
Har aldrig haft det sådan før.