Mit liv
Skrevet af
Anonym
Jeg startede med en lykkelig barndom, jeg boede sammen med min mor til jeg var 6 år, hvor efter hun mødte en mand, hun ret hurtigt giftede sig med. Han adopterede mig og jeg kaldte han hurtigt far, min mor sagde en dag til mig, prøv at kalde ham far og det gjorde jeg jo, jeg var ikke særlig gammel. Det har hængt ved siden, selvom jeg ikke har det bedste forhold til ham.
Han var en travl mand, arbejdede meget og vi lavede ikke noget sammen som familie, der var også mange regler. Ting jeg ikke måtte. Dette blev værre, da jeg blev 14.
Jeg begyndte at komme i trods alderen og det kunne min far ikke klare, han ville kontrollere mig og have det på sin måde, jeg havde samtidig en mor der ikke blandede sig. Hun gjorde ingenting.
Jeg fik det allerede her skidt psykisk, jeg trivedes ikke socialt i skolen og havde svært ved at finde ro, jeg søgte mange dating sider igennem men fandt aldrig den tryghed jeg søgte efter, fandt kun fyre der ville have sex og der var jeg slet ikke. Jeg fik en masse dårlige oplevelser ud af det og på hjemmefronten var det rigtig slemt, der var ikke en dag uden skænderier.
Jeg ville rigtig gerne på efterskole, men mine forældre ville ikke have det, jeg skulle i gymnasiet, samtidig med det køber jeg en hest (ridning var i mange år min store interesse) og den står på et stutteri ejet af et ægtepar, men manden her er et værre svin og kan ikke holde fingerene fra mig. Det står på i 5 måneder. Så opdager mine forældre det. Vi snakker ikke om det, jeg får ingen hjælp. Jeg er helt ødelagt psykisk og skal starte i 2 g.
Det går helt galt, jeg kan ikke passe min skole, det går værre og værre der hjemme og mine forældre flytter til et mindre hus hvor jeg for alvor føler mig frosset ude. Så jeg flytter hjemmefra, her er jeg 17 år. Jeg flytter på et kollegie, og her begynder festerne, drengene og det vilde liv at blive en hverdag for mig, jeg arbejder ikke, jeg drikker hver dag og jeg begynder at tage stoffer. Der er mange mænd og jeg er bund ulykkelig og tænker på selvmord.
Som 18 årig kulminere det med jeg prøver at begå selvmord, jeg bliver indlagt på hospitalet og skal blive der weekenden over, men jeg har det så skidt og personalet vil ikke hjælpe mig så jeg udskriver mig selv. Jeg skulle ellers have snakket med en psykiater om mandagen. Det var en stor fejl, men sket er sket.
Jeg har på det tidspunkt mødt min eksmand og vi beslutter hurtigt at jeg skal flytte ind hos ham i københavn og bo der, det forhold varede 3 år og var alt andet end lykkeligt, min eksmand var psykopat grænsende, og jeg var syg, han dominerede sygeligt og kørte mig ned og var temperamentsfuld overfor mig, økonomien sejlede alle årene og vi roede os ud i en masse lort. Vi købte desværre en lejlighed sammen og blev gift.
Jeg fik til sidst nok af at være fanget, jeg begyndte i smug at kigge på dating sider, ikke fordi jeg havde lyst til en anden mand, men fordi jeg ville væk og troede redningen kunne findes der, det kunne den også.
Jeg møder min eks og han ser hurtigt den er helt gal mellem mig og eksmanden og jeg kan flytte ind hos ham. Så starter en lang og bitter skilsmisse og jeg bliver sygemeldt få måneder efter, her begynder angstanfald at melde sig, jeg er brugt op psykisk.
I oktober bliver jeg så dårlig, min eks ringer til psykiatisk skadestue og jeg kommer ud til en samtale, i første omgang bliver jeg ikke indlagt, men 2 dage efter indlægger de mig. Mine forældre vil ikke komme selvom jeg siger jeg har brug for dem.
I julen går min eks fra mig, jeg er på det tidspunkt overført fra lukket til åben afdeling, han rejste til usa og slog op derovre. Bum. Mine ting og dyr bliver placeret og jeg synker længere ned, så får jeg stillet diagnosen skizofreni.
I marts møder jeg min nuværende kæreste, han er noget helt særligt men jeg kan ikke finde ro i vores forhold, jeg er for ødelægt til at tage det seriøst, jeg er meget indlagt og møder under en indlæggelse en fyr jeg er min kæreste utro med. Han smider mig ud af vores fælles hjem og jeg står på gaden og bryder sammen igen, bliver hentet af politiet da jeg truer med selvmord og bliver igen indlagt.
Min kæreste og mig finder sammen igen, efter en lang kamp for min side af. Men det holder ikke, kort tid efter går det galt igen, jeg finder en ny fyr, han smider mig ud igen og jeg bliver igen indlagt, der er man gået igang med at lede efter en lejlighed til mig. Sådan en finder vi og jeg flytter derhen. Der begyndte tingene at falde til ro.
Jeg fjoller stadig lidt rundt men en dag skal min kæreste aflevere de sidste ting til mig og jeg spørger om jeg ikke skal købe pizza til os og det siger han ja til og vi sidder og snakker og hygger os ret meget og ender med at kramme over i min seng og jeg spørger om vi ikke skal være sammen igen og han siger ja og det var marts sidste år og siden da har jeg været ham tro og vil ALDRIG drømme om at gøre sådan noget igen, jeg har lært en dyrt købt lektie og tager stor afstand fra hvad jeg har gjort.
Desuden fandt jeg ud af jeg virkelig elsker manden og at han vil mig det godt. Jeg blev tryg.
Psyken er stadig ødelægt og jeg kæmper meget med systemet. Men det går fremad. Rask bliver jeg nok aldrig, men har fået et langt mere stabilt liv og er lykkelig på mange punkter, så mere til jeg ikke forlange nu..