En pårørendes historie
Skrevet af
FrankL
Min kone er indlagt på psyk. med akutte selvmordstanker/handlinger!
I den tid hun har været indlagt har hun flere gange prøvet at tage sit eget liv! Jeg ved at personalet gør alt i deres magt at hjelpe min kone, men når et menneske er så besluttet for at tage sit eget liv griber selv den mindste chance!
Lige nu har hun en fast vagt der følger hende over alt! Desuden er hun tvangsbeholdt forløbig indtil udgangen af Januar måned hvor tvangen tages op til revurdering!
At indrømme at jeg har det svært med hende er nok en underdrivelse!Jeg ved godt, når jeg tænker rationelt over det så er det hendes sygdom der gør at hun ikke ønsker at være en del af denne verden mere!
Men følelser er andet end rationel! Jeg har til tider svært at forstå at hun ikkr ønsker dette liv mere! At hun vil lade mig i stikken og gøren ende på det hele! Når hun siger at hun elsker mig, men i næste sætning siger at alt hun tænker på er hvordan hun hurtigst muligt kan tage livet af sig selv, bliver mildest talt forvirret! Hvordan kan man elske en og samtidig er parat at såre det samme menneske med den mest ødelæggende og egoistiske handling? Og burde jeg ikke være mere forstående end andre?
Jeg er nemlig selv psykisk syg! Jeg kender selv til de dæmoner der lever i hendes sind! Men der er vi tilbage i kampen mellem det rationelle og følelsesmæssige jeg!
Hvis jeg skal være ærlig så har tanken om at stikke af fra det hele strejfet mig! Simpelthen pakke mine kufferter og så farvel! For de nætter hvor jeg ikke får sovet håber sig op! Angsten for når hvergang min mobil ringer, at det er afdelingen der siger at hun nu er død grænser til ødelæggende!
Men jeg stikker ikke af! Jeg bliver her og kæmper for min kones liv! Fortæller hende hver dag hvor meget jeg elsker hende og hvor meget jeg holder af hende i håb om at mine ord kan besejre hendes sygdom! Ved godt det er naivt, men det er den eneste våben jeg har!
Men jeg ved også at jeg selv har brug for støtte! Når sådan en krise rammer en finder man hurtigt ud af hvem ens sande venner og familie er! I min kones tilfælde valgte vores lille vennekreds og en stor del af familien at stikke hale mellem benene og lukke af!
Så derfor har jeg ved omveje fået kontakt med min kommunes socialpsykiatri! Men de kommunale hjul drejer langsomt! Det er nu 1 måned siden at jeg fik den første besøg af en koordinator som sammen med andre i hans team finder ud af hvorvidt jeg kan få støtte eller ej! I Fedags rykkede jeg for et svar, så nu kommer han her sent i eftermiddag for at få de sidste oplysninger!
Men som jeg sagde til ham er det ikke en process som skal tage alt for meget tid! Kan mærke at jeg er ved at nå mit bristepunkt!
Ellers må jeg finde andre alternativer! Om jeg så skal betale for at komme til en psykolog! hvor jeg skal få pengene far er mig en gåde men et eller andet skal der snart ske!
Ta' ikke fejl! Jeg har ikke ondt af mig selv, men prøver bare på at passe på mig selv! Hvad hjælper det nogen at jeg også ender på psyk? Ingen!
Har nemlig brug for at kunne læsse alle de tanker jeg slås med af på nogen! Mine mørke tanker, mine triste tanker og mine bekymringer! Hvis man lukker det hele inde bliver man ædt indvendig fra!
Og det er mit råd til andre pårørende! La' være med at spille sej og stærk! Søg og find hjælp til at komme af med de ting man selv slås med! Ingen er tjent ved at man kører sig selv i sænk kun fordi man ikke tør/vil vise sine svagheder! Og det er ikke en svaghed at spørge om hjælp til sig selv! Det er ingen svaghed at indrømme at det hele til tider kan være meget svært at håndtere!
Jeg håber at min hjælp er på vej! Og jeg håber at nogen og jer det læser dette her finder ud af at det er ok at sørge for sig selv også at det ikke er et nederlag at husk sig selv midt i det hele!