Hvordan var det nu?
Skrevet af
LilPigenDK
Jeg er en pige på 19 år, lider af kronisk svær (livsfarlig) depression. Har nogle lunde haft den i 6 år, har haft den konstateret i 2½ - 3 år, hvor jeg har prøvet en masse medicin og haft samtaler med psykiater.
Jeg husker ikke meget fra min barndom, da jeg har prøver at glemme den med vilje, da jeg som fars pige oplevede at min far gik under jorden og kun besøgte os 1-3 gange om året. Social har jeg heller ikke været men havde en fast veninde, som jeg har kendt siden børnehaven, jeg brugte det meste af min tid sammen med hende. Så var der en ''opgangsveninde'' nogle år yngre end mig jeg også legede meget med, som 11 årig fandt jeg en lille gruppe venner som jeg var sammen med hver dag i klubben, dem ser jeg ikke med mere. Veninden bor nu i Jylland, er gift og har lige fået barn, ''opgangsveninden'' blev for snobbet og hænger ude med folk jeg ikke kan fordrage og gruppen af venner ..
Ja ? Dem ved jeg ikke noget om mere.
Min tilstand blev opdaget i 10'ne klasse, da alle mine spansk timer endte i gråd over nogle samtaler der altid endte med forældre. Kunne græde 2 gange om dagen hver anden dag, uden at vide hvorfor?
Jeg snakkede med min skoleleder, der en dag opfangede min gråd, han sagde med det samme om jeg muligvis kunne ha en depression og bad mig tage til læge og bede om at komme til psykiater - Og det skete. Efter en samtale på 15 - 20 min sagde psykiateren at jeg havde en depression og at jeg skulle starte på medicin samme dag. HADER piller, bliver kvalt i dem, lige meget hvor små de er men bliver nød til det ..
Efter mange måneder får jeg det bedre, men glemmer at tage mine piller og stopper så helt med dem og efter flere sygemeldinger fra psykiateren stopper jeg også samtalerne. I sommers (2010) tog jeg en overdosis hos min far (som jeg ikke ser særlig tit) og ender på hospitalet, et døgn jeg NADA husker af. - Men historierne min far har fortalt, om alle de katte der løber rundt om nogle flyttekasser? , så ville jeg ønske det var blevet optaget..
Skulle ikke have stoppet, får et tilbagefald, og må starter helt forfra. - og har givet min mor de 100 piller jeg får på recept fordi jeg er bange for at det skal ske igen, selvom jeg hårdt prøver at lade være pga min kæreste og nevøer som jeg elsker rigtig højt.
I dag går det hele op og ned i meget store bølger, blev indlagt på psykiatrisk skadestue mellem jul og nytår, og igen efter nytåret, men blev hurtig ''smidt ud'' igen, men med ny medicin. Der er længe til min næste samtale, hvor vi skal snakke om ny medicin (som det så blev til på skadestuen) og om jeg måske skal starte på ECT.
Jeg er træt af at kæmpe, men gør det så godt jeg kan, får ikke så meget støtte hos familien og kæresten har svært ved at hjælpe, da han ikke ved hvordan han skal gøre. Føler nogle gange at han gør grin med mig, som om han siger ''åårh du har det også så hårdt'' det gør mig meget trist og har fortalt ham det. Orker intet mere, kunne ikke klare 2 skole dage på HF, så er stadig bare på kontanthjælp, som sygemeldt, så skal bare klare min behandling..
Nå, men jeg vil takke af nu, bare skriv/spørg hvis der er noget du vil vide eller have uddybet - svare på det meste
- LilPigenDK -