Et ensomt liv fyldt med mennesker
Skrevet af
Vilhelmine
Fra jeg var helt lille var min ynglings beskæftigelse at sidde helt stille oppe i et træ. Jeg sad der i timevis, jeg snakkede med mig selv og iagttog mennesker der gik forbi, en nabo der slog græs, eller mine forældre der stod i vores køkken og lavede mad. Jeg kom på friskole, hvor sammenhold og socialt liv blev sat højt, men det meste af tiden vandrede jeg rundt alene, jeg legede meget med sten, og jeg læste under mit bord i frikvarterene, hvor jeg nægtede at gå udenfor til de andre. Jeg husker at jeg allerede i de helt små klasser, var ked af at jeg følte mig anderledes, lidt mere tilbagetrukken end de andre børn, der virkede så sorgfrie. Som 11-12 årig begyndte jeg at ændre mig, fra at være en storlæsende nørd blev jeg en svane, og jeg fik pludselig veninder. Det hele gik meget stærkt. Jeg var fuld første gang som 12 årig, og jeg stoppede aldrig med at forarge. Hele min stille barndom blev til et stort riot, et slags oprør mod mig selv. Jeg var ked af min krop, følte mig alt for kvindelig til min alder, og jeg begyndte at sulte mig selv. Jeg nægtede at gå i bad med de andre efter idræt, og jeg begyndte at forsøge at stramme min mave ind med blandt andet plastic og tape, fordi jeg ville være tyndere. Jeg havde skiftevis bulimi og anorexi indtil en lærer i 7 klasse opdagede det. Hun kaldte mine forældre indtil et møde, men jeg benægtede det hele. Bagefter skete der intet. I stedet begyndte kernefamilien at gå i stykker, min mor forelskede sig i en biolog på vores rideskole, så min eneste hobby blev umulig at passe. Jeg endte i selvpineri, skar i mig selv på alle tænkelige måder, græd mig selv i søvn, begyndte at pjække fra skole, blev uvenner med alle dem jeg kendte. Snart blev jeg overflyttet til en folkeskole, hvor ingen bekymrede sig om mig, og mine forældre opdagede ikke, at mine før mere uskyldige forsøg på at skade mig nu tog til. Jeg begik selvmord første gang på min 15 års fødselsdag, tog en overdosis mens der sad gæster inde i stuen. Lagde mig på min seng og ventede på at dø. Det næste jeg husker er at jeg vågner på badeværelsesgulvet med opkast ned af min trøje. Jeg kom til lægen efterfølgende, men han troede jeg var over dramatisk. Mine forældre der havde travlt med skilsmisse og utroskab var enige, og de sendte mig i skole igen. Det resulterede i at jeg nu virkelig ville dø, jeg hadede det som pesten - så jeg lod som om jeg gik i skole i to måneder, mens jeg i virkeligheden sad med min dyne ude på badeværelset i vores kælder og græd under slukket lys i seks timer dagligt.
Ingen opdagede noget før skolen så mit fravær og kontaktede mine forældre. De blev sure, og så røg jeg på en ny skole.
Det viste sig at være en smule bedre, sommeren kom, jeg begyndte at spise mere normalt og kunne tilmed socialisere. Indtil en aften hvor jeg gik hjem fra en fest, og en ældre fyr vælger at køre ind i mig med sin bil, for derefter at stige ud og voldtage mig. Han rejste sig bagefter og kørte sin vej mens jeg lå på parkeringspladsen og ønskede at dø igen. Der startede mine panikanfald og mareridt, efter den episode blev jeg bange for næsten alt. Mørket, mænd, biler, hele området hvor det var sket, alle der havde tatoveringer, den duft han havde.. Jeg kunne slet ikke fungere. Da jeg kom hjem aftenen efter voldtægten havde jeg fået blå mærker, og mine håndled var også blevet mærket af hans grove behandling, men mine forældre opdagede intet. Jeg gik i bad og skar mig selv i lårene mens jeg græd, og tænkte på hvordan jeg skulle ende det hele. Jeg besluttede at jeg ville leve til jeg var 18, og hvis intet havde forandret sig så ville jeg hoppe ud foran et tog eller en bil.
Det blev to meget sære år for mig. Jeg holdt mig langt væk fra mænd, de gav mig panikanfald og opkastningsfornemmelser, og jeg blev i stedet forelsket i en kvinde. Jeg flyttede ind ved hende som 17 årig, da jeg ikke fandt meget støtte eller hjælp derhjemme. Hun viste sig at være en god hjælp på mange områder, hun lærte mig meget, men var også en utrolig manipulerende og dominerende kvinde. Hun var mig utro ved flere lejligheder, og gjorde hvad hun kunne for at bringe mit selvværd ned. Jeg blev psykisk nedbrudt, droppede ud af gymnasiet og gik nu hjemme uden noget at lave, udover at græde og føle mig misbrugt igen. Månederne op til min 18 års fødselsdag var en desperat tid for mig. På den ene side elskede jeg hende, og jeg ønskede at gøre noget ud af mit liv, og på den anden kunne jeg ikke tage flere svigt eller ulykker i mit liv. Jeg valgte at give livet en chance, og gik til lægen. Jeg hulkede mig igennem en time lang samtale, og endte med en henvisning til ungdomspsykiatrisk afdeling. Jeg startede langsomt op i en terapi gruppe for deprimerede og ensomme, men meget lidt hjalp det. I starten følte jeg mig bedre, vi blev forlovet, rejste meget, og jeg skulle starte på HF en måned efter. På min 18 års fødselsdag brændte mine veninder mig af, min far nægtede at komme fordi han ikke brød sig om min kvindelige kæreste, og min mor var der en times tid inden hun gik. Jeg fandt mig selv igen hade min fødselsdag, og med flashback til alle de andre gange jeg har tilbragt den, grædende og alene ude på et badeværelse.
Jeg endte med at leve videre. Flere gange har jeg været ved forskellige læger, alle har de forsøgt på mange måder at hjælpe mig. Jeg fik cipralex første gang som 19årig, det hjalp mig et stykke tid, men gjorde ikke underværker. Jeg har jævnligt panikanfald, jeg kan ikke sove, er vågen stor set alle nætter, og jeg kan ikke fungere. Der er ikke nogen, der ved det her. Ud af til er jeg en ekstremt velfungerende pige. Jeg bestod med et meget højt gennemsnit, jeg er selvforsørgende og har startet et firma, jeg har kysset fire forskellige mennesker i den her uge, og mine tre bedste veninder bor indenfor en radius af en km fra mig - og alligevel er jeg så ensom, at det eneste jeg har lyst til er at skade mig selv bare for at føle et eller andet.