The Fight 1
Skrevet af
Fight
Der var engang et lille uskyldigt nyt væsen, som blev født på denne jord. En lille pige af menneskeracen. Mennesket, som er så fantastisk til at tilpasse sig og overleve, og ikke mindst at lære.
Her kommer historien om denne lille pige.....
Min mor havde fundet sin livs kærlighed som 18 årig. Jeg har så tit hørt hendes historie om hvordan hendes veninde hjalp hende med at gøre sig til, at gøre sig smuk, så han kunne se hende..
Min far var overhovedet ikke interesseret i starten, så min mor stod på hovedet. Den dag i dag, ser hun det stadig som en sejr: jeg fik ham jeg ville have.
9 måneder efter kom jeg, og 11 måneder herefter blev de gift, for de kom fra 2 sønderjyske familier med gamle traditioner, og selv om det her er starten af 70erne, så var der krise i de små hjem, pga. de ikke var gift.
Ofte har jeg hørt på min mor fortælle om at de tvang dem og de ville slet ikke giftes på rådhuset og slet ikke have sådan et bryllup og hun sukker den dag i dag stadig efter sit prinsessebryllup.
Jeg kom, og jeg var dukkebarnet. Ofte har jeg oplevet min mor svømme hen i sit nostalgitrip, fortællende, hvilket skønt lille dukkebarn jeg var, perfekt, så smuk, så dygtig, så.. det hele.. hun tilføjede altid grinende, at hun næsten kun lige var stoppet med at lege med dukker, for det gjorde hun op i en høj alder, og så fik hun sin egne dukke. I dag har hun en dukke, en kæmpe gammeldags porcelænsdukke. Når man ser på mig som lille og år man ser på dukken, så ligner ansigtet utrolig meget. Denne dukke har hun omsorg for, og hun skifter tøj på den, putter den under sin dyne. Synger for den. Jo, min mor kan lide dukker.
Det gjorde hun nu også for mig, sang for mig. Hun elskede at synge for mig. Men hvis jeg har fået samme behandling som jeg har set hun har givet mine egne børn, ja så blev jeg behandlet unænsomt, når hun skulle skifte tøj eller bade.. hendes kommunikation med mine egne børn har været lidt ligesom til en dukke: så, nu skal du ligge stille, så nu ikke skab dig sådan osv..
Jeg var hendes levende dukke.
Levende dukker bestemmer man over, har man magten over, og man behøver ikke tage hensyn eller have nogen empati. De er DUKKER. Og jeg var en af min mors dukker, som hun altid selv så flot sagde. Hun forstod ikke, at der er forskel på mennesker og dukker. I dag samler hun også på dukker. Det er hendes særinteresse.
Men dukkebarnet var nu et menneske, uanset hvad denne mor, min mor opfattede det. Jeg var levende. Når jeg ser på gamle billeder af mig selv, hvor jeg sidder op, så er jeg en kæmpebaby, med enormt tykke lår og kinder.. godt polstret, mine øjne stråler og jeg griner på billederne. Lyst gyldent hår og i hjemmestrikket pink tøj. På billederne ser jeg meget levende ud og jeg stråler og ligner en spillopmager. Det var jeg også og min mor har fortalt mig hvor fræk jeg var. Engang da min mor vaskede tropper og spanden stod i døråbningen stod jeg og legede med døren og min mor sagde: du lukker ikke døren, og smæk så var det det jeg gjorde. Når man tænker på børn under 2 år og deres hjerneudvikling så har jeg sikkert bare fået med: luk dør, her fik jeg så min første røvfuld af min mor. Hun fortæller grinende og om den gode historie, fra dengang hvor jeg var så fræk, at jeg gjorde hende plask våd, og hun skulle sgu nok få mig lært ikke at behandle sin mor sådan og så fik jeg nogle ordentlige røvfulde.
Hvis min mor var vred dengang, så har det været en meget voldsom oplevelse for mig, for når min mor er vred, så er hun virkelig hysterisk vred og helt oppe i det røde felt.
Min anden røvfuld fik jeg så fordi jeg smagte på min egen lort efter en tur på potten. Jo ganske normalt for børn i den alder, men det vidste min mor ikke. Og hun ville jo have mig stoppet i den adfærd, og den eneste metode hun kendte var: vold.. så kan hun lære det! Plus jeg fik munden vasket med sæbe og en hel masse skæld ud.
Og jo da, som det menneske jeg nu engang er, så lærte jeg lyn hurtigt. Intelligensen fejler skam ingenting. Og jeg blev det perfekte barn. Min mor var så stolt af mig i så mange år, fordi hun havde været sådan en god mor og opdraget mig så godt, at jeg aldrig gjorde nogle fejl, og jeg var gudesmuk, hyperintelligent, berømmelsesmusikalsk niveau og en hel masse mere.. men jeg var sød og jeg trådte ikke ved siden af. Jo jeg var godt opdraget.
Det perfekte dukkebarn.
Den første erindring jeg har fra min barndom har så været et mareridt for mig fremtid 7. klasse. Her var jeg først klar til at reagere følelsesmæssigt på traumet.
Mine forældre var ved at bygge et hus ude i en lille landsby. Jeg var 4 år og det havde lige regnet. Jeg havde mit marsvin: nulle, og jeg husker varmen indvendig når jeg hyggede mig med Nulle. Det havde lige regnet og udenfor stod store beholdere til at blande cement i osv. Jeg havde Nulle med mig ud og tullede rundt der alene. Jeg husker stadig den harmoniske dejlige tullerundtverden, hvor jeg bare gik rundt udenfor og nød hver en ting jeg kunne kigge på og studere. Det er noget jeg altid har elsket. Nulle var nu blevet mudret til pga. regnvejret og jeg ville vaske Nulle. Jeg så en af de store beholdere med rent vand i og gik hen for at vaske den. Hovedet kom under vandet, og jeg husker min egen tanke: ups, man kan ikke trække vejret under vandet. Men så så jeg, at der kom bobler. Og jeg tænkte: nå, Nulle kan godt trække vejret under vandet, og jeg husker hvordan jeg sejlede med Nulle som en undervandsbåd under vandet og der kom masser af bobler. Jeg husker jeg havde det sjovt og jeg husker jeg følte jeg gjorde noget godt.
Det gjorde jeg jo så ikke lige. Min mor flippede total ud. Hun råbte og skreg hysterisk og smed den i skraldespanden lige for mine øjne udenfor og sagde: det er din skyld, din skyld. Sådan husker jeg det.
I 7. klasse føler jeg denne indre smerte og tristhed når jeg tænker på Nulle. Jeg drømmer om Nulle om natten. Jeg får grædt over Nulle og jeg får komponeret min egen farvelsang for Nulle. Jeg er helt inde i barneuniverset og sorgen og får sagt ordentlig farvel til Nulle. Siden da har jeg ikke drømt om Nulle og smerten er væk.
30 år senere end dengang jeg kom til at slå Nulle ihjel, så bliver jeg faktisk konfronteret med Nullehistorien igen. Jeg er til min mormors begravelse, og en kusine til min mor, hun har i hvert fald ingen pli eller grænser. Jeg kendte hende ikke. Men dengang var hun sammen med min mor åbenbart. Til begravelsen var det første hun mødte mig med: nej dig husker jeg, det var dig som knækkede nakken på dit marsvin, og marsvinet bare hang som en død karreklud. Det gav et stik i min mave. Det var det eneste dette fremmede kvindemenneske sagde til mig. Det kørte rundt i mit hoved. Har jeg gjort det? Hvorfor har jeg gjort det? Det vidste jeg ikke, det er ikke sådan jeg husker det. Måske er det bare en af mine mors dramatiske historier igen. Måske var denne fremmede slet ikke til stede, men det er bare noget min mor har fortalt. Jeg aner det ikke, og jeg får det heller ikke at vide, for jeg har ikke tænkt mig at finde dette kvindemenneske for at få mysteriet om marsvinet opklaret. Jeg har sagt pænt farvel til Nulle, og det har jeg det godt med.
Utroligt at såden en lille episode, som jeg reelt aldrig kunne stilles til ansvar for, og enhver ville jo kunne sige: det var din mor som var uansvarlig og lod en 4 årig lege alene med et dyr, og så endda udenfor med store farlige redskaber og beholdere fyldt med vand, utroligt at sådan en lille episode kan præge et menneske så meget. Men jeg kan skrive under på, at det kunne det, indtil jeg fik sagt farvel som 13 årig.
Da mine egne børn fik dyr, så sørgede jeg for altid at være til stede og jeg hidsede mig ikke op, når de klemte det for meget eller gjorde andre børneting som dyr ikke har godt af, men guidede dem og viste dem og lærte dem hvordan man gjorde. Nogle gange havde vi diskussioner: jamen jeg vil køre med marsvinet i dukkevognen eller pakke den i en taske eller klæde den ud osv.. og jeg sagde nej og forklarede det ikke var godt for dyret. Det forstod mine børn ikke altid, for det kan børn simpelthen ikke forstå. Derfor er det vigtigt at vi som voksne er sammen med mindre børn, når de har et dyr. Senere når empatien er mere udviklet og de forstår dyret som levende væsen som kan føle smerte og har behov, så kan man lade dem være alene med det. Men mens de er små, så er dyret en sjov levende dukke for dem; ikke andet.
Ja, så det er jo bare en af de ting jeg har videregivet til mine egne børn, en af de ting jeg har gjort bedre end min egen mor, og som jeg er stolt over, hvordan jeg har taklet det, og at jeg har lært mine børn noget rigtig godt på en god måde, uden der kom traumer ud af dette, som det jo gjorde i mit tilfælde.
Jeg har altid været naturelsker. Der fandt jeg min ro. Som barn gad jeg ikke at lege. Jeg hadede at lege. Jeg hadede endnu mere at blive sat til at lege med andre. Deres åndsvage dukkelege, far mor og børn, eller købmand.. hvor herre bevares jeg hadede det. Jeg elskede at gå for mig selv. Jeg elskede at mærke og høre mine indre tanker.. en tryg summen i mit hoved. Der er ikke noget bedre, det er faktisk den samme følelse eller fornemmelse jeg har, når jeg skriver; og det er derfor jeg elsker at skrive.. og når jeg spiller computer eller musik, så får jeg også den følelse.. der er ikke noget bedre. Så er jeg hjemme.
Som barn elskede jeg som sagt naturen. Vi havde 1400 m2 have, så der var nok at se på. Det var ikke bare græsplæne. Ude foran var der det smukke hus, med alle variationerne af knopperne på muren.. malet i sort og hvids, og jeg elskede at fine knopperne i malingen, dem som skilte sig ud, fordi de var større end de andre. Og så var der jo grus. Der er jo ikke noget så herligt som grus. Er i klar over hvor mange slags sten der findes? :D. Og så var der jo rosenbuskene, som smøg sig op af gavlen indtil indergårdspladsen. Jeg er ude foran huset lige nu. Så var der blomsterbede i en hestesko, bygget op af knækfliser i specielt mønster. Nogle havde rykket sig lidt med årene og var lidt skæve.. Også de havde ujævne sten i sig, som man kunne se og prikker også. Men det allerbedste var så stedmoderblomsterne som fyldte hele bedet. I alle mulige farmer og faconer. Jeg elsker stadig i dag stedmoderblomster. Der var så også et kæmpe stort stykke med fliser, 6kantede fliser og der var så disse fantastiske bitte små huller i fliserne hvor myrene boede og kravlede rundt hele dagen, slæbende på alt muligt, frem og tilbage og de omveje disse myrer går, fordi de går i et specielt mønster.. haha.. hvilken fornøjelse :D Jeg kunne sidde i timevis og studere myrer, åh jo, jeg kender myrernes sviende saft, for nogle gange opdagede jeg jo ikke at de invaderede mig. Men det gjorde ikke noget. Det var fantastisk bare at sætte sig ud på fliserne og så glo på myrer. Hvor længe jeg plejede at sidde der, aner jeg ikke, men hold op jeg har gloet på myrer i min barndom. Der fandtes ikke noget bedre :D.