Det er ikke nemt
Skrevet af
Steph92
Det er ikke altid let at være mig, en 18 årig pige med en svær depression.
Mit liv har altid været fyldt med en masse nedture.
Jeg har en søster som er handicappet hun har altid fyldt meget af min hverdag, hun har altid været i centrum uanset hvad. Jeg har aldrig følt, jeg stod i skyggen af hende som yngre, men nu påvirker det mit liv voldsomt.
Jeg kæmper om opmærksomhed fra mine forældre og familie, jeg kan slet ikke undvære mine forældre, fordi de nu har mere tid til mig, nu hvor hun er blevet ældre. Jeg elsker min søster, og hendes handicap gør mig syg indvendig, jeg vil have hun får et godt liv, med kærester og det hele, men det er sku ikke nemt for hende..
I folkeskolen blev jeg altid mobbet, enten fordi jeg var grim eller bare fordi de synes jeg var dum. Jeg bev kaldt dumbo og trold på grund af mine flyve ører. De gik mig så meget på at jeg valgte at få dem opereret ind. mobberierne fortsatte og jeg hadede skolen mere end noget andet, jeg græd hver dag jeg kom hjem. Kan huske en episode, hvor jeg blev mobbet med at jeg havde en handicappet lillesøsster, det føltes som et stort stik i hjertet.. Jeg flyttede skole, men mobberierne havde gjort mig meget usikker på mig selv, så jeg fik ingen venner på min nye skole.
da vi begyndte at campere, fik jeg to bedste veninder der var tvillinger. Vi var sammen altid, og jeg elskede de to piger, de var der altid for mig. Men en dag blev vi uvenner, rigtig uvenner. Pigerne begyndte at ligge hadevideoer ind på youtube og de sang nedgørende sange når jeg var i nærheden af dem. Mit liv ramlede endnu engang sammen. Jeg havde intet.
Jeg bliver svigtet gang på gang, hele tiden, af alle.
Jeg startede på Hf hvor jeg kort tid efter gikf ra min kæreste fordi jeg fandt ud af han havde været mig utro i laang tid. Mit liv var forbi, troede jeg.
nogle måneder senere fandt jeg en ny kæreste, og gennem ham fik jeg en masse nye venner.
Men da jeg 7 måneder efter gik fra ham fordi vores forhold kun gik ud på at skændtes, vendte alle dem jeg troede var mine venner mig ryggen. Og der stod jeg, alene igen uden nogen.
Jeg har efter det gået meget fra fyr til fyr. Jeg skreg efter opmærksomhed, og jeg tog det opmærksomhed jeg kunne få. Men igen endte det med et bagslag, dem jeg troede var mine venner vendte mig ryggen. præcis som alle andre..
Mit liv fungerer ikke optimalt idag, slet ikke. Min hukommelse, koncentrations evne og min lyst til livet generalt er helt svundet ind. Jeg har ikke lyst til noget mere, vil bare ligge i min seng for altid..
Jeg er helt fortabt, ved ikke hvad jeg skal stille op.. Venter på solen går ned så jeg igen kan få lov at ligge i min seng, søvnløs..