Hvor blev jeg af? Var jeg der nogensinde?
Skrevet af
Vilhelmine
"Du er altså så følelseskold, man skal vride armen rundt på dig for at sige at du elsker nogen, eller for at indrømme at du er ked af det. Den eneste følelse du åbent kan vise er vrede og foragt, men det kommer man ikke langt med, Vilhelmine". Selv min bedste veninde, som jeg har kendt igennem hele min ungdom, og nu også i mine mere "voksne" år, synes at jeg er underlig. Excentrisk. Kold. Distanceret. Men det er slet ikke sådan, at jeg ser mig selv. Oppe i mit hoved er jeg en åben, varm og kærlig person. Men ikke særlig længe af gangen. Jeg har haft to langvarige forhold, begge på 1,5 år, hvor jeg har boet med dem begge. De har begge to givet udtryk for, at jeg har svært ved at udvise kærlige følelser, og at jeg trækker mig ind i mig selv og ikke viser affektion efter en vis periode. Men jeg kan bare ikke forstå hvorfor jeg er sådan. For jeg elskede dem begge, men behovet for fysisk kontakt dalede i takt med at jeg lærte dem at kende, jeg blev mæt af alt den sociale kontakt det indebar at bo med en kæreste, men sådan følte de ikke. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde lærer at blive en god kæreste, der kan vise følelser og have en åben favn. Jeg er blevet mere betænksom omkring at gå ind i et nyt forhold, for at være ærlig så skræmmer det mig så meget at jeg får kuldegysninger, af at tænke på at lukke et nye menneske ind i mit sorte sind. Det føles ikke som om at der er plads. Jeg har altid haft en stor retfærdighedssans, nogle narcisstiske træk, en lidt paranoid opfattelse af verden og menneskerne omkring mig, men det er først nu at det er gået op for mig, at det ikke er alle der er sådan. Som 21 årig må jeg erkende, at der er noget galt med mig. Jeg har en psykisk sygdom. Og den er mere omfangsrig end jeg først havde regnet med, men måske kan det forklare hvorfor jeg har gjort som jeg har, og i fremtiden forhindre at jeg begår selvskade.