En lille bid af min historie
Skrevet af
Heidibk
"Det kan være en hjælp for dig at læse andres historier. Hvis du beslutter at læse nogle af historierne, vil du finde ud af, at du ikke er alene med dine svære tanker og følelser."
Men hvad nu hvis man ikke må eje svære tanker og følelser - man må ikke dele dem med andre fordi de er svære.....
Da jeg var ca 13år sad jeg på mit værelse, helt alene. Jeg græd tit dengang. Jeg følte mig uønsket og som en fejl. Kunne ik gøre noget rigtig og modtog altid kritik fra min mor uanset hvad.
Dagen før juleaften i 1994 (13-14år gammel) skrev jeg i min dagbog, at jeg ville ønske jeg ikke levede.
Det var mit første møde med selvmordstanker - muligheden for at forlade verden, finde noget ro.
En aften gjorde jeg et forsøg. Et latterligt forsøg på at gøre en ende på mit helvede. Jeg tog nogle panodiler fra mine forældres skab på badeværelset. Jeg kan ikke huske hvor mange, men jo ikke nok - for jeg lever jo endnu. Så lagde jeg mig på min seng og drømte jeg var død. Jeg kan tydelig huske den aften. Det var så fredeligt og rart. Men jeg døde ikke......
Jeg var så meget alene i mine barne/teenage år. Jeg måtte ingenting. Min mor fik et hysterisk anfald, hvis jeg forsøgte at forklare hvad jeg gerne ville - selv bare at få lov at overnatte hos en skoleveninde. Men NEJ! Det kunne jo ikke betale sig når vi boede i samme by.
Min mor forstod det ikke, måske heller ik min far. For mig var det jo ligegyldigt om vi boede i samme by. Det var det sociale jeg længtes efter.
Men det kunne der ikke blive tale om.
Jeg kan se at jeg i min dagbog har beskrevet, hvordan min mor truede med at smide mig ud som 16årig, hvis jeg blev ved med at plage om "dumme" ting som at overnatte ved veninder osv.
Svære tanker og følelser........
Jeg er ikke noget værd. Jeg kan ikke finde ud af at gøre noget rigtig. Ja, jeg kan jo ikke engang finde ud af, at tage livet af mig selv.
Jeg har været depressiv i mange år, ubehandlet. Som barn/ung skulle jeg i hvert fald ik belaste nogen. Der var så mange andre problemer - så meget andet sygdom i familien. Og det blev jeg ofte gjort opmærksom på. Min bror havde diabetes og det var rigtig vigtigt at passe godt på ham. Det gjorde min mor bestemt også.
Det blev min opgave, at sørge for at alle havde det godt - bare ik mig. Skidt med mig. Jeg kendte jo alligevel ikk mine behov og havde jeg nogen så blev de mast til jorden. INTET VÆRD!
Jeg kunne ikke finde ud af følelser. Det kan jeg også læse ud fra min dagbog. Jeg afbrød et venskab med en god veninde, fordi jeg følte mig tilsidesat. Men det er først i dag jeg kan se det. Dengang kunne jeg ikke sætte de rigtig ord på. Jeg gjorde bare noget, som jeg følte var til at holde ud - forsøgte at beskytte mig selv.
Det var mit ansvar, at alle havde det godt. Blev min mor ked af det så var det MIN skyld fordi jeg var dum og irriterende. Jeg forstod bare ik at holde min kæft.
Min mor har truet med selvmord. Hun har truet med at tage alt hendes epilepsi medicin. Hun har truet med at løbe hjemmefra, ja faktisk forsøgte hun en gang kan jeg huske.
Jeg har aldrig givet min mor et knus, ej heller kys.
Min "mor" var min oldemor. Det var hende der hjalp mig med at børste tænder. Det var hende der læste godnat historier. Det var hende jeg bad aftenbøn med og det var så rart og hyggeligt.
Det rører mig stadig dybt, at sidde og snakke om hende. Tårene presser på, men de skal ikke vinde i aften. Jeg vil ikke føle det jeg føler for det kan jeg ik holde ud.
Jeg kan huske hendes død, som det var i går. Vi stod i kapellet. Jeg var 7år. En kirketjener kom ind. Vi stod ved siden af hendes kiste. Han fjernede det hvide klæde fra hendes ansigt og jeg husker, hvordan hun lå der så fredfyldt - som i en dyb og dejlig søvn.
Nu løber tårene. Jeg tører dem lige væk, for jeg vil ikke kendes ved dem.
Sådan. Nu kan jeg fortsætte. Ingen tårer.
Vi stod bare og kiggede på hende. Jeg kan ikke huske om jeg græd. Jeg kan huske hun lå i kisten i fine hvide klæder. Så smuk.
Jeg savner hende rædsomt.
Tårene løber igen. KONTROL Heidi....!!
Jeg skal også snart ud og se til mine oldeforældres grav igen. Det er mig der passer den.
Når jeg sidder ved deres grav kan jeg godt sidde og tænke, at det kunne være godt hvis jeg lå ved siden af oldemor. Så kunne jeg passe på hende, ligesom hun passede på mig.
Jeg flyttede først hjemmefra som 26årig tror jeg. Fik en lille lejlighed.
Der boede jeg så i et års tid, hvorefter jeg fik et lille rækkehus, som er der hvor jeg bor i dag.
Jeg har haft fuld fart på mit liv. Jeg har arbejdet rigtig meget, mange forskellige steder. Aldrig rigtig faldet til nogen steder. Svært at holde ud, at skulle være et sted i mange mange år...og indtil jeg endelig fik gennemført en uddannelse så har jeg prøvet "alt" lige fra bager til pædagog - uden at kunne finde ud af hvad jeg ville.
13. aug 2009 tog jeg hjem fra mit job. Jeg kunne ikke mere. Jeg blev sygemeldt i 1½ mdr og var egentlig opsagt fra min stilling. Min læge synes jeg skulle forsøge at blive på arbejdsmarkedet så jeg tog et vikarjob, men måtte sygemeldes igen 1. januar 2010.
Vejen til at få et behandlingstilbud har ikke været nem for mig. Men folk der kender mig ved at jeg har kæmpet og vandt også til sidst. Men kampen har ikke været uden mén. Jeg har svært ved bl.a. at stole på folk.
Jeg brugte det halve af 2010 på at få et behandlingstilbud.
Det er stadig svært at være mig. Jeg har stadig svære tanker og følelser. Jeg har en dejlig læge og også en dejlig psykolog. Jeg ved de vil mig det bedste.
Tit føler jeg, at jeg lever et dobbelt liv. Jeg er aktiv i fitnesscentret, jeg går til dans og jeg arbejder også nu 3 timer 4 dage om ugen. Men jeg slås stadig med de svære tanker, dem som jeg ikke længere må dele. Mit selvværd er praktisk talt ikke eksisterende.
Nogen gange kan jeg godt sidde og tvivle på, at jeg nogensinde får det sådan rigtig godt. Egentlig kan man sige, at jeg ik ved hvordan det er at leve uden selvmordstanker og selvskadende tanker. De tanker har jo været en del af mig i mange år......alt for mange år.
Det her er blot en lille bid af min historie.