Et stykke ungdom og en sørgelig nyhed
Skrevet af
Anonym
en sørgelig nyhed og det at komme til kort
En side i dagbogen ""
Skrevet af Amar 1. april 2011 01:25
Jeg fik en meget sørgelig nyhed i dag.
En gammel skolekammerat er død.
..han var lige flyttet til den lille landsby, hvor vi boede, sammen med sin mor, far og lillebror. De boede i et meget faldefærdigt hus.
På det tidspunkt var min mor købmand i den lille by og de kom ind i forretningen. De var smaddersøde og jeg synes at drengen den store var meget meget sød og så godt ud. Han så anderledes ud end de andre i byen, som syntes bange for at træde ved siden af. Ham her havde en cowboyjakke på og et palenstinenseragtigt tørklæde på. Han var lys og korhåret og havde et flot ansigt. Men han var også lidt genert. En sammenblanding jeg godt ku lide. Jeg snakkede med ham ved busstoppestedet når vi ventede på skolebussen. Skoleelver snakkede ikke sammen ved busstoppestedet i den bette jydske by hvor jeg boede. Men vi gjorde det og en dag satte jeg mig ved siden af ham i bussen. Det var lidt stærkt for jeg var jo også meget genert af mig. Jeg synes også at han havde noget mellem ørerne. Han virkede voksen og selvstændig og ikke som en anden gennemsnitlig lala dreng. I klassen (for han kom i min klasse) stjal jeg mig til at kikke på ham på rigtig skolemaner sådan længe og betragtende. En dag hvor han ikke var i skole blev der uddelt sedler. Jeg sagde at jeg nok skulle tage en til ham og om eftermiddagen gik jeg hen til hans hus og bankede på. Det var hans mor der lukkede op. Vi snakkede lidt og hun var også rigtig sød. Faren var en del ældre end moren eller han så sådan ud. De var alle sammen venlige og milde på en måde. De var ikke hårde .
En dag kom faren i fængsel fordi han havde kørt spitkørsel. Han havde et alkoholproblem. Noget tid efter så jeg moren. Hun virkede meget glad og havde en fin nederdel og sandaler med lidt hæl på. Hun havde fundet en kæreste. Da hendes mand kom ud af fængslet fødte hun en lille pige. Selvom det ikke var hans barn fandt han på hvad hun skulle hedde. Lillebroren havde glædet sig til at få en lillesøster/-bror. De var alle sammen så søde ved den lille pige og sidste gang jeg så min skolekammerat var i en bus hvor hans mor havde den lille pige med. Hun havde en lille hvid kyse på. De virkede så glade og omsorgsfulde.
Vi gik i 9. klasse og jeg var glad for at han var kommet i min klasse. Jeg følte mig også anderledes. Jeg havde det ikke godt i klassen. De andre piger lignede alle sammen hinanden med deres lilla skjorter, dyneveste, afblegede denimbukser, solariebrune hud og gelestive hår. Mange af dem havde mutte munde. Mit hår var også gelestift men jeg havde meget kort næsten punkagtigt strithår. Jeg brugte frikvarterene til at læse bøger Remarque og sådant noget (hvis I kender ham?) og tegne. Min psykopatfar var meget syg i 9. og døde. (jeg boede ikke hos ham) Alt dette kunne i grunden være ligemeget hvis jeg bare havde haft det godt. Og ikke følt mig udenfor.
Min skolekammerat havde det særligt svært med vores matematiklærer en dame hvor alt var så gennemført perfekt at det var dødkedeligt. Hun kunne ikke så godt rumme msk der var anderledes , ved siden af på en måde. De to (min kammerat og lærer) kunne slet ikke sammen. En dag besluttede han at droppe ud af skolen. Jeg synes at det var synd. Udover at savne ham syntes jeg også at det var ærgeligt fordi han netop ikke var ”dum”. I terminsprøverne havde han klaret det godt og så skred han bare.
En dag efter en prøve spurgte han mig om jeg ventede på bussen. Jo det gjorde jeg svarede jeg. Nå sagde han det var en skam for så har jeg kørt forgæves og smilede lidt. Den skulle jeg havde grebet i stedet for i min generthed ikke at kommentere det.
Vi var 15 år og han havde en knallert. Sådan en der var lidt større end de fleste. Sommetider hang han ud med nogle andre drenge i byen og snakkede om knallerter.
Han havde fortalt mig at han havde en drøm om at få sit eget landbrug og da han var droppet ud af skolen fortalte hans mor mig at han havde fået arbejde på en gård på Sjælland. Jeg blev glad på hans vegne for det var jo noget han havde lyst til. Jeg mødte ham en enkelt gang siden hvor han havde fået megalangt krøllet hår . Det syntes jeg så ånsvagt ud. Men lad det ligge.
Så flyttede resten af familien fra byen. Og Jeg hørte ikke noget til dem ...indtil i dag.
Faren var død, moren var død, min skolekammerat var død af stoffer . Han var blevet fundet død på en bænk. Lillesøsteren var kommet i familiepleje og lillebroren er et eller andet sted. Og for at det ikke skal være løgn er familiens hus i landsbyen blevet fjernet.
Nej hvor gør det mig trist. I en tidl dagbog skrev jeg om et øjebliks oplevelse af meningsfuldhed. Nu oplever jeg det modsatte.
Jeg har skrevet meget men egentlig er jeg stille indeni over det.