Mit liv...
Skrevet af
CarinaJ
Jeg troede jeg havde begyndelsen på det perfekte liv… Der tog jeg grueligt fejl…
Som ung, ca. 16-årig mødte jeg mit livs kærlighed, han var min første ”rigtige” kæreste, den man tog med hjem til mor og vidste frem for familien.
Jeg har hele mit liv (fra fødsel til jeg var 17 år) boet alene sammen med min mor, min biologiske far forlod min mor inden jeg blev født. Så min familie har i det store hele kun bestået af min mor, mormor, morfar, moster oldemor (og en oldemor på anden side + 2 oldefædre som alle 3 er væk fra denne jord).
Kæresten og jeg blev hurtigt uadskillelige, og jeg var helt sikker på, at vi skulle leve sammen resten af vores liv, en stor tanke som bare 16-årig, men sådan var det nu altså bare engang. Jeg havde fået en stor dejlig svigerfamilie, som jeg slet ikke kunne leve uden og som jeg holdt utroligt meget af, og stadig gør.
Forholdet til min mor, som ellers altid har været helt fantastisk, begyndte at blive lidt uudholdeligt. Skænderier og uoverensstemmelser over lige gyldige ting. Min mor havde fået kæreste på, en mand jeg ikke rigtig brød mig om. Jeg havde jo ellers altid haft hende for mig selv, nu skulle hun pludselig deles. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke længere ønskede og bo hjemme i mors trygge rammer. Så det var jo mest nærliggende og flytte sammen med kæresten. Det var lige inden min 18 års fødselsdag. Vi fandt en lejlighed i samme by som min mor og resten af familien. Det var vi rigtig glade for, vi kunne bestemme over os selv, men havde stadig familien i baghånden, hvis det hele blev lidt for svært.
Den store drøm for os, var at få vores eget hus, ude på landet, langt fra alting. Så jeg kunne få min store drøm, om egen hest opfyldt. Heste har altid været en stor del af mit liv og en ridetur kunne redde selv den dårligste dag. Hvor vigtigt hestene var for mig, ville jeg finde ud af senere i mit liv.
Men inden den store drøm kunne blive opfyldt, skulle uddannelse, økonomi osv. lige på plads. Jeg læste på handelsskolen og ville arbejde i butik, lige som resten af min familie, det stod nærmest i stjernerne. Kæresten fik et godt arbejde som smed hos en af de lokale smede.
Da jeg var færdig med de 2 år på handelsskolen, fik jeg en læreplads i et stort varehus, som salgsassistent. Dette var et sted, hvor tingene skulle være perfekte, og var de ikke det, blev der hurtigt gjort opmærksom på det. Det kunne være lidt hårdt psykisk, med de lange arbejdsdage og de strenge regler. Men jeg holdt ud og var fast besluttet på at afslutte min uddannelse. Hvilket jeg også gjorde, med bravur. Et 10-tal som afsluttende eksamenskarakter (nye skala), så kunne jeg ikke forlange mere, jeg var lykkelig og lettet, og fik nogen gode ord med på vejen. Jeg havde ændret mig en del på de 2 år, jeg var blevet mere selvstændig og meget mere moden end som den 20-årig unge pige jeg nu var. Jeg var ikke den stille pige mere, og turde nu sige min mening, selv i det store forum. Dette var store fremgang for mig, den stille pige der aldrig sagde noget, uden at blive spurgt først. Det var nu et overstået kapitel og jeg stolt af mig selv.
Der var også sket store forandringer i mit privatliv. Jeg var stadig sammen med manden i mit liv og vi havde nu fundet et hus, som vi bare måtte eje. Det var jo en stor beslutning, men min kæreste følte sig ikke hjemme inde i byen, da han hele sit liv, havde levet ude på landet og han kunne ikke vende sig til bylivet.
Huset vi havde fundet lå langt fra familien, og der var ingen mulighed for busser. Men vi havde jo også 2 biler og begge kørekort, så det var ingen hindring. Huset blev set, og købt. Det var nu en realitet, vi skulle flytte på landet, starte vores helt eget liv. Men ikke nok med det, når man nu var husejer og rigtig forelsket. Så skulle vi jo også giftes. Så jeg som 20-årig og kæresten som 23-årig, var nu mand og kone, med et hus som var beboeligt, men som stille og rolig skulle renoveres. Det var en stor mundfuld, men vi var sikre på vi nok skulle klare den.
Nu var det hele jo næsten på plads, jeg manglede bare min egen hest og drømmejobbet. Drømmejobbet lod desværre vente på sig, og jeg endte med at gå ledig, lige efter jeg var færdig med min uddannelse. Det var nu meget rart, efter at have knoklet i 4 år. Og dagpengene var ikke meget dårligere end elevlønnen, så vi kunne stadig blive i vores dejlige hus.
Det blev dog hurtigt kedeligt ikke rigtig have så meget at foretage sig, andet end at skrive ansøgninger og opsøge virksomheder. Så jeg undersøgte mulighederne for at få min egen hest, var så heldig stillet at jeg fandt en god, lidt ældre, veninde kun et par 100 m fra vores hus, som selv havde heste. Der kunne jeg for ret billige penge få min egen hest opstaldet, mod at jeg ville hjælpe til i stalden. Det kunne ikke være mere perfekt. Jeg fandt hurtigt en hest som jeg bare måtte eje. Hesten blev købt og kom til sit nye hjem. Jeg kunne ikke være mere lykkelig…
Efter ca. 7 måned begyndte tingene dog at gå lidt ned af bakke. Hesten var ikke helt som jeg havde drømt om, og jeg begyndte stille og roligt at miste interessen for at ride hende. Hun var rigtig sød, men krævede en del arbejde. Det magtede jeg bare ikke. Min ældre veninde bemærkede at jeg ikke helt var den samme glade pige mere. Jeg forsømte min hest. Da hun selv har haft depression, konfrontere hun mig med det. Jeg kunne jo godt selv mærke der var noget galt, havde stadig ikke noget job, og meget af min tid foregik i sofaen foran fjernsynet. Det endte med at jeg solgte hesten, en beslutning der tog rigtig hårdt på mig, men det var det eneste rigtige. Jeg kunne simpelthen ikke magte det ansvar som hesteejer. Jeg blev anbefalet at søge læge, men tænkte at det nok skulle gå, det kunne jeg godt klare selv.
Det gik så ikke værre end bedre end at jeg efter ca. 14 dage, blev tilbudt et vikar job, på lidt over 3 måneder, som delikatesseassistent i en butik jeg havde arbejdet i som ung. Efter meget kort tid fandt jeg ud af at det var drømmejobbet. Jeg elskede det, tegnene på en depression forsvandt stille og roligt. Men da det jo kun var et vikarjob, måtte det jo have en ende. Efter jeg havde bevist mit værd i de 3 måneder, blev jeg tilbudt et fast arbejde hos samme virksomhed, bare en anden afdeling. Tingene gik for engang skyld min vej.
Efter en måneds ledighed startede jeg på mit nye job, med et stort ansvar, noget jeg aldrig havde prøvet før, men blevet lovet at jeg nok skulle blive hjulpet så længe jeg havde brug for det.
Sådan gik det bare ikke. For at sige det mildt, blev jeg behandlet som skidt. Jeg kunne ikke gøre noget som helst rigtigt, og mit selvværd dalede totalt. Jeg prøvede dog at holde humøret oppe og gøre tingene, som de gerne ville have det. Jeg gjorde virkelig mit bedste, mødte tidligere end jeg skulle og blev også længere, hvis det var nødvendigt. Ofrede mit privatliv, for at få et godt betalt job. Det gik hårdt ud over mit ægteskab og jeg var så dum at søge trøst andre steder. Manden og jeg kunne ikke snakke sammen mere, der var ingen kommunikation overhoved, små skænderier og sure miner. Ingen kærlighed. Det hele endte ud i flere sygemeldinger fra jobbet, dage hvor jeg bare sad der hjemme og intet levede.
Jeg kom helt ned i det sorte hul, hvor jeg ikke kunne komme op igen. Jeg hakkede op i mig selv og søgte læge. Diagnosen var der ikke til at tage fejl af, svær depression samt angst. Lægen anbefalede en sygemelding på ubestemt tid, samt behandling med antidepressive. Det næste jeg skulle var at fortælle det nye job det, noget ingen mennesker ville bryde sig om. Jeg ringede og svarede var ”det er der jo ikke noget og gøre ved”. Dagen efter modtog jeg min opsigelse, med begrundelse at jeg ikke levede op til deres forventninger. Og da det var inden prøveperioden på de 3 måneder var slut, kunne fagforeningen ikke gøre noget ved det, så jeg måtte på sygedagpenge.
Ikke lige det man har brug for, når man i forvejen er helt nede. Jeg var ved min læge en gang om ugen til samtale, turene ned til lægen har jeg aldrig helt vænnet mig til og den dag i dag er det stadig svært for mig, at skulle åbne mig, så meget op for et ”fremmede” menneske.
Min historie slutter jo egentlig ikke her, for jeg er her jo endnu, selvom jeg mange gange har ønsket at det ikke var sådan, desværre. Min mand og jeg forsøger at få tingene til at gå godt, vi arbejder på det. Vi er blevet meget bedre til at snakke om tingene, dog har han stadig meget svært ved forstå hvordan jeg har det. Hvilket også er rigtig hårdt for mig, men i den situation bliver jeg nød til at tænke på mig selv, og hvordan jeg har det indeni. Jeg går stadig sygemeldt og venter på at jobcenteret finder en praktikplads til mig, indtil videre har det taget dem 3 måneder! Jeg er nu begyndt selv at søge efter noget, det tager desværre bare lidt hårdt på mig, at skulle tænke i de baner.
Jeg føler jeg sidder totalt fast i systemet, jeg har i samarbejde med min læge fundet frem til, at jeg godt ville kunne arbejde på nedsat tid, men grundet at jeg blev fyret og jo så faktisk er arbejdsløs, kan jeg ikke blive delvis raskmeldt, det er enten syg på fuldtid eller arbejde på fuld tid. Fuldtid er slet ingen mulighed, det ville jeg slet ikke kunne klare, selvom jeg gerne ville.
Så jeg går jo hjemme og prøver at få tiden til at gå, hvilket godt kan være lidt svært. Jeg har dog fundet ud af at bruge min tid på heste, det kunne slet ikke være bedre. Jeg har fundet en fantastisk hest som jeg har fået part på, og rider 3-4 gange om ugen. Som bonus er jeg blevet rigtig gode veninder med hestens ejer, hun har i alt 2 heste, og vi rider så sammen. Det er det der er med til at holde mig oppe, og få tankerne væk fra at gøre noget dumt. Ville slet ikke kunne være til, hvis jeg ikke kunne ride en tur og få samlet tankerne. Har heldigvis en rigtig god ven at snakke med, det er desværre bare lidt problematisk, men det er en anden historie.
Det var min livshistorie fra de sidste 5-6 år, skrevet på forholdsvis meget kort plads, så der er selvfølgelig en masse ting, som ikke er blevet fortalt.